Det uundværlige helvede
Nærkontakt med mennesker er dødbesværlig, og kun engle formår (formodentlig) at undgå den jævnligt tilbagevendende lyst til at rive hovedet af de mennesker, man er allertættest på.
Det er de gode håbs tid. Inden sommerferien truttede de fyldte studenterlastbiler sig gennem byen; lyden svævede umiskendeligt over hustagene og emmede af frihed, lettelse, fuldskab og træthed. Jeg kan ikke lade være med at blive øm om hjertet over dem. Som jeg bliver over sommerens brudepar, der med faste eller bævende stemmer siger ja til hinanden, mens vi andre med tilbageholdt åndedræt ser på dette urgamle håb, denne grundlæggende længsel efter at høre til i samhørighed med et andet menneske på denne klode, der drejer sin sælsomme vej i et for os bundløst univers. Den liste af dejligheder, de har fortalt om i den forudgående vielsessamtale, og som har fået dem til at synes, at den anden er Jordens herligste, er den selvsamme liste, der if. statistikken om føje år vil drive dem begge til bimlende vanvid og mulig skilsmisse.
For sådan er det med nærkontakt med mennesker. Den er dødbesværlig, og kun engle formår (formodentlig) at undgå den jævnligt tilbagevendende lyst til at rive hovedet af de mennesker, man er allertættest på. Det er nok derfor, at antallet af singler i lande som Japan er eksploderet; det samme mønster gør sig gældende i England og USA, og vi kan også være med herhjemme efterhånden. Japanerne har et udtryk for ulysten til at skulle involvere sig med et andet menneske: mendokusai. Det betyder: ”Alt for besværligt” eller ”rager mig ikke”. Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre sagde det samme på en anden måde: »Helvede, det er de andre.« Så det nemmeste er ganske enkelt at indrette sig uden de andre. Man slipper for at begå op til adskillige mord i sin fantasi dagligt. Og derved må man da blive et bedre menneske?
Vi er hinandens fremkaldervæske; vi finder først ud af, hvad vi egentligt er lavet af ved at blive spejlet af og reageret på af andre.
Problemet med den tilsyneladende udmærkede logik er, at vi kun bliver mennesker gennem andre mennesker. Vi er hinandens fremkaldervæske; vi finder først ud af, hvad vi egentligt er lavet af ved at blive spejlet af og reageret på af andre. Så vi har brug for dem, alle de der umulige mennesker, der omgiver os. Det ville være rarest og nemmest at leve sammen med perfekte eksemplarer af menneskeracen, naturligvis. Jeg har bare aldrig set eller mødt sådan et. Kun i reklamerne og på filmlærredet, hvor de har været igennem en hel del Photoshop samt udmærker sig ved, at man aldrig skal dele badeværelse med dem. Og selv Dalai Lama snorker måske om natten eller har en eller anden irriterende vane med at efterlade sine brugte tandstikkere på bordet, hvem ved.
Det er næppe et tilfælde, at landet med de eksplosivt mange singler, Japan, også er det land i verden, der har den fremmeste udvikling i virtuelt liv og apps. En app bliver ikke sur og smækker med døren eller bryder hulkende sammen.
Men måske er grunden til de mange singler ikke kun, at vi ikke orker besværet med at leve tæt sammen med ikke-perfekte væsner. Måske er grunden lige så meget den, at vi selv er angste for, at det tætte samliv tydeligt vil vise, at det er vi heller ikke selv. Perfekte. Ba’al Shem Tov, grundlæggeren af den jødiske bevægelse hasidismen i det 18. århundrede, sagde det sådan: »Verden er et spejl; fejlene, du ser i andre, er dine egne.« Så er det nemmere ikke at rode sig ud i at skulle spejle sig i andre, for man får alt for nemt øje på en noget frynset version af sig selv. Det er næppe et tilfælde, at landet med de eksplosivt mange singler, Japan, også er det land i verden, der har den fremmeste udvikling i virtuelt liv og apps. En app bliver ikke sur og smækker med døren eller bryder hulkende sammen. Omvendt kalder den så heller ikke på mine evner som medmenneske til at kunne stå midt i den uforudsigelige musik, som menneskelige relationer kan sammenlignes med. Ben Webster, den store jazzmusiker, sagde engang til en ung medspiller, der benovet lyttede til hans spil og gjorde alt for at følge den store mester i samspillet: »Lyt, men ikke for meget, efter mig, da mister du dig selv; spil som dig selv, for jeg har brug for dit initiativ til at kunne spille mit bedste – så lyder bandet bedst.« At være menneske betyder at turde indgå i en fortsat dans med sine medmennesker med den indbyggede risiko, at man begår fejl og regelmæssigt jokker dem over tæerne, så de giver lyd fra sig – for det er netop her, man bliver klogere. En anden af jazzens store, saxofonisten Coleman Hawkins, udtrykte det således: »If you don’t make mistakes, you aren’t really trying.« Så ja, Sartre, det er muligt, at Helvede er de andre. Men det er et Helvede, vi ikke kan undvære.