Bliv klogere på Côtes du Rhône
Danskerne er vilde med Rhône-vine – og det er med al mulig grund. Bliv lidt klogere på distriktet i dagens vinklumme.
Rhône-distriktet ligger Østfrankrig, sådan nogenlunde mellem byerne Lyon og Avignon. Distriktet er ophav til kraftige og rustikke rødvine og også leveringsdygtigt i nogle af verdens bedste vine.
Typemæssigt deler man distriktet op i Nord-Rhône og Syd-Rhône. I nord laver man udelukkende rødvin på syrah, dog nogle gange kombineret med en smule af hvidvinsdruen viognier.
I syd er grenache den mest udbredte rødvinsdrue, men kan blandes bl.a med syrah, mourvedre, cinsault og en håndfuld andre druer. Vinene fra Rhône-dalen er klassificeret på forskellig vis. f.eks. kan en vin være “bare en Côtes du Rhone”. Det betyder, at den kan være lavet på druer fra hele Rhône-distriktet, og det er ikke til at vide, om det er nord, syd eller en blanding af det hele.
Lidt højere i hierarkiet har vi ”Côtes du Rhône Villages”. Her kommer vinen fra et bestemt område i det sydlige Rhône og der gælder desuden andre krav til bla. druesammensætningen.
Lidt finere endnu har vi villages-vine med bynavn, f.eks. Cairanne, Chusclan eller Plan de Dieu. Og på toppen af den vinøse kransekage er der så Rhône-distriktes 16 cru-distrikter, hvorfra områdets mest berømte vine kommer.
Det er f.eks. i syd vine fra Chateauneuf-du-Pape, Gigondas eller Vacqueyras. I nord kunne det være Côte Rôtie, Hermitage eller Cornas. Der er vine for enhver pengepung, så hvis du har været heldig i lotto, kan du nuppe en af Guigals enkeltmarks Côte Rôtie eller kult-chateauneuf’en Rayas. Så får de lange sedler hurtigt ben at gå på.
Som dagens test afslører, kan mindre dog også gøre det. Her holder vi os overvejende til almindelig côtes du rhône, og der er masser af vin for pengene.