Den ultimative guide til den perfekte trusse til kvinder med voksennumser
Dine trusser påvirker dit udseende, og hvordan du har det. Ryd ud i trusseskuffen og find frem til dem, der gør både dig og din numse glad.
Hvis nu jeg ringede på din dør og bad om at få lov til at se i din undertøjsskuffe – ville du lade mig gøre det? Hvis vi nu ser bort fra, at det ville være en virkelig mærkelig ting at gøre. Jeg kan godt give dig svaret, hvis du ville se min. Aldrig i livet.
For der er faktisk INGEN, jeg ville lade rode rundt i den katastrofe, jeg ligeså godt kan indrømme, indholdet i min undertøjsskuffe er.
Har du det ligesådan?
Lad os nu bare være ærlige. En del af det, der ligger i den skuffe er noget, du aldrig nogensinde ville låne ud til nogen. Enten fordi der er huller i, fordi de mange steder har sluppet elastikken, fordi de er komplet misfarvede eller forvaskede, eller fordi de er lavet i et kradsende blondemateriale, som du ikke vil lade din værste fjende tilbringe en dag i.
Hvilket er helt skørt. For dine trusser, underbukser eller hvad, du foretrækker at kalde dem, burde være dine bedste venner. Du har dem på – for de fleste kvinders vedkommende – tæt på 24 timer i døgnet. Dine trusser har betydning for, hvordan dit tøj sidder, hvordan indeklimaet i de nedre regioner har det, ja, hvordan DU har det.
Trælse trusser bliver i skuffen
Men ofte er kroppen ikke nær så begejstret for det, som øjnene kan lide, og derfor kommer mange kvinder hjem med trusser, der ender med at blive liggende i skuffen. Andre kvinder har den holdning, at trusser jo alligevel ikke kan ses, så det bliver tre-for-en-tyver i et syntetisk materiale, ingen ville klæde sit barn i.
Nu om dage er undertøj ofte et højt udviklet teknisk produkt og af særlige materialer, som er designet til at gøre rigtig meget for dit udseende OG velbefindende, men du skal tage dig tiden til at finde noget, du både kan lide og som sidder ordentligt, mener Anne Sax, som har fittet undertøj i 10 år, og som ejer lingeri-butikker i København og Hellerup.
»Men tid og økonomi gør, at mange kvinder giver op og hopper i det, der er rart – og med tiden også temmelig slidt. Min oplevelse er, at kvinder til dels kan acceptere en stram bh, men trælse trusser gider ingen.«
Vil du gøre noget ved den triste trusseskuffe? Bare rolig, det er ikke en opgave på linje med at finde en bh. Og i arbejdet med den ultimative trusseguide har jeg svedt for dig og prøvet trusser, du kan få de fleste steder, så du kan få de 10 ultimative tips og genveje til at blive bedste venner med dit aller inderste stykke tøj – og din bagdel.
1. Hvad skal din trusse gøre for dig?
Først skal du finde ud af, hvilken type trusse, der sidder bedst på dig, uden at du får problemer med det, der er lige dit irritationsomåde: Det være sig dobbeltballer, mavedeller ved elastikken eller irriterende sømaftegninger under bukserne. Det finder du kun ud af ved at prøve dig frem.
Gå ind i en velassorteret lingeributik eller undertøjsafdelingen i et stormagasin, bed om hjælp og fortæl, hvad din trusse skal kunne eller for himlens skyld ikke må gøre. Men du kommer stadig ikke uden om at prøve dig frem.
Som Anne Sax siger ude bag forhænget, mens hendes arm rækker mig en kæmpe sort blondetrusse:
»Der er selvfølgelig generelle ting, som for eksempel at denne her trusse ikke har elastik ved maven, og har elastisk materiale ned over balderne, så den er lavet til at undgå, at noget klemmer på maveskindet samtidig med, at den holder på balderne uden at give kant. Men om den virker sådan på dig, ved du ikke, før du prøver den. Når en kvinde holder en trusse op og spørger: Kravler den her op bagi? Så kan jeg kun sige, at det kommer an på bagdelen, den sidder på.«
Den sorte blondetrusse fra Hanky Panky i modellen Retro V-kini (319 kr.) sidder blødt og efterlader hverken dobbeltbalder, som er absolut nummer et på min hadeliste, eller indgreb i maveskindet. Men den går altså også helt op til navlen. Der er meget stof.
2. Vil du have laaange ben?
Nu ved jeg ikke med dig, men det er egentlig ikke så tit, jeg sådan render rundt kun iført trusser andre steder end derhjemme. Så om jeg får lange stænger i dem eller ej, går jeg ikke umiddelbart op i. Og så alligevel, for af en eller anden grund har jeg ikke købt flere af sådan nogle shorts-agtige trusser efter det sidste par opgav ævred.
