»Jeg puster nyt liv i gamle sylteglas«
Sophie Vedel Dalsgaard har netop skrevet en kogebog, “Food in a jar”, hvor alle retter serveres og spises fra en glasbeholder med låg, et såkaldt ’jar’. Desserter kan også med fordel tilberedes dagen før, hvis man vil overraske sin gæster med noget både nemt og lækkert.
Hvad er din baggrund for at skrive en bog om mad?
»Madlavning har altid været et af mine hjertebørn, da jeg har fået det ind med modermælken. Jeg er vokset op med en mor, der i tidernes morgen var kogebogsanmelder, så der var altid nye spændende retter på menuen, som man ellers skulle kigge længe efter i det nordjyske. Jeg elskede at være med hende i køkkenet, når hun fremtryllede overdådige, franske menuer til det væld at gæster, der altid synes at være en lejlighed til at invitere til. Hun har helt klart været min store inspiration og årsagen til, at jeg er så begejstret for madlavning. At vokse op i det nordjyske tæt på hav, skov og marker har også givet mig forkærligheden og respekten for de friske råvarer, og det præger også den måde hvorpå jeg laver mad den dag i dag.«
Hvorfor servere mad i et syltetøjsglas?
»Det skal være sjovt at lave mad, så hvorfor ikke puste nyt liv i de gamle syltekrukker og fylde dem med lækre retter der er lette at tilberede, og som taler både til øjne og mave? Der sker noget, når man anretter maden vertikalt i stedet for horisontalt. Det giver et nyt udtryk, hvor ingredienser og råvarer kommer til frit skue på en ny måde. Det er vel lidt som os kvinder, når vi smider vores sneakers og hopper i et par høje hæle. Det giver et helt andet udtryk, og det er sjovt og forfriskende, hvis du spørger mig.«
Hvad er det bedste ved jar-mad?
»Jeg vild med ideen om at genbruge noget gammelt og bruge det på en ny måde. Ideen om, at man kan se hvad, og hvor meget man spiser, er også appellerende. Mange har sikkert oplevet at støde på jars, ikke bare på restauranter, men også på deres arbejdsplads, hvor flere kantineordninger har valgt at benytte de praktiske jars, ikke blot som en trendy måde at anrette på, men også for at minimere madspild. At de små lufttætte glas samtidig holder din mad frisk, så den er klar til brug når du ønsker det, gør dem kun ekstra anvendelige.«
Hvem er din målgruppe?
»Bogen er skrevet til folk, der synes det er sjovt og inspirerende at gøre noget andet end det, de plejer. Den er ideel til dem, der lever en travl hverdag og gerne vil have inspiration til mad, der kan tages med på farten. Mange af opskrifterne kan nemlig forberedes dagen før, så man altid kan få en lækker, frisk og velsmagende morgenmad, snack eller frokost med, klar til brug hvor end man er. Man får samtidig inspiration til, hvordan man kan bruge gårddagens retter i nye kombinationer, hvordan man let gør sin morgenmad lidt mere interessant, eller til hvordan man med ekspresfart kan anrette en orientalsk nudelsuppe eller fremtrylle en dessert, der får gæsterne til at dåne af fryd.«
Hvad kendetegner dine desserter?
»Jars er perfekte til portionsanrettede desserter, og mange af bogens opskrifter kan tilberedes dagen før – og er som mange af de øvrige retter ideelle for dem, der gerne vil kunne gøre lidt ekstra ud af menuen, når der eksempelvis kommer gæster. Det har været vigtig at kreere opskrifter for en hver smag, om det skal være i den sunde ende med frugter eller den mere voluminøse udgave med chokolade, fløde og karamel. Nogle er oplagte at tage med, andre er blot lette at lave og ser samtidig smukke ud i de klare glas, hvilket også er en vigtig del af konceptet i “Food in a jar”.
Opskrifter fra bogen:
Vanilje-panna cotta med rabarber
Til 6-8 personer
Ordet panna cotta betyder det, det er, nemlig kogt fløde. Denne fløjlsbløde italienske dessert smager himmelsk og kan laves i mange smagsvarianter. Her har den søde flødemasse fået en syrlig kontrast i form af rabarber, der er lagt i bunden som kompot, og en rabarbergelé, der danner en smuk, koralfarvet overflade. Panna cotta er et oplagt dessertvalg, hvis du skal have gæster, men ikke vil bruge den halve dag på at stå i køkkenet. Den kan nemt tilberedes dagen før – det bliver den bestemt ikke dårligere af.
