Fortsæt til indhold
Livsstil

Her er de ænder, du ikke skal købe

Dyrenes Beskyttelse sætter navn på de "gode" og "dårlige" ænder inden Mortensaften.

Den 10. november er det mortensaften, og så skal der traditionen tro andesteg på bordet. Men der er stor forskel på hvor god dyrevelfærd, ænderne har haft. Derfor har Dyrenes Beskyttelse tjekket ænder i den helt store stil og lavet en forbrugerguide, som gør det nemt for forbrugerne at vælge en and, der har haft et liv med høj dyrevelfærd.

Andeguiden tildeler producenterne stjerner fra nul til fem alt efter niveauet af dyrevelfærd i opdrættet. I vurderingen bliver der bl.a. taget højde for, hvor meget plads ænderne har, hvor store flokke de lever i, om de har mulighed for at komme ud, og om de har adgang til svømmevand.

Testen afslører, at det ikke er alle ænder, der har lige gode forhold under opvæksten. Helt i bund ligger tre franske berberiænder, som får nul stjerner, fordi de ifølge Dyrenes Beskyttelse har for lidt plads, er næbkuperet og går i for store flokke.

Det går den rigtige vej

»Andeproduktionen i udlandet er meget mere intensiv end i Danmark, og berberi-ænderne er typisk sværere at holde. De går i store flokke og har alt for lidt plads, derfor er de næbkuperede,« siger chefkonsulent Pernille Fraas, Dyrenes Beskyttelse.

I testen har Dyrenes Beskyttelse tjekket forholdene for 27 forskellige ænder, som sælges i Danmark, og Pernille Fraas konkluderer, at niveauet for dyrevelfærd er blevet højere.

»Det går den rigtige vej, men der er stadig nogle produkter, som vi ikke kan anbefale,« siger hun.

Procanar Standard, som forhandles i bl.a. Spar, Kiwi, Meny, Kvickly, Superbrugsen og Fakta, er set ud fra et dyrevelfærd-synspunkt det værste produkt overhovedet. De går inde og er stuvet sammen på meget lidt plads. 14 hunner eller 10 hanner pr. kvadratmeter. Dertil kommer, at de er næbkuperede og går i flokke på helt op til 14.000 stk.

De andre to franske bundskrabere er Ronsard og Gastrome fra Løvbjerg. Sidsnævnte sælges også i Meny, Min Købmand og Kiwi under navnet Anton Berberiand.

Coop: Kunderne bestemmer

Selv om Coops butikker sælger flere af de dårligst bedømte ænder, er kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop, glad for andeguiden.

»Den er med til at give vores kunder et oplyst grundlag for at vælge den and, som de ønsker at sætte på bordet.«

Kunne I finde på at holde op med at sælge de ænder med dårligst dyrevelfærd?

»Det afhænger af, om kunderne vil købe dem. Så længe de er lovlige, og kunderne vil købe dem, vil de være i vores sortiment,« siger Jens Juul Nielsen.

I den anden ende af dyrevelfærdsskalaen ligger fem danske ænder med topkarakter: Lindbjerggaard, Gothenburg Mulardand, Sejerø And, Ravnsmed Fjerkræ Mulard og Ravnsmed Fjerkræ Peking, som alle får fem stjerner.

Det gode råd fra Pernille Fraas er da også, at man skal købe en dansk and, hvis man går op i, at den skal have haft det godt.

»Hvis man køber en dansk and, er man sikker på, at man får en peking-and, som er mindre aggressiv end berberi-anden, og derfor er den ikke næbkuperet. I Danmark har man typisk en lavere belægningsgrad, så ænderne har bedre plads og kommer ud. Desuden har Dansk And har i år etableret sit eget slagteri, så ænderne ikke skal transporteres så langt,« siger Pernille Fraas.

Du kan se hele testen her