Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

Billedet af en ensom muslim i en dansk sportshal trækker overskrifter i udlandet

IS-kriger bad for sit liv, da han blev fanget. Udenlandske læger skal passe på morsingboerne. Trump lover: Ford flytter ikke fra USA.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.

God-fredag-morgen og velkommen til ugens sidste Briefing Morgen, hvor vi bl.a. skal forbi det seneste nye fra finanslovsforhandlingerne og et opsigtsvækkende dødsfald i en amerikansk nationalpark, men inden det begynder vi lige ved begyndelsen. Et fotografi taget af en islandsk fotograf, der arbejder i Danmark, har de seneste dage skabt overskrifter hos flere internationale medier, skriver Ekstra Bladet. Og billedet - som ses længere nede - er da også opsigtsvækkende i sin symbolik: Tilsyneladende lukkede danskere, der vender sig væk fra en ung muslimsk kvinde, der lidt betuttet ser til, mens debatten om placeringen af et nyt asylcenter raser. Det er fotografen Ólafur Steinar Gestsson, der i marts i år tog billedet under en debat i en sportshal i Kalundborg for Berlingske, og de seneste dage har det af en eller anden grund fundet vej til det amerikanske medie Quartz og britiske The Independent. Begge medier er centrum-venstre-orienterede i deres observans, og de har begge interviewet Ólafur Steinar Gestsson om billedet.

The Independent kæder billedets symbolik sammen med indvandrerkritiske partiers stigende popularitet i flere europæiske lande og sågar valget af Donald Trump til amerikansk præsident og skriver, at »en dansk fotograf har fanget konsekvensen af antiimmigrationspolitik i ét billede.« Quartz skriver, at billedet »fanger den inde-i-gruppen over for uden-for-gruppen-mentalitet, der prægede diskussionen.« Selv siger Ólafur Steinar Gestsson til Ekstra Bladet, at der i hallen var opstået en os-mod-dem-mentalitet, men at han ikke ved, hvilken indstilling folkene på billedet har til planerne om et nyt asylcenter i byen, og at der bestemt var folk til stede, der talte for at placere et asylcenter i byen.

Sent torsdag aften kom en stor delaftale i dette års finanslov, og mon ikke resten af rigets budget for 2017 også snart falder på plads. Et bredt udvalg af Folketingets partier er blevet enige om at afskaffe PSO-afgiften, som er ulovlig ifølge EU, frem mod 2022. Afgiften betales af elkunderne, som med afskaffelsen får billigere strøm, og det hul, afskaffelsen efterlader i statskassen, skal dækkes ved, at vi alle via bundskatten skal betale en smule mere til fælleskontoen - helt præcist 0,09 procentpoint i 2025. Alle partier (V, S, DF, LA, K, R og SF) i aftalen virker til at have fået lov til at sætte deres aftryk, skriver Jyllands-Posten, mens Altinget hæfter sig ved, at alle partier også har måttet bøje sig visse steder: De blå partier er ikke glade for skattestigninger, mens bl.a. Socialdemokratiet har været imod afskaffelsen af den grønne check, som de fleste nu mister. Ifølge DR vækker den politiske aftale både begejstring og bekymring i organisations-Danmark. Dansk Energi er begejstrede, fordi »det er godt for el-kunderne og for de virksomheder, der bruger strøm. De kan skabe flere arbejdspladser, og det er godt for vores mulighed for at fortrænge fossile brændsler i vores transportsektorGreenpeace er bekymret, fordi aftalen bryder med det princip, at det er den, der forurener, der betaler: »I stedet lægger man byrden over på borgerne og skatteregningen.«

En 23-årig mand formodes at være blevet opløst, efter han faldt i en syreholdig varm kilde i den verdenskendte amerikanske nationalpark Yellowstone. Ulykken skete i juni, hvor manden med sin søster ledte efter et sted at dyppe sig i en varm kilde uden for det afmærkede område af parken. Han ville mærke temperaturen på en kilde men gled. Hverken søsteren eller tilkaldt redningsmandskab kunne få ham op på grund af en tordenstorm i området. Da redningsmandskab den næste dag kom tilbage for at lede efter mandens lig, var det væk, og ifølge CNN formodes det i en nyligt frigivet rapport om ulykken, at mandens lig simpelthen er blevet opløst i kildens syreholdige vand.

