Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Mængden af PFAS i vin er eksploderet siden 2010: »Et klart wakeupcall for Europa«

Ny undersøgelse viser, at indholdet af PFAS i europæisk vin er steget voldsomt.

Man kan få meget mere end en brandert med i købet, når man drikker vin.

En undersøgelse, foretaget af paraplyorganisationen PAN Europe (Pesticide Action Network Europe), viser, at indholdet af PFAS-kemikaliet TFA i europæiske vine er steget voldsomt siden 2010.

Forskerne har undersøgt 10 ældre vine og 39 nyere vine fra 10 EU-lande. Og mens vinene fra før 1988 slet ikke indeholdt TFA, kunne kemikaliet findes i alle flasker herefter. Særligt fra 2010 skete der en eksponentiel stigning i TFA-indholdet.

Men det var i gruppen af vine fra 2021 til 2024, at TFA-indholdet var størst. Gennemsnittet lå på 122 mikrogram pr. liter. Det højeste niveau, 320 mikrogram pr. liter, blev fundet i en østrigsk hvidvin fra 2024, mens det laveste, 21 mikrogram pr. liter, blev fundet i en kroatisk hvidvin fra 2023.

TFA er også fundet i grundvandet i Danmark. Den danske grænseværdi for drikkevand er 9 mikrogram pr. liter.

TFA er et kemikalie, som hører under gruppen af syntetiske flourholdige stoffer, der bliver kaldt PFAS. Stoffer, der også kaldes evighedskemikalier, fordi de er meget svære at nedbryde. Derfor hober stofferne sig op både i naturen, drikkevandet og mennesker.

TFA og pesticider

Undersøgelsen synes at vise en sammenhæng mellem pesticider og TFA. Således havde vin med et højt indhold af TFA også et højt indhold af pesticidrester – omend selv de fem økologiske vine, som blev kontrolleret, indeholdt TFA – et tegn på, at stoffet kommer fra jorden og vandet.

»Fundene er et klart wakeupcall for EU,« udtaler Salome Roynel, policy officer hos Pan Europe i en pressemeddelelse.

De undersøgte vine var fra Østrig, Belgien, Kroatien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Luxemburg og Spanien.

En undersøgelse fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har tidligere vist, at syv af landbrugets pesticider omdannes til TFA, når de rammer jorden.

Der er mistanke om, at TFA kan være skadelig for fertiliteten eller give fosterskader, men det er hidtil kun blevet påvist på dyr.

Artiklens emner
Vin
PFAS