Advarsel: Her kan du ikke gøre en god handel
Ejvind Lauritzen og Lisbeth Thrane er kommet i klemme på et dealsite, som har fået frataget e-mærket, men alligevel bliver ved med at bruge det.
"Humbugfirma", "slyngelside" og "tarvelige skiderikker".
Det vælter frem med elendige anmeldelser af dealsitet Dagensbedste.dk, når man kaster et blik på sidens bedømmelser på Trustpilot, og den danske certificeringsordning e-mærket advarer nu direkte forbrugerne mod at falde for de tilsyneladende fordelagtige tilbud på Dagensbedste.dk.
Stribevis af klager fra frustrerede forbrugere er i de seneste uger strømmet ind til e-mærket, som kvalitetssikrer danske webshops. Langt de fleste henvendelser er fra kunder, som har købt og betalt for værdibeviser, der ikke kan indløses, og som ikke kan komme i kontakt med dealsitet.
Hotelophold aflyst
Ejvind Lauritzen og Lisbeth Thrane fra Them er nogle af dem, der er kommet i klemme. De faldt for et godt tilbud på et ophold på Fuglsøcentret på Mols. To overnatninger for 1.204 kr.
Parret købte opholdet og glædede sig, men nogle dage før at de skulle af sted i oktober, blev de ringet op af Fuglsøcentret, som fortalte, at opholdet var aflyst, da Dagensbedste.dk aldrig havde givet de penge, som parret havde betalt, videre til Fuglsøcentret. Faktisk havde centret 2 mio. kr. til gode hos Dagensbedste.dk, fortalte direktøren ifølge parret.
"Vi har prøvet at komme igennem til Dagens Bedste, men de tager ikke telefonen. Vi har også prøvet at overbevise Fuglsøcentret om, at vi har ret til at få opholdet, fordi vi jo har betalt for det, og de selv har indgået aftalen med Dagens Bedste, men der var ingen kære mor," siger Ejvind Lauritzen.
Forbrugere på dybt vand
Lisbeth Thrane har forgæves forsøgt at få banken til at trække pengene tilbage, og hun forsøger også at få e-mærket til at dække tabet.
"Jeg troede, at når en virksomhed havde e-mærket, så kunne man være sikker på, at den var i orden og godkendt. Men sådan er det åbenbart ikke, og så er man som forbruger på dybt vand," siger hun.
"Jeg synes, at det er mærkeligt, at man kan starte et dealsite, uden at der er nogen kontrol med det. Man skal bare have et momsnummer og nogle underleverandører, og så kan man svindle, bedrage og lege med andres folks penge. Som forbruger er man lidt i en jungle med alt det der med varer, der kan købes på nettet. Næsten alle køber ind på dealsites. Jeg kender så mange, der har købt kroophold på den måde," siger Lisbeth Thrane, der er færdig med at købe tilbud på dealsites og er indstillet på at gå videre med sagen - ikke på grund af de 1.200 kr., men fordi hun grundlæggende finder det så urimeligt, at tvivlsomme forretninger på nettet kan snyde folk på den måde.
"De betaler ikke regningerne"
Ejvind Lauritzens og Lisbeth Thranes oplevelse er ikke enestående. Både Forbrugerrådet Tænk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i den senere tid fået mange henvendelser om Dagensbedste.dk. Og på anmeldelsessitet Trustpilot er der masser af dårlige anmeldelser fra folk, der giver Dagens Bedste 1 stjerne.
Også blandt leverandørerne er der stor utilfredshed. Bl.a. Larsen Hotel og Kroferie, Hotel Svanen i Billund og elektronikforhandleren DC Nordic har stoppet samarbejdet med Dagens Bedste, fordi de månedsvis ikke har fået betaling for de det, som kunderne har købt og betalt gennem Dagens Bedste.
"De betaler ikke regningerne, og vi har ikke kunnet få kontakt med Dagens Bedste. Vores mails bliver ikke besvaret," siger adm. direktør Lene Veino, Larsen Hotel og Kroferie.
Ifølge chefjurist hos e-mærket, Camilla Post, er de forretningsmetoder, som Dagensbedste.dk bruger, uacceptable og uforlignelige med det at være en del af certificeringsordningen, og i sidste uge fik delsitet frataget e-mærket.
”Vi går altid i dialog med den e-mærkede webshop, når vi modtager henvendelser fra dens kunder. Og i langt de fleste tilfælde får vi løst problemerne til begge parters tilfredshed. Men i dette tilfælde har det været umuligt at få hul igennem til shoppen. De tager simpelthen ikke telefonen, og svarer ikke på vores henvendelser. Derfor vi er nødt til at skride til handling,” fortæller Camilla Post.
