Dagens overblik: De vigtigste nyheder 12. juli 2022
I dagens overblik kommer vi forbi en bornholmer med et stort smil og fortræffelige ben, et historisk kig ud i universet, opsigtsvækkende udtalelser fra Belarus' præsident og genoptagne forhandlinger i SAS' pilotkonflikt.
Magnus Cort vinder 10. etape af Tour de France
En af dette års Tour de Frances helt store lyspunkter, Magnus Cort, vandt i dag 10. etape af det franske cykelløb. Cort slog australske Nick Schultz på målstregen i en hæsblæsende finale, efter han havde siddet med i et stort udbrud, der kørte fra feltet med cirka 86 kilometer til mål.
Etapen bød på flere stejle stigninger og sluttede i den franske alpeby Megéve. Det er Corts anden etapesejr i Touren. Han vandt sin første i 2018.
Nasa frigiver første billede fra nyt banebrydende rumteleskop
I morges offentliggjorde det amerikanske rumagentur Nasa det første billede fra rum-teleskopet James Webb Space Telescope. Teleskopet blev opsendt i december 2021 og erstattede det gamle Hubble-teleskop, der blev opsendt i 1990.
Forskellen i kvaliteten er nu også til at se, og billedet med de mange stjerner og galakser, der er flere milliarder år gamle, har fået astronomer og ruminteresserede over hele verden til at bryde ud i begejstring.
Belarus’ præsident, Alexandr Lukasjenko, kommer med en opsigtsvækkende udtalelse
Belarus’ præsident, Alexandr Lukasjenko, kom tirsdag med en opsigtsvækkende udtalelse. Præsidenten, som af kritikere kaldes for ”Europas sidste diktator”, sagde i en tale til dimitterende officerer i sit hjemland, at Vesten planlægger et angreb mod Rusland.
Et angreb, som præsidenten angiveligt har diskuteret med den russiske præsident Vladimir Putin. Belarus og Rusland er tætte allierede, og tidligere har Belarus ladet Rusland angribe Ukraine fra belarusisk territorie.
Onsdag vil SAS genoptage forhandlinger med piloterne
SAS og de cirka 1.000 SAS-piloter, der nu har strejket i over en uge, vil onsdag genoptage de forhandlinger, som brød sammen den 4. juli og som udløste pilotstrejken. Forhandlingerne vil foregå i den svenske forligsinstitution i Stockholm. Finans har tidligere beskrevet, hvordan konflikten kan koste SAS mellem 50 og 100 mio. kr. om dagen. Alt imens er op imod 1.500 danskere, som har booket rejse gennem Apollo, lige nu strandet i udlandet.
Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.