Ved et kig i spejlet kan jeg nu også konstatere, at jeg ligesom bare har det bedre i par Elena Reading-trusser til 349 kr. fra Stella McCartney, som går højt op i siderne, end i modellen, som skar mine lår lige hvor de er bredest. Det højbenede italienske snit er et klassisk snit med blonder bagpå, og klæder de fleste kvinder, fortæller Anne Sax mig. Den er populær, fordi den ligesom forlænger benene, uden at jeg behøver at være bar bagpå.
3. Derfor skal du nok ikke have hipster-trusser
Vi er lige nødt til at tale om hipster-trussen. Det er ikke en trusse kun for (unge) hipstere. Navnet kommer af det sted, den sidder – på dine hips eller hofter på dansk. Den har været voldsomt populær i en årrækkke, bl.a fordi den var det eneste, som dækkede lige så meget numse som den gammeldags mormor- eller firser-trusse. Men ifølge Anne Sax, kan de fleste kvinder godt se, at den egentlig ikke gør noget godt for dem, og nu hvor der efterhånden er kommet mange alternative modeller med masser af stof på numsen, hopper mange kvinder af det modelune.
4. Til dig med sunket numse
Det lyder ikke rart, men du ved, hvad jeg mener, ikke? Sådan en bag, der bliver siddet rigtig meget på i løbet af en dag, som ikke kommer så meget ud at løbe, og nå ja, som ikke er 25 år mere. Sådan en numse kan få et rigtig fint hold af en L’Aventure-trusse fra Marie Jo til 199 kr.
Skal du have decideret løft af balderne, må du over i shapewear, hvor du måske skal give køb på noget komfort. Trinny og Susannahs Magic Knickers i modellen Magic Shape Up Shortie til 270 kr. samler godt op på baller ramt af tyngdekraft.
5. Undgå dobbeltbalder
I dag laves mange trusser uden syninger i benskæringerne, og med en trusse med for eksempel laserskåret kant bag på balden undgår du elastikkens nådesløse indhak. Her gør Sloggis Invisible, som fås i mange forskellige modeller i alt fra hipster til string, et rigtig fint job. Den fås i sort, hvid og nude. Her er kanten laserskåret, og priserne til at være med på fra cirka 70 kr.
For en lidt festligere en af slagsen kan du gå efter en trusse, som kun har blonder i benskæringen, da de heller ikke klemmer ind og giver kanter. Den slags gør Aubade, Andres Sarda og Marie Jo rigtig godt. Vær dog opmærksom på, at benkanten ofte vil kunne ses under dine bukser.
Tip til farve: Brug altid nude (hudfarvet, hvis du skulle have glemt det) trusser under hvidt eller let gennemsigtigt tøj, for modsat hvid ses den farve ikke igennem.
6. Mavedeller? Ikke på min vagt
Rød streg efter trussekanten på maven? Nej tak. Når maveskindet bliver blødere, bliver mange kvinder ekstra opmærksomme på, at der ikke må være noget, der skærer eller klemmer ind, erfarer Anne Sax.
Viola Skys højtaljede drøm ville jeg næsten ikke nænne at putte tøj udenpå, men den gennemsigtige blondenumse ville nok kræve det. Her gør det højtaljede snit, at elastikken sniger sig op over det blødeste, modellen hedder Lovely Coco og koster 400 kr.
I det hele taget er de højtaljede trusser stadig meget fremme i modebilledet, og derfor laver mange mærker denne model. Prøv også high-modeller fra Lise Charmel eller PrimaDonna.
Vil du have tryllet flad mave frem, så prøv Triumps Contouring Sensation, som hører under shapewear og som holder på mave og bagdel. Den blonderede kant efterlader ballen uden kant. 329 kr.
7. Sagde du sexet…
Så vil mange sikkert stadig hoppe i en g-string, selv om moden bevæger sig væk fra snor-mellem-ballerne-look og over mod mere stof og dækning. Stringen er generelt blevet bredere (og behageligere) og fra for eksempel Aubade kan du med Saint Tropez-trussen til 469 kr. få en mellemting mellem en string og hipster-trusse, der efterlader dig knap så bar, men stadig med tit til det, der skal ses.
Skal det være virkelig hot, så kommer du vist ikke uden om den bundløse model Ouverte fra L’Agent by Agent Provocateur til 300 kr. Den er, well… bundløs og syet, så også bagdelen er bar. Men som med alt lingeri fra det engelske mærke, så er det sexet på en ikke-corny måde, hvilket ordet bundløst ellers kunne lede tankerne hen på.