Panna cotta:
2 blade husblas
½ liter piskefløde
50 g sukker
1 vaniljestang
Fintrevet skal af ½ usprøjtet citron
Rabarberkompot:
450 g rabarber klar til brug
1 vaniljestang
150 g rørsukker
½ dl vand
Rabarbergelé:
3 blade husblas
300 g rabarber klar til brug
130 g sukker
3 spsk. vand
Panna cotta:
Læg husblassen i en skål med vand. Hæld fløde og sukker i en lille kasserolle. Flæk vaniljestangen på langs, skrab vaniljekornene ud i fløden, og tilføj både vaniljekorn og -stang til fløden. Tilføj nu fintrevet citronskal. Rør rundt, og lad fløden varme op ved lav temperatur, så den småkoger i ca. 10 min. Sluk herefter for varmen. Fjern nu vaniljestangen, vrid overskydende vand fra husblassen, og tilsæt den til flødemassen.
Rabarberkompot:
Skær rabarberstænglerne i skiver på ca. 1½ cm. Kom skiverne i en gryde. Flæk nu vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom både korn og vaniljestang i gryden med rabarber. Tilsæt sukker og vand. Lad det koge ved jævn varme, til rabarberkompotten er tyknet. Der må gerne være nogle hele stykker rabarber tilbage i kompotten. Lad kompotten køle af. Anret nu i jars. Begynd med rabarberkompot i bunden, og hæld derefter flødemassen over. Stil på køl, til rabarbergeléen er klar.
Rabarbergelé:
Udblød husblassen i koldt vand. Rens rabarberne, og skær i skiver på ca. 1½ cm. Kom rabarber, vand og sukker i en gryde, og lad det koge i 5-10 min. Sigt rabarberkompotten igennem en si. Ønsker du en helt klar gelé, sigtes massen igennem et fugtigt bomuldsklæde. Vrid nu husblassen fri for vand, og kom den ned i den varme rabarbersaft. Rør, til husblassen er opløst. Lad massen køle lidt af. Fordel nu et fint, tyndt lag rabarbergelé på alle jars. Sæt panna cottaen på køl i 3-4 timer, eller lad den stå til næste dag. Pynt evt. dine jars med brændt hvid chokolade.
Chia-bærmousse
Det smager som milkshake, barndom og sommer – og med sammensætningen af jordbær, hindbær, kokosmælk og lime er det svært at gå galt i byen med dette jar. Det er ikke blot kombinationen af det søde, syrlige og cremede, der gør denne mousse perfekt som både morgenmad, dessert og snack. Det er også det, at den er beriget med de sunde chiafrø. Chiafrø er det, der kaldes en superfood. Det vil sige en madvare, der har så mange sundhedsmæssige fordele, at vi alle bør gøre den til en del af vores dagligdag. Chiafrøene har blandt andet et meget højt indhold af omega 3- og 6-fedtsyrer, der styrker vores hjerne og hjerte, samt et højt indhold af protein, kostfibre, vitaminer og mineraler. Chiafrøene er perfekte til at balancere blodsukkeret og giver med sit høje fiberindhold en mæthedsfølelse, der holder i lang tid. Dette jar kan nydes af alle – også dem, der ikke tåler laktose eller gluten.
Indhold
1 dåse kokosmælk
400 g blandede friske jordbær og hindbær
3-4 spsk. chiafrø
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. akaciehonning
Skallen af 1 lime
Et par blade citronmelisse eller mynte til pynt
Opskrift
Riv skallen af en lille lime, og sæt det til side. Skyl de friske bær, og fjern eventuelle stilke. Blend de blandede bær sammen med kokosmælk, vaniljesukker og honning. Tilsæt chiafrø og limeskal. Smag evt. til med lidt ekstra honning, hvis det skal sødes yderligere. Fordel moussen i dine jars, og stil dem i køleskabet natten over. Du har nu den perfekte dessert, der også kan bruges som en ekstra forkælende morgenmad. Før du serverer, kan du pynte din chiamousse med friske bær og et par blade citronmelisse eller mynte.