Kunsten at give slip

I filmen ”Indiana Jones og det sidste korstog” står Harrison Ford i den slags knibe, der hører til dagligdagen, når man er Indiana Jones: Han skal finde den hellige gral for at redde sin far (gnavent og vidunderligt spillet af Sean Connery), der ligger dødeligt såret. Indiana Jones må bestå flere prøver og gætte komplicerede gåder inde i et tempel med dødsensfarlige fælder, og det er liv eller død, om han finder det rigtige svar. Da kommer han til en kløft så dyb, at den synes bundløs, der er ingen bro, og han skal over på den anden side, ellers vil hans far dø. Den eneste løsning er at sætte en fod ud i det tomme intet og stole på, at der alligevel er en vej. Han står en stund og funderer, og så giver han slip på al sund fornuft, tager en dyb indånding, sætter foden ud i den bare luft – og hans fod rammer en bro, der er fuldstændigt usynlig, en bro, man faktisk først kan se, når man har sluppet taget i både liv, håb og fornuft og har vovet at sætte foden ud i det rene ingenting.

Det kan man lære meget af. En slags grundkursus i at give slip. For er der noget, vi kan og gør, så er det at holde fast. Det nyfødte barn har gribereflekser så stærke, at de kan holde sig selv dinglende ved deres bittesmå knyttede næver om en snor, hvis det altså var det, man udsatte dem for, når de ankom til verden. Det at åbne håndfladen og give slip strider simpelt hen mod det dybeste overlevelsesinstinkt i os. Og så skovler vi os dernæst ufortrødent frem i livet. Med større eller mindre armbevægelser griber vi om alt og samler til huse. Fra barndommens grådige hænder, der river gavepapiret op og pakker et hav af dimser ud, til teenagerens hedt begærede, nyeste iPhone, til gode karakterer, den passende uddannelse, fintlydende kompetencer til cv’et, karrierer, kys, kærester, mænd og koner, giftermål, skilsmisser, børn, gode mellemtider til maraton, rejseoplevelser og pæne omdømmer. Vi samler og samler, og vi har ikke tænkt os at give slip på noget af det, det er jo ligesom pointen med det hele efter al det hårde arbejde med at få fat på det.

Derfor burde vi indføre grundkurser i at give slip. For det er dét, vi kommer til: at give slip, uanset hvor meget vi ikke vil. På alverdens forskellige måder. Vi må pænt vinke farvel til den ungdommelige krop, uanset om vi følger den til dørs med gavmilde mængder plastikkirurgi og dyre cremer. Vi må vinke pænt farvel til ungerne, der galoperer ud over sletterne i deres egne liv, men som dog til trøst kan kaste børnebørn ind i ny og næ. Vi må, på et eller andet tidspunkt, og for nogle alt for tidligt, smerteligt, og pludseligt, give slip på dem, vi elsker, fordi de dør væk fra os. Nogle gange må vi give slip på et stykke identitet, som vi troede var uflytteligt og uantasteligt, hvad enten det skyldes tab af job, økonomisk status eller sindsligevægt. Der er nok at bide skeer med. Og vi stritter forståeligt nok imod med større eller mindre medgørlighed.

Her kommer så Indiana Jones og grundkurset ind. Han kan minde os om, at hvad det end er, vi skal løsne vores krampagtige greb om i løbet af livet, så kan det betyde, at der alligevel findes fodfæste på en måde, vi ikke selv anede. Og om ikke andet kan vi altid øve os på det helt store finalestykke udi at give slip: Når vi skal give slip på vore egne liv og dø.

Det er næppe heller specielt nemt, og jeg sympatiserer med manden, som den sydafrikanske biskop Desmond Tutu her fortæller om: En mand kom en tand for hurtigt kørende i de sydafrikanske bjerges hårnålesving; bilen skred, manden slyngedes ud af bilen og nåede lige akkurat at klynge sig til et træ, der voksede på den næsten lodrette klippeside. Dér hang han så og dinglede hen over den dybe afgrund og råbte desperat på hjælp. Pludseligt lød en dyb og venlig stemme oppefra:

»Jeg er Gud Herren, og jeg lover at hjælpe dig. Du skal bare gøre, hvad jeg siger, så bli'r du frelst: Du skal slippe med hænderne, og inden du falder ned og rammer dalens bund, skal jeg nok gribe dig!« Her var der så en pause. En laaang pause. Så lød det fra manden: »Hjælp! Er der slet ingen andre deroppe?«

Liselotte Horneman Kragh: Teolog, foredragsholder, skribent, tidl. sognepræst, mor til seks sønner. Forfatter til bøgerne "Døden nær – en brugsbog i nærvær omkring den døende" og "Den fortrolige døde – at besinde sig på din dødelighed."