Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

Høflig præst lukkede munden på Trump

Klar besked til Trump: "Du er her ikke for at holde en politisk tale." Rystende afsløring: Sådan fjernstyres IS-terrorister. OL-stjerner hængt ud af russiske hackere. FCK's "lille sensation" i Portugal kan blive til mere.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens eksklusive overblik på tre minutter.

Vi begynder i dag med en historie om, hvordan hidtil ukendte bagmænd i terrorbevægelsen Islamisk Stat opsøger unge mænd på nettet og fjernstyrer dem til at begå terror. Süddeutsche Zeitung har offentliggjort en chatsamtale mellem en 17-årig terrorist, som i juli sårede fire togpassagerer i Würzburg alvorligt med en økse. Samtalen giver et rystende indblik i, hvordan bagmanden blandt andet forsøger at overtale den unge selvmordsterrorist til at gennemføre et angreb mod en menneskemængde med en lastbil.

Herfra hjem til Danmark - til en sag, som i relation til ovennævnte nok er mindre væsentlig, men som har optaget mange på de sociale medier: Spørgsmålet om, hvorvidt en socialist må anskaffe sig en dyr villa. Det har nemlig skabt kolossal debat, at Johanne Schmidt-Nielsen, tidligere politiske ordfører for Enhedslisten, sammen med sin kæreste har købt et hus i Valby til 6,4 mio. kr. Først fik EL-politikeren et fur af Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, som drillede socialisten med millionkøbet. Siden gik andre politikere ind i debatten – blandt andet med forsvar for Johanne Schmidt-Nielsen, og derefter eksploderede debatten på Facebook blandt danskerne. Johanne Schmidt-Nielsen har valgt ikke at blande sig.

Russiske hackere fortsætter deres angreb på Det Internationale Antidopingagentur, Wada. Agenturet oplyser, at hackerne har offentliggjort sundhedsdata på 25 atleter - deriblandt en enkelt atlet fra Danmark, skriver Reuters. Ifølge Ritzau er den danske atlet OL-guldvinderen på 50 meter fri, Pernille Blume, som benytter sig af astmastoffet terbutaline mod vejrtrækningsproblemer. Blume fik konstateret anstrengelsesudløst astma i 2010, og selvom stoffet er på Wadas liste over forbudte stoffer, kan man i visse tilfælde få tilladelse til at benytte stoffet, hvis man tager det gennem en inhalator, skriver Ritzau.

Foto: Mikkel Tariq Khan

BBC skriver, at OL-guldvinderen Sir Bradley Wiggins og den tredobbelte Tour de France-vinder Chris Froome også er blandt navnene, og at atleterne på listen ikke har overtrådt dopingreglerne. De øvrige atleters navne er stadig ukendte, men udover Blume skulle de stamme fra USA, Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Danmark, Polen, Rumænien og Rusland. Wada beklager i en udtalelse på sin hjemmeside angrebet og har anmodet den russiske regering om at sætte en stopper for angrebene. Tirsdag afslørede den russiske hackergruppe Tsar Team (APT 28) eller Fancy Bear, sundhedsdata om en række kendte amerikanske sportsfolk, blandt andre Serena Williams.

I det hele taget står det sløjt til med datasikkerheden, men omvendt giver det anledning til interessante afsløringer. I USA har en række lækkede emails fra landets tidligere udenrigsminister Colin Powell givet et interessant indblik i, hvordan indflydelsesrige politikere tænker. Powell har bekræftet, at han i en række mails kalder Donald Trump en »en skamplet for nationen« og »en international paria« samt efterlyser en »en revolution« i det politiske arbejde, skriver AP og Ritzau.

Trump fik i nat dansk tid iøvrigt klar besked af en præst i Flint, Michigan, da præsidentkandidaten var gæst i pastorens kirke. Undervejs i sin tale kastede Trump sig ud i en kritik af Hillary Clinton, hvilket fik præsten, Faith Green Timmons, til at gå på scenen og minde ham om, at han ikke var inviteret for at holde en politisk tale. »Ok, det er i orden, så fortsætter jeg med Flint,« replicerede Trump betuttet, men kunne alligevel ikke nære sig senere i talen, som man kan se herunder:

Donald Trump stiller senere torsdag op i et afsnit af talkshowet "Dr. Oz", hvor han vil fortælle, at han er i strålende form. Foto: AP

Hvis man vil se en lang version af Trump-talen, så er der et link til YouTube her. Endelig skal vi nævne, at de to prædidentkandidater i nat har offentliggjort data om deres aktuelle sundhedstilstand, skriver Reuters. Den 68-årige Clinton er frisk nok, bortset fra en lungebetændelse, som hun er ved at komme sig over, og Donald Trump, 70 år, er i topform, selvom han godt ved, at han sagtens kunne tabe sig et par kilo, oplyser hans kampagnestab. Trump optræder senere i dag på det populære sundheds-talkshow »Dr. Oz«.

