Fortsæt til indhold
Livsstil

Parterapeuter: Forventningsafstem og fjern fnidder på kæresteferien

Vær åbne og imødekommende og tal, som I gjorde, da I mødte hinanden, når I planlægger en romantisk kæresteferie, råder to parterapeuter.

GRITH LARSEN

Sommerferien står for døren, og forhåbentligt skal den emme af søde sommerkys og ikke sure miner.

Derfor er det enormt vigtigt at afstemme forventningerne, inden man rejser afsted, lyder det fra to parterapeuter.

»Det er godt at få det hele frem, om hvad man allerbedst kunne tænke sig. Vil man opleve en masse eller bare gerne sove længe? Uanset om det er noget, som kan opfyldes eller ej, så lærer man hinanden bedre at kende,« siger sexolog og parterapeut Yazmin Fox, der er indehaver af Sexologiskolen, og tilføjer:

»Man skal tale, som om man lige havde mødt hinanden. Høfligt, elskværdigt og respektfuldt. Selv om man har kendt hinanden i flere år, skal man huske på, at det kan være, den anden har fået nogle andre drømme i mellemtiden.«

Led efter en gylden middelvej

Hvis den ene i forholdet bare gerne vil dase under den sydspanske sol, men den anden hellere vil bestige Kilimanjaro, skal man finde den gyldne mellemvej, lyder det fra psykolog og parterapeut Lone Algot Jeppesen, som er indehaver af Dansk Parterapeutisk Institut.

»Mellemvejen opstår som regel ud af nogle gode snakke, hvor man interesserer sig for, hvad den anden vil, og så ser, hvad der kunne være et muligt kompromis. I stedet for et kompromis kan der nogle gange også opstå en helt tredje idé på baggrund af at være nysgerrige efter, hvorfor hver især har de feriedrømme, de har,« siger Lone Algot Jeppesen.

Inden man snakker med sin partner, skal man også forventningsafstemme med sig selv. Man skal simpelthen mærke efter, hvad man godt kunne tænke sig, og om det er realistisk, råder Yazmin Fox:

»Hvis man nu løber rigtig meget, er det så realistisk at træne op til et maraton, når man er på familieferie, eller ville det i stedet være okay at løbe tre kilometer hver morgen, inden alle står op. Det skal man også høre sin partner om.«

Se bort fra det negative

Som partner skal man heller ikke trække tidligere lunkne sommerminder op, når man planlægger at skabe nye.

»I stedet for at sige til sin partner at man var virkelig sur sidste år, fordi vedkommende var ude at løbe hele tiden, skal man i stedet sige, at det var dejligt at få snakket og dyrket fællesskabet, når man endelig var sammen. Vinkl ikke på det negative,« siger Yazmin Fox.

Er hverdagen knap så eksotisk, men fyldt op af dagligdagens trummerum som job og vasketøj, kan ferien være en intensiv omvæltning, tilføjer Lone Algot Jeppesen.

»Vi har en forventning om, at bare fordi vi pludselig har en masse tid sammen, så er det også hyggeligt, men som med alt muligt andet skal det også trænes,« siger Lone Algot Jeppesen og fortsætter:

»Man skal indstille sig på at have en tid i starten af ferien, hvor man lige tuner sig ind på hinanden, men man skal selvfølgelig også tune sig ind på hinandens ønsker, drømme og behov inden.«

Efterlad dagligdagen derhjemme

En vellykket ferie fyldt med nye minder og øget intimitet styrker fundamentet i parforholdet, når hverdagen melder sig igen, og dagligdagen atter står på sortering af vasketøj og tidlige morgener med aflevering af børn, lyder det fra Yazmin Fox.

»Dagligdagsproblematikker skal man ikke tage med på ferie. Der handler det om at komme tæt på hinanden og få nogle gode rytmer sammen. Man står op, går i seng og spiser sammen samtidig og får talt rigtigt med hinanden. Det giver en rigtig god base til, at man kan få arbejdet konstruktivt med tingene derhjemme,« siger Yazmin Fox.