Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide den 2. september 2026

Hvem skal betale regningen for Cheminova-forurening?

Godaften

Hundredtusindvis af patienter risikerer at blive kastebolde i systemet, når sygehuse afviser lægers henvisninger. Og når Cheminova-fabrikken lukker, bliver regningen for milliondyr grundvandsrensning kastet op i luften. Men hvem har lyst til at gribe den?

Jeg håber, du har lyst til at kaste dig over dagens vigtigste nyheder.

Velkommen til Nyhedsguiden, hvor overskrifterne er:

  1. Sygehusene afviser hundredtusindvis af henviste patienter
  2. Når den tidligere Cheminova-fabrik lukker, skal der stadig renses 822.000 liter forurenet grundvand - i døgnet
  3. Et makværk eller de mest præcise data nogensinde? Forstå den kvælstoflov, alle landmænd hader lige nu

Sygehusene afviser hundredtusindvis af henviste patienter

Det nye: Hvert år afviser sygehusene omkring 200.000 henvisninger fra de praktiserende læger.

Hvad betyder det? Det kan gøre patienterne til kastebolde og forsinke deres behandlingsforløb. I nogle tilfælde får lægerne ingen forklaring på afvisningen. Andre gange er henvisningen ikke specifik nok.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) mener, at politisk indgriben er nødvendig og foreslår et forbud mod, at sygehusene kan afvise henvisninger fra de praktiserende læger. Ifølge PLO-formanden oplever de praktiserende læger også, at sygehusene afviser henvisninger, hvor der er mistanke om kræft eller hjertesygdom.

Når den tidligere Cheminova-fabrik lukker, skal der stadig renses 822.000 liter forurenet grundvand - i døgnet

Det nye: Kemifabrikken FMC Rønland, der tidligere hed Cheminova, meddelte tirsdag, at produktionen lukker ned inden årsskiftet. Det efterlader spørgsmålet: Hvem skal stå for rensningen af det forurenede grundvand på området? I dag er det FMC, som både udfører og betaler for at pumpe og rense 822.000 liter grundvand op i døgnet.

Hvorfor er det vigtigt? Hvis rensningen stopper, kan kemikalier sive ud i grundvandet og ende i Limfjorden. Region Midtjylland slår fast, at afværgepumpningen skal fortsætte, men FMC er ikke juridisk forpligtet til at rense grundvandet for den historiske forurening.

Et makværk eller de mest præcise data nogensinde? Forstå den kvælstoflov, alle landmænd hader lige nu

Det nye: Utilfredsheden med regeringens nye kvælstoflov er stor i landbruget. Min kollega Anders Redder har kastet sig over at forklare, hvad landmændene egentlig er sure over. Han skærer ind til to ting: kvælstofmodellen og nye tal for, hvor vandet har det dårligt.

Hvad er problemet? Landbruget kritiserer modellen for et spinkelt datagrundlag. Det gælder især, at der er for få målinger af, hvor meget kvælstof der udvaskes fra forskellige grøntsagsafgrøder. Professor i agroøkologi på Aarhus Universitet mener, at modellen er god, men siger samtidig, at der næsten ikke er nogen data på grøntsager.

Derudover er landmændene utilfredse med, at myndighederne i juni kom med nye og foreløbige data for, hvor meget kvælstof der må udledes fra markerne i forskellige områder af landet.

Også værd at vide

Løkke indkalder russisk ambassadør: Udenrigsministeriet indkalder den russiske ambassadør i Danmark til samtale. Det sker i forbindelse med, at Tyskland har meldt ud, at Rusland var ansvarlig for dronehændelsen i Leipzig/Halle Lufthavn. Sagen blev onsdag drøftet af EU-landenes udenrigsministre, som støtter et visumforbud for russere, der har deltaget i krigen mod Ukraine, samt strammere regler for russiske turister.

Martin Malm er udeblevet fra retten i sag om hvidvask: Forretningsmanden, der deltog ufrivilligt i TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”, er onsdag ikke mødt op til sin retssag, hvor han er tiltalt for grov hvidvask af 17,3 mio. kr. og momssvig for 6,1 mio. kr. Sagen nu udskudt.

Fem vestegnskommuner skal ikke modtage ukrainske flygtninge: Det gælder Albertslund, Ishøj, Vallensbæk, Høje-Taastrup og Brøndby. I stedet skal kommuner i Jylland og på Fyn modtage flere ukrainske flygtninge. Det skal lette presset på nogle af de kommuner, der er pressede i forhold til at finde boliger til flygtningene. Baggrunden er, at fem jyske borgmestre har sagt, at de har plads i deres kommuner. De ville faktisk gerne have dem.

Dagens anbefaling

Sveriges regering vil afsætte 67 mio. kr. ekstra til skolesikkerhed. Det sker efter seks skoleangreb på fem år.

De ekstra millioner kan bruges til kameraer, låse, sikrede døre og alarmsystemer. Tidligere på året blev der afsat 200 mio. kr. til formålet.

Men formanden for det svenske lærerforbund vil have en mere dybdegående indsats for at komme skoleangrebene til livs. I den forbindelse kræver hun, at regeringen stiller »betydeligt strengere krav til techvirksomheder«.

Artiklen er skrevet i lyset af det kommende svenske valg, og du kan læse den ved at klikke her.

Tak, fordi du læser med. Rigtig god aften.