Iskold prognose fra DMI: Tegn på kold vinter og hvid jul
Klovnetrend breder sig til vore nabolande. Adskillige skyderier i Danmark i nat. Er FCK på vej til at forlade Superligaen?
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Indrømmet, det er tidligt at give et bud på, hvordan vejret bliver de første vintermåneder december og januar, men DMI har alligevel fundet anledning til at lave og udsende en prognose, og så må der jo være noget om snakken. Og den - prognosen - ser godt nok kold ud. Onsdag offentliggjorde DMI sin såkaldte tremånedsprognose, som ifølge instituttet tyder på, at der i december »forekommer hyppigere frembrud af kold luft fra nord eller nordøst ned over Danmark« mens vi får »en temperatur omkring eller noget under den normale.«
I januar er der »potentiale for betydeligt koldere vejr end normalt«, fordi der er »mulighed for højtryksblokeringer over Nordeuropa med udbrud af kold luft fra nord eller nordøst ned over Danmark.« Dog understreger DMI, at januarprognosen fortsat er noget usikker.
Vi iler videre til en anden type kold luft - den der må formodes at være mellem tidligere Venstre-finansminister Thor Pedersen og dele af regeringen, efter Thor Pedersen i torsdagens Jyllands-Posten kritiserer det opgør med skattestoppet, som regeringen har lagt op til på det seneste. »Man ophæver i virkeligheden skattestoppet, fordi man mener, at man har brug for pengene. Så vælger man at tage dem et sted, hvor man mener, at borgerne er værgeløse, nemlig på boligen,« lyder det fra Pedersen, der selv var med til at indføre skattestoppet.
Lad os for en stund blive ved det politiske. Politiken fortæller torsdag, at regeringen nu lægger op til, at flere psykisk syge skal kunne udsættes for tvang og f.eks. kunne låses inde på deres værelser på bostederne, hvis de udviser aggressiv adfærd. Det sker efter adskillige episoder de seneste år, hvor ansatte i psykiatrien er blevet dræbt af psykisk syge. Det nye i regeringens plan er, at man med den vil kunne udsætte psykisk syge, der ikke er indlagt på psykiatriske sygehuse, for tvang, og det vækker kritik: »Jeg er bange for, at det kan ende i en slags juridisk ingenmandsland som Guantánamo-lejren,« lyder det fra pårørende-foreningen Bedre Psykiatri.
Hvis du som mig ikke helt har lagt barndommens naive frygt for klovne fra dig endnu, vil den følgende nyhed nok ikke hue dig. For det ser ud til, at den efterhånden meget omtalte trend med uhyggelige klovne, der bliver set rundt omkring på gader og stræder, nu har spredt sig til vore nabolande. Både i Norge og Sverige har der været episoder med folk, der har klædt sig ud som uhyggelige klovne for at skræmme deres medborgere.
I Norge blev en 14-årig "klovn" ifølge VG snuppet af politiet, efter folk havde anmeldt, at han stod og skræmte folk. Han var "bevæbnet" med en hockeykølle, og politiet er ikke imponeret: »Det er en unødvendig form for spøg og er grund til rædsel hos nogle,« lyder det fra det lokale politi. Baggrunden for trenden, der som så meget andet begyndte i USA, er den gamle tv-serie It baseret på Stephen Kings roman af samme navn. Forfatteren er efterhånden ved at have fået nok:
Hey, guys, time to cool the clown hysteria--most of em are good, cheer up the kiddies, make people laugh.
— Stephen King (@StephenKing) October 3, 2016
Og kan du ikke helt forstå frygten, så brug lige et øjeblik på at se, hvad der i 1990 startede det hele:
Onsdag aften og natten til torsdag har skuddene atter braget løs forskellige steder i Danmark. I alt fire forskellige skudepisoder har fundet sted. To gange er der blevet skudt i København, på Østerbro og i Søborg. Ingen er kommet noget til ved de to episoder, og en mand er anholdt for det ene skyderi. Værre er det gået i Aalborg, hvor en ung mand blev ramt af flere skud. Han er uden for livsfare, og ingen er foreløbigt anholdt. I Næstved gik flere skud igennem vinduet til et værelse, hvor et barn lå og sov. Barnet er uskadt, og heller ikke her er nogen anholdt.