8. Slut med fladmast numse
En gammel veninde kunne i sine unge dage stille et ølglas på sin bagdel – mange år før Kim Kardashian begyndte på den slags. Det kan ikke engang hun mere, altså veninden. Mange kvinder oplever med alderen og ofte stillesiddende jobs, at musklerne i balderne forsvinder, det samme gør hudens elasticitet og bindevævets samarbejdslyst.
Du kan gøre to ting. Købe dig et fitnesskort eller bruge de langt billigere trapper og så ellers svede de balder tilbage op på plads. Eller du kan snyde, som du har gjort i årevis med din bh.
Puder i undertøjets verden bruges nemlig ikke kun til at løfte og forme i bh’er - nu har de også fundet vej ned til trusserne. Som et par smækre baller ligger trusserne fra Magic Padded Pants til 299 kr. lige der på bordet, da Anne Sax pakker dem ud. Og spejlbilledet inde bag gardinet viser mig pludselig en tydeligt rundere bagdel, puderne får ligesom ballerne til at syne højere oppe. Samtidig er benudskæringen uden syning, så den slipper ballen fint uden at klemme og er usynlig under tøjet.
Og det virkelig fede? Snydenummeret kan ikke umiddelbart afsløres, for puden kan ikke mærkes, selv ved et fornuftigt klask i måsen.
9. Det virkelig rare
Er du fuldstændig ligeglad med syninger og korte eller lange ben, så er du sikret en komfortabel dag i Hanros bløde bomuldstrusser i modellen Cotton Velvet til 219 kr. eller Hanky Pankys boyshorts til 299 kr. Så bliver det ikke rarere.
10. Materialet er vigtigt
Mange kvinder sværger til bomuldstrusser. Sikkert fordi de engang havde det sådan, at trusser SKULLE være pæne, og budgettet kun rakte til det pæne i virkelig skidt og syntetisk kvalitet. Og har du først haft lange dage eller svedt igennem i den slags, så er du helt med på, hvorfor bomuld er blevet nogens foretrukne materiale. Kroppen skal kunne ånde, hud skal kunne ånde, og det skal det, du putter trusser på også.
Og bomuldstrusser ER gode, fordi de er behagelige, de følger kroppen og samtidig opsamler bomuld sved og fugt. Bomuld kan bare ikke gøre så meget trylleri for dig.
Men der er gode nyheder, hvis du sværger til bomuld. Mange undertøjsfabrikanter, også de helt billige som for eksempel HM, har i dag bomuldskile i deres trusser, som gør dem behagelige at have på. Du kan altså sagtens vælge en blondetrusse i dag, for blonderne laves for det meste af polyamid og lycra, der er åndbare materialer, som transporterer sved og fugt væk fra kroppen.
De her trusse-modeller skal du kende:
Rio-trusse
Klassisk facon med høje benudskæringer, som giver optisk længere ben. Rio-trussen ender ved taljen og dækker en god del af balden.
Hipster eller boyshorts
Betegnelsen hipster dækker over en trussetype, der sidder på hoften, som dækker godt og har lav benudskæring. Nogle hipster-modellen viser gavmildt baller, men skærer stadig hvor låret er bredest. En hipster er god til lavtaljede bukser.
Høj trusse eller taljetrusse
En høj trusse er en højtaljet trusse. Den sidder tæt og meget højt. Jep, du skal tænke mormor her. Der er forskel på modellerne, og høje trusser kan gå mere eller mindre højt op. Nogle modeller går lige over hoften, andre op til eller over navlen.
Modellen findes også i shapewear, hvor kroppen formes af lingeriet. En taljetrusse vil stramme taljen ind og fordele topmaven, hvorved taljen vil syne smallere.
Italiensk trusse
En italiensk trusse ser ud som en rio-trusse foran, men har blondekant bagtil på balderne. En italiensk trusse kan være skåret længere inde på balden end en rio.
Tanga
En tangatrusse er en trusse med høj benudskæring. Tanga er højere end Tai trussen bagpå, og den dækker ikke hele balden.
Shorts
En trusse, som dækker hele bagdelen, og som går ned over balderne.
G-strings-trusse
En g-strings-trusse er den mindst dækkende model indenfor trusser og er karakteriseret ved, at stoffet bag på blot er en streng mellem balderne. God under tætsiddende tøj, især hvis den er i et materiale uden syninger.
Hipster-string eller luksus-string
En hipster string er en blanding mellem en hipstermodel og en g-string. Trussen har en lav talje, hvor ballerne er dækket af stof øverst og en string mellem balderne. Her bliver du knap så bar som ved en almindelig g-string, og flere mærker laver modellen, hvor hipsterstykket er i blonde.
Thong
En Thong er det samme som en g-string. Den er udformet, så den er lidt bredere bagpå end en normal g-string. Thongen har vundet en del frem på det sidste til fordel for den tynde string, men dækker stadig minimalt og er god til tætsiddende tøj.