Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide den 1. september 2026

Landbruget indtog Christiansborg

Godaften

Kalenderen siger efterår, og landmændene har ikke længere helt så travlt med at høste. I dag har de skiftet marker og landeveje ud med storbyer og parker, hvor traktorerne er kørt til Christiansborg i protest mod en ny gødskningslov.

Velkommen til Nyhedsguiden, hvor vi omkring følgende overskrifter:

  1. Smeden har kørt siden kl. 3, og toårige Wilfred er »gal med traktorer«. Landbruget har indtaget Christiansborg
  2. En »lokal katastrofe« er opstået efter Cheminova-lukning: »Vi står med en akut situation«
  3. Ejer af neglesaloner i Nordsjælland dømt for menneskehandel

Smeden har kørt siden kl. 3, og toårige Wilfred er »gal med traktorer«. Landbruget har indtaget Christiansborg

Det nye: Landbruget har tirsdag demonstreret foran Christiansborg mod den såkaldte gødskningslov.

Formålet med den nye gødskningslov er at reducere mængden af kvælstof, der udledes fra marker til havmiljøet. Lovforslaget har mødt kritik fra landmændene, da særligt grøntsagsproducenter frygter et væsentligt økonomisk tilbageslag ved kvælstofregulering.

I Venstre er der modstand mod lovforslaget, og fem partimedlemmer har meddelt, at de vil stemme imod partilinjen: Søren Gade, Amanda Heitmann, Preben Bang Henriksen, Anni Matthiesen og Peter Juel-Jensen.

Nu har Folketinget besluttet at friholde producenter af grøntsager fra kvælstofreguleringen i 2027.

Hvad er perspektivet? Landmændene stod tidligt op i dag for at køre deres traktorer mod Christiansborg. De ønskede at komme med et opråb til de politikere, som de mener er ved at »fyre dem«.

Landmændene er gået på gaden, fordi de frygter, at lovforslaget kan få store konsekvenser for dansk fødevareproduktion. Særligt grøntsagsproducenter frygter, at reguleringen vil medføre store merudgifter og gøre det vanskeligere at opretholde produktionen i Danmark.

Du kan læse min kollega Mikkel Berg Krølls reportage om landmændene, som er taget til »djævleøen« for at deltage i traktordemonstrationen, her.

En »lokal katastrofe« er opstået efter Cheminova-lukning: »Vi står med en akut situation«

Det nye: Virksomheden FMC Rønland, der tidligere hed Cheminova, vil lukke fabrikken i Rønland ved udgangen af 2026. På fabrikken i Vestjylland har der i mere end 70 år været produceret kemikalier til blandt andet landbruget. Amerikanske FMC Corporation, som ejer fabrikken, begrunder lukningen med et ønske om at »optimere virksomhedens globale produktion«

Hvorfor er det vigtigt? Lukningen af fabrikken vil berøre omkring 500 medarbejdere. Borgmesteren i Lemvig Kommune, Jens Lønberg Pedersen (K), frygter, at de nu bliver nødsaget til at flytte væk fra kommunen for at finde et nyt arbejde. Det vil blive en »katastrofe for byen og de mindre lokalsamfund rundt om den,« mener borgmesteren.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd mener, at staten hurtigst muligt må skabe nye arbejdspladser i området.

Ejer af neglesaloner i Nordsjælland dømt for menneskehandel

Det nye: En vietnamesisk kvinde er blevet dømt for menneskehandel til tvangsarbejde. Kvinden er tidligere ejer af to neglesaloner i Nordsjælland, hvor otte kvinder fra Vietnam arbejdede 70-90 timer om ugen til en timeløn på mellem 9 og 29 kroner. Det er første gang, at en dansk domstol dømmer for menneskehandel til tvangsarbejde uden for prostitutionsmiljøet.

Hvad er baggrunden? Klinikejeren har forsvaret sig med, at hun ville hjælpe fattige familier i Vietnam ved at give kvinderne et job i Danmark. Retten fandt imidlertid, at hun havde udnyttet kvinderne til tvangsarbejde for økonomisk vindings skyld.

De otte kvinders vidneforklaringer viste blandt andet, at de var blevet vildledt om arbejdsforholdene og lønnen, inden de rejste til Danmark.

Kvinden skal ifølge dommen have tre år i fængsel, betale sine sagsomkostninger og udvises permanent.

Min kollega Susanne Junker har skrevet mere om sagen, som du kan læse her.

Også værd at vide

Kong Haakon aflagde ed: Norges kong Haakon har tirsdag aflagt ed over for det norske parlament, Stortinget. Hermed forpligtede han sig til at være loyal over for de norske love og Stortinget. Edsaflæggelsen fandt sted uden Mette-Marit, da hun måtte melde afbud til begivenheden på grund af komplikationer efter den lungetransplantation, hun gennemgik i løbet af sommeren.

Elever evakueret fra skole i Kalundborg efter sprængning: Politiet var til stede ved Rynkevangskolen i Kalundborg tirsdag efter en sprængning på en boldbane ved skolen. Alle børn og ansatte blev evakueret, og ingen kom til skade. Politiet meddeler, at der umiddelbart er tale om en flaske med kemikalier, som er sprængt. Politiet har tilbageholdt fem unge i sagen og kan ikke oplyse nærmere om mistanken mod dem.

Grønlands store iskappe skrumper for 30. år i træk: Grønlands indlandsis har mistet mere is, end der er blevet tilført. Ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland er udviklingen ikke et kortvarigt udsving, men et tydeligt klimasignal. Udviklingen er en milepæl, som forskere bemærker, da klimatologer ofte ser på 30-årige perioder.

Dagens anbefaling

Der er pladsmangel i de britiske fængsler. Det har efterladt premierminister Andy Burnham med et svært dilemma: Skal regeringen løslade flere indsatte før tid eller risikere, at fængslerne løber tør for plads?

Regeringen har valgt den første løsning, og nu skal omkring 4.500 indsatte løslades før tid i løbet af de kommende måneder.

Det sker, selv om flere organisationer kort forinden sendte et brev til premierministeren, hvor de advarede om, at det ville »sætte kvinders og børns liv i fare«, hvis voldsdømte partnere og forældre blev løsladt før planlagt.

Min kollega Kristian Fischer-Nielsen har skrevet om, hvilke dømte der kan blive løsladt før tid.

Du kan læse artiklen ved at klikke her.

Tak, fordi du læser med. Rigtig god aften.