Halvdelen af danskerne ønsker mindre kød og mere plantefars og grøntsager
Det er især de unge, der vælger bøffen fra, hvor næsten hver femte unge nu spiser overvejende vegetarisk. Det viser en ny undersøgelse, der afslører danskernes grønne ønsker. Supermarkederne følger trop.
Når danskerne går ned ad supermarkedets rækker, er det ikke bacon eller oksesteg, som ryger ned i kurven.
"Plantefars" og falafler er rykket ind på hylderne og frysediskene. Og der bliver de ikke længe.
De kødfrie alternativer ryger ned i forbrugernes kurve og overtager kødets hovedrolle i flertallet af ugens måltider. En ny undersøgelse viser, at mere end halvdelen af danskerne gerne vil spise mindre kød. Det er især de unge, der har skiftet kurs.
Knap hver femte unge spiser i dag overvejende vegetarisk uden kød i størstedelen af deres måltider. De er såkaldte flexitarer. Det viser en landsdækkende spørgeundersøgelse af 1.514 danskere mellem 15 og 74 år, der er foretaget af Coop Analyse i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening over sommeren 2018.
Undersøgelsen viser, at det er spørgsmål om mere end hensigter om at ændre madvaner. 27 pct. af de adspurgte siger, at de allerede har skåret ned på deres forbrug af kød i forhold til sidste år.
Det er sundhed, klima og miljø og dyrevelfærd, som er baggrunden for ændringen af madkurs. Lige over hver tredje svarede i undersøgelsen, at det var sundheden, der trak i en grøn retning, mens 27 pct. svarede klima og miljø, og 19 pct. svarede dyrevelfærd. Det er især de unge, som angiver drivkraften for en kødfri hverdag er klima og miljø.
»Det viser, at udviklingen er kommet for at blive, og at den kun lige er begyndt. For spørgsmålet om klima og miljø vil jo fortsætte med uformindsket styrke de kommende årtier«, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, i en pressemeddelelse.
Naturli, Løgismose og Hanegal har meldt sig på banen med plantebaserede fødevarer, som flytter ind i supermarkederne.
Supermarkedskæden Coop oplevede succes i 2017 med først lancering af Irma's falafelfars og bønnefars og et vegetar-veganer koncept i Irma kaldet "Det grønne marked". Det er en udvikling, som ser ud til at holde ved og bliver styrket af forbrugerne.
»Hvis et supermarked ikke har produkter, der kan bruges til at erstatte kød i madlavningen - f.eks. plantefars og kyllingenuggets af hvedeprotein - i sortimentet, så er det ikke en del af fremtiden. Det er ikke ligesom, hvis du har udsolgt af Heinz-ketchup, og så tager kunderne bare Beauvais i stedet. Hvis du ikke har f.eks. plantefars, så finder kunder, der efterspørger det, en anden butik«, siger Coops analysechef Lars Aarup til Politiken.
Den nye undersøgelse viser, at danskerne generelt gerne vil fremme et mere grønt forbrug og springe kødet over, i hvert fald engang i mellem. Det grønne skal derfor være billigere. 77 pct. vil gerne have, at momsen på frugt og grønt bliver sænket.
Men det skal ikke kun være på forbrugerens egen tur i supermarkedet, at det grønne skal vinde frem.
Undersøgelsen viser, at 46 pct. mener, at det altid skal være muligt at vælge et vegetarisk måltid på daginstitutioner, plejehjem, hospitaler og andre offentlige køkkener. Det er 21 pct. dog stadig uenige i.
Samtidig mener 41 pct., at folkeskolen skal medvirke i den grønne bevidsthed ved at undervise i mere grøn madlavning frem for tilberedning af kød. Det er 22 pct. uenige i.
Butikkernes investeringer og de stigende grønne holdninger i undersøgelsen skaber en forventning om en mere grøn fremtid:
»Vi oplever, at der er et vendepunkt nu. Nu er det halvdelen af befolkningen, der anerkender, at det her er et samfundsanliggende, vi skal forholde os til på en eller anden måde. Det er enormt positivt,« udtaler Rune-Christoffer Dragsdahl til Politiken.
Det er dog stadig kun få danskere, som helt vælger kødet fra. Kun 2,4 pct. af danskerne er "ægte" vegetarer. Det er en lille stigning fra sidste års måling fra Coop Analyse, hvor 1,8 pct. var vegetarer.