På Mors forsøger man sig ifølge DR Midt- og Vestjylland nu med en alternativ løsning på problemet med, at der mangler praktiserende læger i yderområderne af Danmark. Man har simpelthen ansat en bulgarsk, en ungarsk, en litauisk og en italiensk læge, som sammen skal drive en klinik i Øster Jølby. Det er Region Nordjylland, der har ansat lægerne, og de er efter grundige kurser i bl.a. dansk efter nytår klar til deres nye arbejde. Det har tidligere været svært at finde danske læger til klinikken, og den nye løsning glæder da også en lokal beboer, der »vil krydse fingre for, at det vil give mere ro og mere tryghed.«

I Irak er offensiven mod den IS-kontrollerede by Mosul fortsat i fuld gang - dog med en pause torsdag, fordi dårlig sigtbarhed forhindrede vestlige fly, herunder danske, i at yde den fornødne støtte til landtropperne. Ifølge Reuters sænkes fremrykningen også af den voldsomme modstand fra de IS-krigere, der er tilbage i byen, og som bl.a. bruger bilbomber, der er pansrede med jernplader og dermed svære at stoppe, og snigskytter som våben. At der dog også gøres fremskridt i og omkring Mosul vidner en fortælling hos det norske medie VG om. Her fortæller en kurdisk peshmerga-kaptajn om øjeblikket, da en IS-kriger rent faktisk overgav sig, hvilket er første gang, den pågældende kaptajn oplevede det. »De kæmper alle til døden, og ingen vil overgive sig,« siger kaptajnen til VG, og endnu mere opsigtsvækkende er den korte film, mediet bringer fra øjeblikket, hvor den tydeligt bange, fuldskæggede unge mand overgiver sig: »Vær ikke bange, jeg kommer ikke til at sprænge mig selv i luften,« lyder det fra krigeren. Tre af hans kampfæller nægtede at overgive sig og blev dræbt af de kurdiske militssoldater.

DET ER DER SKET I NAT

Tyrkiet hører ikke hjemme i Den Europæiske Union. Det udtalte de to konservative politikere Nicolas Sarkozy og Alain Juppé fra Frankrigs største højrefløjsparti, Republikanerne (LR), under en tv-debat forud for partiets primærvalg søndag. Det skriver nyhedsbureaet Reuters. Begge kandiderer til at blive udpeget som partiets bud på en ny præsident ved valget næste forår. Frankrigs socialistiske regering støtter officielt Tyrkiets forhandlinger om at komme med i EU.

USA's kommende præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at Ford Motor Co. alligevel ikke vil flytte en del af virksomheden fra delstaten Kentucky til Mexico. Ford har dog ifølge nyhedsbureauet Reuters gentagne gange understreget, at virksomheden aldrig har haft planer om at lukke fabrikker i USA. Virksomheden har dog bekræftet, at man flytter dele af produktionen syd for grænsen. Under sin valgkamp sagde Donald Trump gentagne gange, at han ikke ville tillade, at Ford åbner en fabrik i Mexico.

FN's Sikkerhedsråd giver torsdag et udvalgt panel endnu et år til at undersøge kemiske angreb i Syrien. Undersøgelsen skal nu være færdig i november 2017. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker, efter at alle medlemmer inklusive Rusland stemte for at forlænge mandatet for undersøgelsen. Formålet med undersøgelsen er blandt andet at placere skylden for en række kemiske angreb i det krigshærgede land.

