Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Tre grunde til at rødbeden burde være fast inventar på din tallerken

Rødbeden er ikke bare smuk – den er en sundhedsbombe. Forskning viser, at den kan sænke blodtrykket, styrke din insulinfølsomhed og forbedre din præstationsevne. Her får du overblikket over rodfrugtens veldokumenterede superkræfter.

Rødbeden er en helt usædvanlig sund rodfrugt, fyldt med velgørende og aktive ingredienser. Rødbeder udmærker sig ved at have en lang række sundhedsfremmende egenskaber. Her i artiklen har jeg valgt at fokusere på særligt tre:

1

Rødbedesaft kan sænke blodtrykket

Det er både veldokumenteret og velerfaret, at rødbedesaft, kan sænke blodtrykket helt naturligt og effektivt. Adskillige studier, fulgt op af en nyere metaanalyse, konkluderer, at rødbedesaft vitterlig har en effektiv blodtrykssænkende effekt. I et af de medtagne studier målte forskerne blodtrykket på to grupper forsøgsdeltagere gennem en 24-timers periode.

Deltagerne fik enten fire doser rødbedesaft (i alt 100 g) eller vand. Forskerne målte også niveauerne af nitrat i deres urin før indtagelse og op til 24 timer senere. Resultaterne viste, at såvel det systoliske som det diastoliske blodtryk blev sænket over en periode på 24 timer blandt de deltagere, der indtog rødbedesaft, sammenlignet med de deltagere, der blot drak vand. Det blev konkluderet, at indtag af 100 g økologisk rødbedesaft dagligt kan balancere blodtrykket hos mennesker, der lider af for højt blodtryk.

Rødbeder er rige på en lang række mineraler samt nitrat, der i kroppen bliver omdannet til nitrogenoxid (NO). Denne forbindelse har en såvel afslappende som udvidende effekt på blodkarrene, hvilket forbedrer blodgennemstrømningen og sænker blodtrykket. Processen kaldes for vasodilatation. Dine resultater afhænger også af din krops vitamin- og mineralbeholdninger samt af kvaliteten og variationen af dit tarmmikrobiom. En rig variation af tarmmikrober har nemlig også betydning for nitrats omdannelse til nitrogenoxid.

Lider du af forhøjet blodtryk, så er det altid en god ide at drøfte muligheder og behandling med din læge.

2

Kan hjælpe mod type 2-diabetes

Et forsøg på Sygehus Vendsyssel viste, at fortidens afgrøder kan hjælpe mod type 2-diabetes. Deltagerne, der alle havde type 2-diabetes, blev inddelt i tre grupper, der igennem tre måneder på forskellig vis skulle spise 500 gram grønsager dagligt.

1. gruppe skulle spise, som de plejede. 2. gruppe skulle spise 500 g almindelige grønsager hver dag og 3. gruppe skulle spise 500 g af de gammeldags sorter, der endte med at indeholde mange rødbeder. Frøene til afgrøderne blev hentet i Den Nordiske Genbank i Svalbard og dyrket i Nordjylland.

Resultatet er mere end interessant, for den sidste gruppe, hvor deltagerne spiste de gamle rodfrugtsorter, viste langt de bedste resultater. Faktisk spiste samtlige deltagere sig fra deres type 2-diabetes i løbet af disse tre måneder. Formodningen er, at disse gamle sorter og afgrøder er mere næringsrige og indeholder flere bitterstoffer og sekundærstoffer end nutidens grønsager.

Det er Professor Per Bendix Jeppesen, lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for det danske studie, der er støttet af Innovationsfonden. Han har i sin bog ”Kål kogebogen” skrevet, at årsagen til de gode resultater, formodentlig skal findes i gamle rodfrugtsorters højere indhold af fytokemikalier og sekundærstoffer. Stoffer, som tilskrives ekstraordinært sundhedsfremmende egenskaber. Så sundhedsfremmende, at deltagerne i studiet ved at spise 500 gram gamle sorter kål og rodfrugter dagligt, blev helbredt for type 2-diabetes.

Fytokemikalier er formentlig med til at øge fedtforbrændingen i leveren, og det er cirka hver tredje dansker, der lider af for meget fedt i leveren, som samtidig kan være forstadie til type 2-diabetes. 500 gram, som blev brugt i forsøget, er meget. Spiser man 3-400 gram vurderer professoren, at det formentlig vil kunne give næsten lige så gode resultater over længere tid.

Forsøget giver ganske enkelt håb for de mange, der lider af type 2-diabetes, eller for de endnu flere, der lider af insulinresistens, forstadiet til type 2-diabetes.

Mange økologiske og biodynamiske grønsager dyrkes netop på basis af fortidens frø, men vi må bare have endnu mere gang i dyrkningen af disse helbredende afgrøder. Der er masser af mennesker, der ville kunne undgå unødig medicin og lidelse, og der er masser af penge at spare, for type 2-diabetes er den hastigst voksende sygdom i den vestlige verden.

3

Rødbeder kan øge præstationsevnen

Spiser du rødbeder eller drikker rødbedesaft, så kan det være med til at øge din præstationsevne og din udholdenhed. Rødbedernes nitratindhold kan forbedre mitokondrieeffektiviteten og reducere iltomkostninger ved træning, hvilket fører til forbedret udholdenhed under længerevarende eller gentagen træning eller højintensitetsindsatser.

Foto: Sara Galbiati

Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.