Fortsæt til indhold
Livsstil

Det byder wellness-universet på

Kolde gys, dampende saunaer, tørbørstning og juicekure hitter, når kroppen skal forkæles.

CÈLINE NORDBERG NIELSEN

Når kroppen og sindet trænger til at få et afbræk fra hverdagen, har wellness-universet et utal af forslag. Levende lys, opvarmede håndklæder og blødgørende olier omkranset af en diskret duft af vanilje varmer dig op fra top til tå. Men har du lyst til at udforske nogle af tendenserne inden for paradiset af kropslig selvforkælelse, skal du blandt andet forberede dig på klaprende tænder. Det er nemlig især vekslen mellem kulde og varme, der hitter, når der skal kredses lidt ekstra om kroppen.

Jeg ser, at rigtig mange har fået øjnene op for vinterbadning.
Pernille Caroline Lotus, digital chefredaktør for wellnessuniverset HeyWellness.dk

»Jeg ser, at rigtig mange har fået øjnene op for vinterbadning. Det er noget, der har eksisteret i mange år, men nu er det begyndt at blive for alle. Eksempelvis er der begyndt at komme pop-up saunaer på Amager Strandpark tæt ved vandet,« fortæller Pernille Caroline Lotus, der har haft hænderne nede i wellness-krukken de sidste syv år.

Hun sælger selv wellness-oplevelser gennem sin hjemmeside Wellnessdeal.dk og er digital chefredaktør for wellness-universet HeyWellness.dk, der er en platform for ca. 30 bloggere, der blogger om deres behandlinger inden for sundhed, spa og skønhed. Hun mener, at med varme og kulde tendensen kan man forkæle mere end bare sin krop.

Pernille Caroline Lotus står bag hjemmesiden HeyWellness.dk, hvor en samling bloggere skriver om deres behandlinger indenfor wellness, spa, skønhed og sundhed. Selv tager hun til behandlinger flere gange om ugen som en del af sit job. Foto: heywellness.dk

»Vekslen mellem kulde og varme øger blodtilstrømningen, som er godt for både krop, sind og helbred. Derudover bliver man også rigtig glad af det. Fysisk udskilles der nemlig adrenalin, når vi får et chok i det kolde hav, og det fungerer som kroppens eget morfinstof. Man kan forklare oplevelsen, som at kroppen og sindet får sig en lille rystetur efter et dyp i det kolde vand efterfulgt af en varm sauna,« forklarer Pernille Caroline Lotus, der som noget ekstra ser, at den traditionelle vinterbadning er blevet piftet op af en populær træningsform.

Yoga og en kæmpe fryser

Et af de nyeste koncepter, som Pernille Caroline Lotus har fået øje på, er nemlig kombinationen af yoga og vinterbadning. Det giver ifølge hende en ekstra god fornemmelse i kroppen.

»For et par uger siden var jeg på yoga-retreat på Hotel Skansen i Sverige, hvor vi havde et par timers saunagus med hav-dyp efterfulgt af tre timers yoga. På den måde bindes der en rød sløjfe om den åndelige yogaoplevelse og følelsen af kropslig velvære,« pointerer Pernille Caroline Lotus, der et par gange om ugen afprøver forskellige wellness-behandlinger som en del af sit job.

I Danmark er den kolde nydelse indtil nu begrænset til vinterens isnende hav, imens man i USA har fundet på mere kreative måder for oplevelsen. Her kan man bevæge sig ind i noget, der minder om en kæmpe fryser.

Cryo-behandlingen går ud på, at man kommer ind i en form for fryser. Under meget kontrollerede forhold går man ind i et kammer, der har en temperatur på mellem -90 og -100 grader i to til tre minutter.
Pernille Caroline Lotus, , chefredaktør for wellnessuniverset HeyWellness.dk

»Cryo-behandlingen går ud på, at man kommer ind i en form for fryser. Under meget kontrollerede forhold går man ind i et kammer, der har en temperatur på mellem -90 og -100 grader i to til tre minutter. Da man her giver kroppen en kuldechok, sender hjernen signaler om at udløse både anti-inflammatoriske molekyler og endorfiner, der skulle øge forbrændingen og give mere fasthed og spændstighed i huden. Det er noget, jeg gerne selv vil afprøve,« siger Pernille Caroline Lotus.

Der er langt til USA, men faktisk er tendensen, at vi kigger ud over de danske grænser, når kroppen skal forkæles.

Svensk sauna – midt på havet

Hvis man har sat sig for at udforske kulde og varme chokket yderligere, er det dog ikke nødvendigt at flyve flere tusinde kilometer til USA. Vores svenske nabo har nemlig også masser af wellness-oplevelser.