Mindst 73 mennesker er omkommet og mange andre såret, da en tankbil torsdag eksploderede i det vestlige Mozambique, skriver nyhedsbureauet Reuters. De mange mennesker var stimlet sammen for at tappe brændstof fra den væltede tankbil, da den eksploderede. Det oplyser regeringen i det sydafrikanske land. De sårede er bragt til hospitalet, og regeringen har sendt repræsentanter til ulykkesstedet i Tete-provinsen.

Republikaneren Mitt Romney er en af de personer, som USA's kommende præsident, Donald Trump, overvejer som udenrigsminister. Det siger unavngivne kilder til tv-stationen NBC News. Ifølge tv-stationen skal Romney og Trump mødes søndag for at drøfte spørgsmålet. En kilde bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at de to skal mødes, og at Trump muligvis vil drøfte posten som udenrigsminister med Romney.

DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM

  • Politiken: En lang række fagforbund og hovedorganisationer, der repræsenterer op mod 200.000 ansatte på statens arbejdspladser, kalder nu finansministeren til krisemøde for at få stoppet et stigende antal statslige arbejdsgivere, der ifølge forbundene inddrager medarbejdernes traditionelle fridage, modarbejder valget af tillidsfolk og tilbageholder informationer, der er afgørende for det daglige samarbejde på de statslige arbejdspladser.
  • Berlingske: Lønforskellen mellem mandlige og kvindelige ledere er det seneste år steget, viser nye tal fra Lederne. Kvinders barsel får noget af skylden. DA mener, at virksomhederne lever op til deres ansvar i forhold til ligeløn.
  • Information: Kravene for at få en førtidspension er blevet så stramme og kræver så fyldig dokumentation, at mange af de allerdårligst stillede hjemløse og misbrugere aldrig får ydelsen. Paradoksalt, at samfundets svageste og mest syge ikke får den hjælp, de burde, lyder det fra flere sider.
  • Kristeligt Dagblad: Store kommuner må opgive at finde alment praktiserende læger, og lægemanglen har også bredt sig til omegnen af København.

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

EU’s indenrigsministre mødes med blandt andet et forslag til et nyt europæisk rejseinformationssystem på dagsordenen. Systemet skal fungere ligesom det amerikanske Esta-system, således at rejsende ikke behøver visum, men skal søge om indrejsetilladelse i et Esta-lignende system.

Østre Landsrets 7. afdeling afsiger dom i en af de første prøvesager om Uber-chauffører. Byretten fandt kørslen i strid med loven om taxikørsel. Senioranklager Rikke Jensen vil have skærpet straffen mod chaufføren fra en bøde i byretten på 6000 kroner til 10.000 kroner.

Nato's generalsekretær Jens Stoltenberg holder tale ved The George Marshall Fund i Bruxelles om blandt andet europæisk forsvar og det transatlantiske samarbejde.

I forbindelse med Apecs - Asia-Pacific Economic Cooperation - topmøde fredag og lørdag i Perus hovedstad, Lima, er der også planlagt et formentlig sidste møde mellem USA's afgående præsident, Barack Obama, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Ved Apec-mødet, der åbnes fredag klokken 15.00 dansk tid af Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, deltager også den kinesiske præsident, Xi Jinping. Lørdag er der taler fra flere af præsidenterne.

Klimakonferencen COP22 slutter i Marrakesh i Marokko. Ministre fra hele verden har siden 7. november forhandlet om klimaet, og det store emne på dagsordenen har været opfølgning på sidste års klimaaftale i Paris.

Tidligere vice-præsident i Fifa Jeffrey Webb ventes at få sin dom i sagen om pengeafpresning og hvidvaskning af penge.

Tidligere borgmester i Farum, skatteminister og folketingsmedlem Peter Brixtofte bisættes fra Stavnsholtkirken i Farum. Bisættelsen er åben, men fotografering i kirken frabedes. Peter Brixtofte blev tirsdag fundet død i sin lejlighed i Farum. Han blev 66 år. Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ifølge Ekstrabladet være tilstede under bisættelsen.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.