Tirsdag formiddag bugnede Dagensbedste.dk stadig med tilbud, og e-mærket var det første, man mødte. Omkring middagstid var siden imidlertid lukket på grund af tekniske problemer.
”Vi kan ikke leve med, at en webshop misbruger e-mærket og sælger værdibeviser, som ikke kan bruges. Vi har iværksat en række tiltag, bl.a. i form af dagbøder, og vi skruer på de knapper, vi kan i forsøget på at dem til at fjerne deres e-mærke. Men i sidste ende er det folkene bag shoppen, der skal fjerne det. Det er ikke sket, og derfor ser vi os nødsaget til at advare forbrugerne via pressen,” siger hun.
Ifølge Camilla Post er dealsites er juridisk spidsfindigt område, fordi der skal tages stilling til, om man har indgået aftalen med dealsitet, som man har betalt pengene til, eller om det er underleverandøren, der er aftaleparten, og her må man læne sig op ad de få afgørelser, der er truffet i Forbrugerklagenævnet, mener hun.
På CVR kan man se, at Dagens Bedste er ejet af Peter Post Lundsgaard, som i oktober har etableret et nyt firma Dagens Bedste Oktober IVS. Hvad det skal bruges til, har det ikke været muligt at få svar på, for det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ham eller andre i Dagens Bedste.
Tirsdag eftermiddag er hans andre hjemmesider onebit.dk og menuspot.dk også lukket ned.
"Vi har et helt klart indtryk af, at Dagens Bedste er ved at lukke, og at personerne, som står bag, er i gang med at etablere et nyt selskab," siger Camilla Post.
I 2015 har fire webshops indtil videre fået frataget deres e-mærke. Sidste år var der tale om seks tilfælde.
Både Forbrugerrådet Tænk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i den senere tid fået mange henvendelser om Dagensbedste.dk. Og på anmeldelsessitet Trustpilot er der masser af dårlige anmeldelser fra folk, der giver Dagens Bedste 1 stjerne. Her er nogle af dem, og du kan læse flere her:
Svindlere
Jeg købte et værdibevis på 6 t-shirts via dagensbedste.dk. Jeg fik dog aldrig nogle T-shirts, da firmaet New Trends ikke vil honorere værdibeviset, da de hævder ikke at have modtaget betaling fra dagensbedste.dk. Det er med største uvilje, at jeg nu giver dagensbedste 1 stjerne (kattegoriseret som "uacceptabel oplevelse, urimelig og grov behandling"), da jeg synes det er en alt for gavmild vurdering.
Mads Berggreen
Humbugfirma
Vi har købt en deal med hotel Vinhuset som weekendophold, og betalt 1303 kr. Da vi ville reservere opholdet fik vi at vide at det måtte de ikke, da Dagens Bedste ikke betaler leverandøren for opholdet. Vi kontaktede Dagens Bedste pr. telefon, men de svarede pr. telefonsvarer at man skulle sende en mail med problemet. Det har de selvfølgelig IKKE svaret på, trods rykkere så det er sikkert nok rigtigt at vi ikke kan få opholdet eller pengene tilbage. Vi vil på det kraftigste advare om at bestille produkter hos dette firma, de køre stadig på livet løs med annoncering på deres hjemmeside. De snyder bevidst folk.
John Gudmandsen
Tarvelige skiderikker
LAD ENDELIG VÆRE MED AT SMIDE DINE PENGE EFTER DAGENSBEDSTE! Jeg købte en fuld lovpakke til kørekort til 5000,- kr.
Pengene blev trukket samme dag 2/7-15, i øvrigt på min fødselsdag! håber fandme du havde en god dag Peter? men pengene kom aldrig videre til køreskolen. Det viser sig efterfølgende at der er hundredevis af kunder som aldrig får deres varer, da Peter & Pernille Post Lundsgaard´s firma beholder pengene selv. Det drejer som om alt lige fra støvsugere til elevationssenge, Sørgelige mennesker - stakkels jeres børn, at blive opdraget af sådanne forældre uden moral. Jeg må så se hvordan jeg forklarer min datter at der alligevel ikke er råd til kørekort.
Susie Roy
Katastrofal kundebehandling
Dagensbedste.dk er en slyngelside, for at sige det ganske ærligt. Det modtager betaling, lover levering efter nogle uger, hvorefter der intet sker. De beholder så herefter ens penge, og svarer ikke på henvendelser ang. de ordrer man måtte have placeret hos dem.
Daniel Møllgaard