Danskere spiser mere fastfood: »Engang var der mere skam over at købe takeaway, men den er væk«
Danskere spiser mere takeaway end nogensinde før, men hvorfor?
Aftensmaden i de danske hjem kommer oftere og oftere i en takeaway-pose.
Madkulturens seneste måling fra 2024 viser, at 8 pct. af danskernes aftensmad er takeaway-retter.
»Engang var der mere skam over at købe takeaway, men den er væk. Det viser sig især ved, at det nu også er socialt acceptabelt at servere takeaway til sine gæster i stedet for en hjemmelavet treretters,« siger Judith Kyst, som er direktør for Madkulturen, en institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Det er både blevet mindre skamfuldt og nemmere at hente sin aftensmad i en pose.
»Efter corona har danskerne virkelig tage takeaway til sig. Forbrugerne kan bestille mad uden at bevæge sig uden for en dør,« forklarer Sisse Fagt, som er seniorrådgiver hos DTU med fokus på ernæring og danskernes kostvaner.
En undersøgelse fra Madkulturen viser, at 30 pct. af danskerne bruger under 15 minutter på at lave mad en typisk aften. Det hænger måske sammen med, at 35 pct. svarer, at de ser madlavning som en pligt, og 24 pct. svarer, at deres madlavningsevner ikke er tilstrækkelige.
»Det stigende takeaway-forbrug er jo i virkeligheden drevet af en hurtigere og hurtigere madkultur. Vi planlægger vores måltider meget tættere på, hvornår vi skal spise, og vi bruger kortere tid på at lave mad. Denne hurtigere madkultur hænger sammen med vores øgede livstempo. I det her accelerationssamfund, hvor alting går hurtigere, der bliver vores madkultur også hurtigere, og så bliver takeaway jo en lige-til-højrebenet løsning,« siger Judith Kyst.
Selvom Madkulturens undersøgelser viser, at danskernes forbrug af takeaway er stigende, så siger 80 pct. også, at sundhed er vigtigt, når de køber ind.
Sisse Fagt beskriver det som to ofte modsatrettede trends i samfundet lige nu: Vi er på den ene side meget interesserede i sundhed, men vi kan også rigtig godt lide hurtig mad.
»Vi er sundhedsfokuserede, og vi vil også gerne spise mere klimavenligt. Men når hverdagen rammer kl. 17.45 på en tirsdag, så formår vi ikke at omsætte det. Vi vil gerne, men vi formår ikke at koble vores gode intentioner til vores madvaner, og derfor kan de ende med at stå i kontrast,« siger Judith Kyst.
Mange er klar over, at takeaway ikke er den sundeste løsning, men det er nemt at ignorere, siger Judith Kyst:
»Når vi køber takeaway, så udliciterer vi også vores sundhed, fordi i det øjeblik, vi gør det, så kobler vi helt fra. Vi forholder os ikke til råvarer, vi forholder os ikke til dyrevelfærd, og der er ikke nogen pakke, vi kan vende om og tjekke hvor meget salt, sukker og fedt, der er i. Du begynder i virkeligheden at distancere dig fra indholdet,« siger Judith Kyst.