Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Koldskålstrend deler vandene: »En forbrydelse mod god mad«

Koldskålen står igen på hylderne i supermarkedet. Mange vil nok købe kammerjunkere med som tilbehør, men på sociale medier deler folk nye fortolkninger af den danske nationalret. Her får du fem bud, der kan peppe din koldskål op.

En ny trend har sneget sig ind, nu hvor sæsonen for alvor går i gang for en særlig sommertradition.

For nogle er det en kærkommen fornyelse af de klassiske kammerjunkere oven på koldskålen.

Andre har reageret følelsesladet og sågar kaldt et af serveringsforslagene for landsforræderi.

For ligesom med de mange variationer af fastelavnsbollen er folk nu også blevet kreative med deres koldskålsfortolkninger. Og det er der delte holdninger til på det sociale medie Reddit:

»Har da sjældent hørt om så forfærdelig en forbrydelse mod god mad,« skriver en.

Andre skriver, at det må de straks afprøve.

Når det begynder at blive varmt, dukker koldskålen på magisk vis op i alle supermarkederne. Salget af koldskål stiger hvert år i maj, topper i juni og juli og falder derefter markant ifølge tal fra Coop Analyse.

»Koldskålen har en meget fast sæson og symboliserer foråret og sommerens komme,« siger Hannibal Hoff, som er videnschef i Madkulturen, en institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Hannibal Hoff kalder koldskålen for en nationalret, der er med til at kendetegne dansk madkultur.

»Man begynder ofte at eksperimentere med klassiske retter som f.eks. rugbrødsmaden. Koldskålen er også en simpel spise, der gør det let at nørde i kombinationsmuligheder. Det taler også ind i en digital tid, hvor vi eksperimenterer for at inspirere andre.«

På det sociale medie Reddit deler folk idéer til, hvad man kan toppe sin koldskål med. Det spænder fra de klassiske kammerjunkere til Oreo-kiks, pebernødder og morgenmadsprodukter.

Især har et opslag om guf på koldskål fået opmærksomhed, og nogle mener, det er decideret landsforræderi.

Sådan er det med madkultur, mener Hannibal Hoff: Det deler altid vandene.

»Nogle er traditionalister, andre elsker at eksperimentere. På den ene side vil vi gerne stole på noget, vi er trygge ved, men vi har samtidig behov for at afsøge nye muligheder.«

Her har vi samlet nogle forslag fra Reddit til at pifte den gamle klassiker op.

1.

Københavnerstangs-koldskål

Denne variant skal smage af den klassiske Københavnerstang-is.

Du skal bare blande koldskål med ananassaftevand, og så har du en blanding af de to måske mest populære sommerdesserter.

2.

Proteinkoldskål

Hvis man har lyst til en sundere koldskål, kan man prøve proteinversionen. Man blander vaniljeskyr med vaniljeproteindrik, og så får man ifølge Reddit-brugeren en proteinholdig koldskål.

3.

Koldskålscocktail

Når solen skinner, er det ikke kun koldskålen, der frister. Mange tørster også efter en god drink – og her kan nationalretten også bringes i spil.

Hvis du blander koldskål med den italienske citronlikør Limoncello og tilføjer et par isterninger, får du en koldskålsdrink med citron.

4.

Koldskål med guf

Denne koldskålsvariant minder om en gammeldags isvaffel. Hvis du laver din koldskål selv, bruger man ofte æggeblommer, og så har man et par æggehvider tilovers. Derfor er nogle vokset op med, at æggehviderne piskes til en luftig guf og bruges som topping på koldskålen. Så kan du pynte med knuste isvafler.

5.

Koldskålsdesserten

Hvis du får gæster på besøg, kan du også pifte koldskålen lidt op til en dessert.

Tilføjer du eksempelvis banan og en kugle vaniljeis og pynter med lidt krymmel og chokoladesovs, kan du byde på en koldskåls-bananasplit.

Du kan også lave en koldskåls-panna cotta ved at tilføje husblas til koldskålen og pynte med jordbær og ristede havregryn.