Er FCK på vej til at forlade den danske superliga? Noget kan tyde på det. Der har den seneste tid været heftige rygter om, at de største klubber i lande som Danmark, Holland, Belgien og Skotland forhandler om at lave en liga, hvor de spiller mod hinanden i stedet for mod deres nationale modstandere, og til BT bekræfter FCK-direktør Anders Hørsholt nu, at han og FCK er med i drøftelserne om en sådan liga. »Hvis ikke vi agerer nu, vil vi se de største klubber vokse sig større og stærkere, mens det vil blive stadig vanskeligere for klubber som os. Vi må derfor se på, hvilke alternative internationale muligheder der er for FCK i fremtiden.«
DET ER DER SKET I NAT
USA har natten til torsdag gennemført angreb i Yemen, efter et amerikansk flådefartøj forleden blev forsøgt ramt af mindst ét missil affyret fra et oprørskontrolleret område. Det oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det amerikanske angreb var rettet mod tre radarstationer som et begrænset selvforsvarsangreb, og de første meldinger går på, at angrebet var succesfuldt.
To kvinder beskyldte onsdag Donald Trump for at have rørt dem på en upassende måde for mange år siden, skriver The New York Times. Den tidligere forretningsrejsende Jessica Leeds, der i dag er 74 år, fortæller, at Trump gramsede på hende, da de sad ved siden af hinanden på et fly for 36 år siden. Rachel Crooks siger, at hun som 22-årig receptionist mødte Donald Trump ved en elevator i Trump Tower i New York i 2005, hvor han kyssede hende mod hendes vilje. Trump afviser anklagerne.
Frankrig har et problem med islam. Det siger præsident François Hollande til forfatterne af en ny bog, som blev udgivet onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters. Og det skulle han måske ikke have sagt. Den socialistiske præsident Hollande risikerer nemlig at komme på kant med partifæller inden næste års præsidentvalg. Hollande understreger dog, at religionen islam er der ikke noget galt med.
En 22-årig syrisk mand, der var mistænkt for at planlægge et bombeangreb i Tyskland, har taget livet af sig selv i et fængsel i Leipzig, skriver det tyske nyhedsbureau dpa og nyhedsmagasinet Der Spiegel. Fængselspersonale fandt manden død i cellen onsdag. Ifølge dpa havde han hængt sig. Politiet i delstaten Sachsen vil ifølge Der Spiegel oplyse mere om sagen på et pressemøde torsdag klokken 11.00.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
- Berlingske: Sigtelserne mod organiserede og omrejsende kriminelle fra udlandet er fordoblet på syv år. Rigspolitichefen kalder Europol en hjørnesten i bekæmpelsen af de udenlandske kriminelle og frygter, at Danmark udelukkes fra samarbejdet.
- Information: Udenrigsminister Kristian Jensen ønsker flere afviste afghanske asylansøgere sendt hjem. Men et mislykket forsøg på tvangshjemsendelse har fået den afghanske viceminister til at sige stop for flere tvangshjemsendelser.
- Kristeligt Dagblad: Ved indgangen til oktober havde de danske myndigheder vurderet næsten lige så mange mennesker som ofre for menneskehandel som i hele 2015. Langt de fleste handles til prostitution, hvor de ofte fanges i gæld og vold, fortæller et krisecenter.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Uddannelsesalliancen holder sammen med elev- og studenterorganisationer og en række fagforeninger demonstrationer mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Demonstrationerne finder sted i København, Aarhus, Odense og Aalborg. I København foregår demonstrationen foran Københavns Rådhus, i Aarhus på Rådhuspladsen, i Aalborg på Sporet 6 og i Odense ved Brandts Klædefabrik. Demonstrationerne starter klokken 16.00.
Se og Hør-sagen fortsætter ved Retten i Glostrup. Torsdag skal to direktører fra Aller Media forklare sig. Sagen begyndte 9. september og ventes afsluttet 24. november.
Nobelprisen i litteratur uddeles i Stockholm. Tidligere modtagere af prisen er blandt andre Ernest Hemingway, John Steinbeck og Toni Morrison. Tidligere år er prisen blevet uddelt dagen før Nobels Fredspris, men i år er udmeldingen blevet skubbet en uge.
FN's Generalforsamling ventes i dag at vælge Antonio Guterres som ny generalsekretær efter Ban Ki-moon.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.