Nu ligger det fast, at Storbritannien for første gang i en lang årrække bygger et nyt atomkraftværk, skriver Bloomberg. Hinkley-værket med to reaktorer skal opføres i det sydlige England med en fransk entreprenør. Det sker trods Storbritanniens farvel til EU, og selvom den britiske regering er bekymret over kinesiske investorers involvering i det enorme projekt til 159 mia. kr.

Til sporten:

Der blev talt om »en lille sensation« i aftes, da FC København tog hul på gruppespillet i Champions League med 1-1 på udebane mod det stærke poortugisiske hold Porto. FCK spillede endda den sidste halve time med 10 mand efter en udvisning, og træner Ståle Solbakken erklærer sig optimist i forhold til holdets chancer i gruppen. Samme vurdering har Jyllands-Postens sportsredaktør Troels Henriksen: »Lad nationalstadionet blive fyldt til én af de helt store kampe med FC København, for dette kan godt ende med, at FC København klarer sig videre fra denne pulje. Det kan det godt,« skriver han i en klumme.

Glade og tilfredse FCK-spillere efter opgøret i Porto, der endte 1-1. Foto: Paulo Duarte/AP

Mere sport: Ved Paralympics i Rio de Janeiro supplerede den tidligere Formel 1-kører Alex Zanardi sin imponerende serie af VM- og Ol-guldmedaljer med endnu en, da han vandt timeløbet i cykling. Zanardi mistede begge ben i en motorsportsulykke i 2001 og har været en stjerne i handicapidræt siden sin debut i 2009, skriver BBC. Samtidig er Danmark nu oppe på fire OL-medaljer efter bronze til dressurrytteren Stinna Tange Kaastrup fra Odense.

Alex Zanardi taler med medierne efter sin sejr i timeløbet, som han sikrede sig med to sekunders forspring til sølvvinderen. Foto: APAndrew Matthews

DET ER SKET I NAT

Mindst seks blev dræbt og over 150 kvæstet, da to tog i morges kolliderede i Pakistan. Ulykken skete, da et godstod var standset efter at have påkørt og dræbt en mand. Kort efter påkørte Awam-eksprestoget på vej mod Karachi det holdende tog, skriver geo.tv.

Direktøren for Mexicos efterforskningsagentur, som leder den uopklarede sag om de 43 mexicanske lærerstuderende, der forsvandt i 2014, er trådt tilbage. Det oplyser statsadvokat i landet Arely Gomez skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Yahoo. Fratrædelsen sker knap to uger før toårsdagen for de mange studerendes forsvinden 26. september 2014.

Den Internationale Valutafond, IMF, har genoptaget udbetalingen af lån til Ukraine, skriver Reuters. Den ukrainske regering har ventet på pengene siden august sidste år. Men nu udbetaler fonden en milliard dollar – svarende 6,6 milliarder danske kroner - som er blevet holdt tilbage på grund af bekymring for korruption i landet.

Aldrig har klimaforandringerne været mere tydelige og mere skræmmende. Sådan lyder advarslen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, efter at nye målinger ifølge instituttet viser, at alle arktiske havområder, der ikke er dækket af is, lige nu er mere end fire grader varmere end normalt. Rekordhøje temperaturer vil blandt andet bringe uvejr til Grønland, når gletsjerne smelter, siger grønlandsforsker til Ritzau.

Ukendte gerningsmænd benyttede et utraditionelt gerningsvåben, gas, da de i nat ved halvtretiden forsøgte at sprænge en hæveautomat i luften i Hundested. Der kom intet udbytte ud af anstrengelserne, men boksen blev beskadiget, da der opstod en mindre brand efter gaseksplosionen, oplyser Nordsjællands Politi, som efterlyser en sølvgrå Audi A6 med tonede ruder.

DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Den tibetanske eksilleder, Dalai Lama, er på officielt besøg i Europarådet, hvor han også holder tale.

Se og Hør-sagen fortsætter ved Retten i Glostrup. Torsdag skal den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen afhøres. Ken B. Rasmussens bog "Livet, det forbandede" fik skandalen om den såkaldte tys tys-kilde, der havde mulighed for at overvåge kendte danskeres kreditkorttransaktioner, til at rulle.

Torsdag fylder Yisrael Kristal 113 år. Han er anerkendt af Guinness World Records som verdens ældste nulevende mand. Yisrael Kristal blev født i Polen i 1903 og er en af overleverne fra Auschwitz-Birkenau. I dag bor han i Israel.

Verdens ældste mand fylder hele 113 år i dag. Arkivfoto

Torsdag og fredag er udenrigsminister Kristian Jensenbesøg i Ukraine.

Det kontroversielle britiske uafhængighedsparti Ukip (UK Independence Party) afgør, hvem der bliver ny formand. Den nye formand skal efterfølge Nigel Farage, som i juli annoncerede, at han ville stoppe på posten. Udmeldingen kom efter, at Storbritannien stemte sig ud af EU, sådan som Nigel Farage havde kæmpet indædt for.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.