»Der er flere, der er begyndt at tage på spaophold som en udflugt med hele familien, og oftest pakker de bilen for at tage til Sverige. Det er ganske enkelt, fordi det er billigere, og de svenske wellness-steder kører ofte med rabatter på 50 pct. til os danskere,« fortæller Pernille Caroline Lotus og fortsætter:

»På Hotel Skansen, som især har fokus på familieoplevelser har de bygget en sauna midt ude på havet, hvor man kan løbe frem og tilbage mellem havet og saunaen for at opleve vekslen mellem kulde og varme.«

Hvis ikke man har lyst til hverken at rejse eller blive våd, er der heldigvis to tendenser, der stikker i den helt modsatte retning. Det omhandler en ru børste og en forvandling af hjemmet.

Hjemmespa og tørbørstning

Når vi taler om vinterbadning, er det kroppen, huden og blodcirkulationen, der er i centrum. Det samme er i centrum, når vi taler om tørbørstning. En behandling, der ganske enkelt handler om at børste sin tørre hud.

»Man børster huden med en form for børste. Det sætter gang i blodcirkulationen og fjerner de døde hudceller. Mange kender måske hamphandsken, og det er den tørbørstning går ind og erstatter,« forklarer Pernille Caroline Lotus og fortsætter:

»Tørbørstning kan ske på mange forskellige måder. Skønhedsfirmaet Karmameju har netop fremstillet en ion tørbørste, hvor negative ioner øger transporten af ilt til cellerne, når man børster huden. I sidste ende skulle det reducere cellulitis.«

Vekslen mellem varme og kulde hitter i wellness-verdenen. Det gør den i flere forskellige afskygninger som vinterbadning med sauna, varme og kolde bade på wellness-hoteller og en kæmpe fryser fra USA. Foto: Flickr/GoldenerBerg

Man behøver ikke bruge i dyre domme på at børste sig til velvære. Det er noget, man kan gøre hjemme i stuen, og det løber fint i tråd med, at flere hiver wellness-oplevelsen hjem i stuen.

»Flere og flere søger de alternative løsninger i stedet for at tage ud til wellness- og skønhedsklinikker for at få professionelle behandlinger. Mange firmaer sælger rigtig gode produkter som effektive bodyscrubs, aktive kropsserummer og fugtgivende kropsolier, man kan bruge til at skabe sin egen wellness-oplevelse i hjemmet med. Noget der eksempelvis er blusset meget op, er duftlys, så du opnår en helhedsfornemmelse af wellness og spa i hjemmet,« fortæller Pernille Caroline Lotus.

Selv om nydelsen fra spa og wellness-oplevelsen skaber velvære i vores krop – om det er til professionelle behandlinger eller i hjemmet – har Pernille Caroline Lotus dog en vigtig pointe. Følelsen af velvære kommer også indefra, og det handler den sidste tendens om.

Udrensning indefra

En weekend, der er blevet fejret med fed mad, slik og rødvin sætter sine spor i dagene efter. Skal kroppen indeni have sin helt egen wellness-oplevelse efter sådan en omgang, oplever Pernille Caroline Lotus, at flere og flere tyer til juicekuren. Det er blandt andet, fordi det er blevet en nem måde at rense ud på.

»Juicekuren har eksisteret i lang tid, og der findes et hav af bøger om emnet, men jeg vil sige, at juicebølgen først rigtig har ramt inden for det sidste halve år. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at der er forskellige virksomheder, der er blomstret op, hvor man kan købe en færdig juicekur. Kuren er suppleret op med udrensende Pukka-the, rawbites eller en kokosvand, hvis man trænger til noget sundt og sødt under sin juicekur. Det er altså et skræddersyet koncept, hvor man kan købe hele juicepakken. Det gør det derfor meget nemmere at være på en juicekur, end hvis du selv skulle stå og presse det hele som førhen,« pointerer Pernille Caroline Lotus, der efterfølgende forklarer, hvad det er juicekuren kan.

»Man kan sige, at en juicekur afgifter, nulstiller og gendanner organernes og kroppens balance – lidt ligesom, når man rebooter systemet på computeren. Det siges, at den blandt andet har en positiv virkning på mange forskellige lidelser som for eksempel hudsygdomme og gigt. Derudover virker den udrensende og giver et generelt sundhedsløft.«

Der er altså både noget for det indre og det ydre, når vi taler om tendenserne, som wellness-universet har at byde på for denne omgang. Kolde gys efterfulgt af omfavnende varme, børster, der fjerner cellulitis og moste frugter, er alt sammen med til at give følelsen af velvære og nydelse.

»Vi føler os opløftet og til tider høje, når vi gør ting for os selv. Det øger vores velvære, og i sidste ende bliver vi glade. Man har det måske ikke særlig rart lige inden, man hopper i det kolde vand, men følelsen bagefter er vidunderlig og uerstattelig,« slutter Pernille Caroline Lotus.