0 pct. er 100 pct. det nye sort
De alkoholfrie drikke vinder frem, og i dag smager de faktisk godt.
Sober curious trenden breder sig hastigt, og flere og flere danskere vælger - i stigende omfang og uden fanatisme - alkoholfrie øl, vine og mocktails til, og den mere traditionelle spiritus fra.
Frontløberen bag den alkoholfri trend hedder Ruby Warrington, og da han udgav bogen Sober curious i USA, blev det starten på en verdensomspændende bevægelse for bedre balance i alkoholindtaget. Tendensen er først nu rigtigt for alvor slået igennem i Danmark. Den handler ikke om fuldstændig afholdenhed fra alkohol, men om at opnå en højere grad af sundhed, livskvalitet og balance med et mindre indtag af alkohol.
Nye anbefalinger
Der har været tradition for her i Danmark, at vi til festlige sammenkomster og vennemiddage blev mødt af et glas vin, champagne eller en drink. De fleste af os finder det hyggeligt, men med et årligt, gennemsnitligt indtag på cirka 10 liter ren alkohol per person, har vi danskere i mange år været blandt de folkeslag i Europa, der indtog mest alkohol. Ny forskning indenfor området har haft betydning, og i kombination med Sundhedsstyrelsens løftede øjenbryn og nye alkoholanbefalinger samt tendenser i tiden ser det altsammen ud til at have haft en vis effekt.
Anbefalingerne har særligt været rettet mod unge danskere imellem 16 og 24 år, der har hørt til den mest alkoholkonsumerende gruppe både herhjemme, men også i Europa. Anbefalingerne, der er lanceret under titlen 10-4, har haft fokus på at få sænket, særligt de helt unge danskeres, alkoholforbrug. 10-4 betyder, at lægerne bag rådene fraråder alle danskere, såvel mænd som kvinder, at drikke mere end 10 genstande per uge, med et maximalt indtag på 4 genstande på en dag. Unge under 18 år bør slet ikke, ifølge Sundhedsstyrelsen, indtage alkohol.
Sundhedsmæssige perspektiver
Disse anbefalinger er udarbejdet ud fra det faktum, at drikkemønstret spiller ind i forhold til potentiel sundhedsskade ved indtag af alkohol. En tendens, der kaldes ”binge drinking” har vundet indpas, særligt blandt unge, og den defineres ved, at man drikker fem eller flere genstande på en dag. De potentielt skadelige effekter kan være langt mere alvorlige, hvis du jævnligt indtager hele ugens ration af alkohol på en dag eller aften, sammenlignet med at tage et enkelt glas i ny og næ.
Mange unge danskere betragter ifølge Sundhedsstyrelsen ikke alkohol som noget potentielt sundhedsskadeligt. Alkohol har dog stor indflydelse på vores sundhed, og styrelsen vurderer, at vores relativt høje alkoholindtag herhjemme er en medvirkende årsag til vores lavere middellevetid, når man sammenligner med andre lande. Alkohol påvirker særligt den vigtige lever, der kommer på overarbejde, men også stort set alle andre kropslige organer. Børn og unges organismer er særligt sårbare overfor indtag af alkohol.
Alkohol og søvn
Måske har du en oplevelse af at falde hurtigere i søvn efter en drink eller en øl, men alkoholen fra bare en genstand påvirker kvaliteten af din nattesøvn. Lidt ligesom koffein.
Såvel alkohol som koffein påvirker søvnmønsteret, så REM søvnen, rapid eye movement, mindskes. REM søvnen er blandt andet væsentlig for vores koncentrationsevne og hukommelse i løbet af dagen. Derfor er hverken alkohol eller koffein optimale drikke at indtage før sengetid, hvis du ønsker en god nattesøvn.
Salget af alkoholfrie øl seksdoblet
Set i lyset af ovennævnte er det positivt, at øget fokus på sundhed, mental skarphed og trafiksikkerhed, i kombination med forbedret kvalitet, variation og smag af alkoholfrie øl, har betydet en seksdobling af forbruget i løbet af de seneste 12 år. Flere og flere benytter sig af at kunne nyde en øl til frokost, på arbejde eller til middagen uden risiko for træthed eller for ikke at kunne køre bil.
En anden årsag til den store succes i forbruget af alkoholfrie øl kan tilskrives kvaliteten. Det er lykkedes for udviklerne at fremstille øl uden alkohol, der giver samme nydelse og oplevelse som en almindelig øl, der indeholder alkohol. Alkohol påvirker særlige receptorer i hjernen, de områder, som i værste fald kan føre til afhængighed. Det er derfor på alle måder sundt og godt, at alkohol nu nærmest uden afsavn kan erstattes af alkoholfrie alternativer.
Ny alkoholfri vin smager faktisk som vin
Helt samme succes har udviklerne af vine uden alkohol indtil nu ikke haft. I mange år har den alkoholfrie vin smagt af saftevand – simpelthen. Heldigvis er der nu sket et gennembrud - også indenfor dette område. Nogle af verdens fineste vinproducerende huse har gjort en stor indsats og fremstiller nu alkoholfri vin, der rent faktisk smager af vin. Det er virkelig dejligt, og jeg har adskillige gange, når jeg skulle noget dagen efter, haft en flaske med, så jeg kunne deltage i hyggen og nyde den dejlige fornemmelse af et glas vin – også uden alkohol.
Ændrede forbruger præferencer
Efterhånden som de alkoholfrie varianter er blevet mere velsmagende, så er de blevet langt mere udbredte end tidligere. Øl, vin og drinks uden alkohol er i dag ikke kun for mennesker, der af forskellige årsager afholder sig fra alkohol, men i højere og højere grad for alle, der gerne vil nyde fornemmelsen, hyggen og smagen af en drink, et glas vin eller en øl, men ønsker at undgå de sundhedsrelaterede bivirkninger, der er forbundet med indtag af alkohol.
Vi er blevet mere sundhedsbevidste, og måske er det, det tungest vejende argument for, at vi har taget de alkoholfrie varianter til os, men det faktum, at en alkoholfri drik, øl eller vin i dag også smager og tilfredsstiller os, spiller yderligere ind. Vi behøver ikke gå på kompromis med hverken kvalitet eller smag. De alkoholfrie varianter smager godt, og deres popularitet er fortsat stigende. Du kan læse mere på Madforlivet.com.
Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.