Labrador er den mest populære hund
Familiehunden over alle nås kun til sokkeholderne af forfølgerne. Men rottweileren rykker fremad.
Det er lidt svært at få "breaking news" ud af den årlige top-10 fra Dansk Kennel Klub over danskernes foretrukne hunderacer.
For labrador retrieveren er ganske enkelt den suverænt mest populære hund i de danske hjem, ligesom den også var det sidste år.
De første tre pladser indtages af klassiske familiehunde, men de små "selskabshunde" er for alvor på vej ind i danskernes hjem og indtager fire af de 10 placeringer på listen.
Som nummer fire og fem kommer bichon havanais og coton de tulear, mens cavalier king charles spaniel og fransk bulldog indtager syvende- og ottendepladsen.
"Labradoren rangerer på en god, massiv førsteplads. Derefter er der et pænt spring til schæferen, og derefter igen et stort spring ned til golden retrieveren," siger Vibeke Knudsen, kommunikationskonsulent i Dansk Kennel Klub (DKK).
Hun forklarer selskabshundenes popularitet med, at flere enlige end tidligere har hund, og at en lille hund er nemmere at tage med sig samt at motionere.
"Flere og flere danske husstande består af blot en enkelt person. Så er det vigtigt, at ens hund er nem at have med omkring, fordi der ikke er andre familiemedlemmer hjemme, der kan passe hunden, når man selv er på arbejde, til træning eller ude hos venner. Her er de små selskabshunde nemme at have med f.eks. på besøg. Der er også i stigende omfang arbejdspladser, som gør det muligt at have en nem og velopdragen hund med på arbejde," forklarer hun.
Rottweiler sprinter opad
Årets højdespringer er rottweileren, som danskerne har taget så meget til sig, at den nu indtager en sjetteplads mod en 10. plads i 2013. Jagthundene er i år først at finde næstnederst på top-10 listen med den ruhårede hønsehund som jægernes mest populære følgesvend.
DKK registrerer alle stambogsførte hunde i Danmark, hvilket svarer til omkring en tredjedel af de ca. 580.000 hunde, der findes i de danske hjem.
"Hundeejernes FDM” er en paraplyorganisation for de mange specialhundeklubber, og foreningen laver hvert år en rangering over de ca. 200 kendte stambogsførte hunderacer i Danmark.
Ingen tvivl: Flest har labrador
Samtlige danske hunde skal ifølge lovgivningen være chipmærket og registreret i Dansk Hunderegister, som baserer sig på ejernes egne oplysninger. Men som regel har ejerne af en blandingshund ikke dokumentation på hundens afstemning, og samtidig har dyrlægerne principielt afvist at medvirke til at racebestemme hunden.
"Langt de fleste oplyser jo det, som de tror at det er, men de ved bare ikke, om det er rigtigt. Hvis du har købt en mellemstor, sort hund, kan du sige at det er en labrador, men nogle gange er der også noget andet i den," lyder det fra hundeeksperten fra Dansk Kennel Klub.
Derfor er Dansk Hunderegister ikke helt så præcis en opgørelse i en popularitetsmåling, men også her er en labrador svær at komme udenom.
"Danmarks mest populære racehund er en labrador, viser vores opgørelse i DKK. Men Dansk Hunderegister har også labradoren som den mest populære hund," siger Vibeke Knudsen.
Familiehunde er populære
Hun forklarer, at de tre mest populære hunde er familiehunde, som er populære, fordi de er gode til familier.
Retriever-hunde - både labrador og golden retriever - hunde, der er nemme at arbejde med og træne. De er oprindeligt avlet til at jage bytte tilbage til jægeren.
Man skal ikke bare vælge race med øjnene og hjertet. Man skal også bruge hovedet og tænke sig om. Ellers kan det ende med, at man får en hund, som stiller meget større krav til beskæftigelse og motion end man som hundeejer kan leve op til. Og så kan en ellers dejlig hund hurtigt ende med at blive en problemhundVibeke Knudsen, Dansk Kennel Klub
"Der er samarbejdende, apporterende jagthunde. Den egenskab, at hunden gerne vil hjælpe jægeren og gerne vil bære byttet, er den man bruger, når man laver servicehunde til handicappede og også bruger disse racer i andre sammenhænge. En golden retriever har et andet udseende, men i temperament og egenskaber er de temmelig ens," forklarer Vibeke Knudsen.
"Schæferen er derimod en mere aktiv hund, som kræver mere træning. Den er en fantastisk samarbejdspartner, meget vaks og lærenem, men den kræver mere beskæftigelse. Labradoren og golden retrieveren kan godt klare sig med almindelig familieunderholdning, men her vil en schæfer kede sig uden at komme til træning, gå efter spor eller på anden måde bruge sit gode hoved," lyder det fra DKK-eksperten.
Dansk Kennel Klub yder rådgivning til danskere, der står over for at skulle anskaffe sig en hund. Og det kan være en alvorlig sag, hvis man vælger forkert, siger Vibeke Knudsen.
"Man skal ikke bare vælge race med øjnene og hjertet. Man skal også bruge hovedet og tænke sig om. Ellers kan det ende med, at man får en hund, som stiller meget større krav til beskæftigelse og motion end man som hundeejer kan leve op til. Og så kan en ellers dejlig hund hurtigt ende med at blive en problemhund," siger hun.
DKK har derfor udgivet pdf-hæftet "Vælg den rigtige hund", som giver svar på de spørgsmål, kommende hundeejere går rundt med.