Det årlige syrebad i Wiesbaden var (næsten) aflyst

Wiesbaden

Temperaturen er usædvanligt behagelig i Wiesbaden i år, hvor det ofte er stegende hedt. I år er vi heldige, og det har de tyske vinproducenter også været i 2025. I en vis forstand.

Nogle af dem vil måske begræde, at der i denne årgang ikke var så meget vin, som der plejer at være. Andre vil glæde sig over, at kvaliteten generelt er høj. For det er den, det kan jeg bekræfte efter at have været igennem broderparten af de mere end 400 vine, der stod på bruttolisten ved den årlige smagning, et såkaldt Sneak Preview, arrangeret af VDP, kort for Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Den tæller omkring 200 af de bedste tyske producenter, og det er en privat organisation. Det er ikke bare lige sådan at blive medlem.

Der er strenge krav til kvaliteten af en flaske Grosses Gewächs (eller Grosse Lage), der blev indstiftet i 2002 i et forsøg på at skabe en genkendelig kvalitetsmæssig rangfølge i et virvar af romantiske og højt svungne navne på tyske vine som f.eks. Trittenheimer Apotheke Riesling Trockenbeerenauslese eller Schlossbockelheimer Felsenberg Riesling Trocken eller måske hellere Oberhauser Brücke Riesling Auslese Lange Goldkapsel? Lange Goldkapsel, som i parentes bemærket står helt for producentens egen regning.

Det er stedet, der tæller

Hvem kan hitte rundt i det? Men kvalitet er også et spørgsmål om historie og først og fremmest om sted.

»Dieses Ungeheuer schmeckt mir ungeheuer,« sagde Bismarck, da han fik en fantastisk riesling i glasset. Ordspillet gjorde lykke dengang, verden kunne tale både tysk og fransk og ikke bare engelsk.

For at more sig skal man vide, at vinmarken i Pfalz altså hedder Forster Ungeheuer, og at ordet ungeheuer betyder uhyre, men også kan betyde vældigt (som på dansk), og kan vi tilføje, at Mendelssohn, altså komponisten, også var en stor fan?

Det er tungt. Navnene klinger malmfuldt og historisk, og kært barn har lange navne på de tyske etiketter.

Verden kræver anderledes letfattelige signaler, hvad der er en af grundene til, at oversøiske vine er så populære. Druenavnet står på flasken og gerne med store bogstaver.

Men der er forskel på en Brauneberger Juffer og en Brauneberger Juffer Sonnenuhr; det handler om sol. Men solen skal jo også sælges, og introduktionen af GG har derfor været et langt, sejt træk for at sikre tørre tyske vine deres retmæssige plads på verdensscenen.

Dér, hvor den var engang. På Christie’s auktion i 1877 solgte man en kasse Schloss Johannisberg 1862 for 130 shilling, mens en kasse fra Château Lafite kostede 90 shilling. Og da ”Titanic” gik ned i 1912, var det bl.a. med en riesling fra marken Roter Hang i Rheinhessen som den dyreste vin på kortet. Og i novellen ”The Bibulous Business of a Matter of Taste” (fra novellesamlingen ”Lord Peter Views the Body”, 1928) bruger Lord Peter Wimsey naturligvis sine evner som blindsmager af topvine til at bevise sin identitet, og det er en riesling fra Schloss Johannisberg, der afgør sagen.

Lord Peter kunne meget.

I nyere tid, altså vores, er Tyskland så absolut på vej tilbage. Ikke mindst blandt sommelierer.

Forståeligt nok, for tysk riesling er en fremragende madvin på alle niveauer. GG’erne har struktur, koncentration og syre på et højt niveau, mens de mere almindelige vine ofte er læskende ledsagere til mad.

Erfaringsmæssigt er det klogt at lade en riesling GG ligge 8-10 år, og her er 2025 da heller ingen undtagelse. Men selv om syren er her, så er vinene dette år også ledsaget af en så koncentreret frugt, at de fleste af de vine, der kom på bordet i Wiesbaden, er lige til at drikke.

Riesling GG er altid tør, tiden kræver det. Restsødme i vin har fået et uretfærdigt dårligt omdømme, bl.a. fordi vi ikke længere har tid (og kældre) til at vente på den modenhed, de kræver.

Men den vin, Lord Peter gættede på (og drak til søtunge), var en spätlese, som ifølge legenden blev opfundet netop på Schloss Johannisberg i 1775, dengang ejet af biskoppen af Fulda. Munkene måtte ikke begynde høsten, før de fik tilladelse, som skulle arrivere via ridende kurer. Han kom 14 dage for sent, og munkene troede druerne ødelagt, men de havde i stedet udviklet den såkaldte ædle råddenskab.

Og det er en helt anden historie.

Jyllands-Posten var inviteret til Wiesbaden af VDP

Riesling GG på danske hylder: