Fortsæt til indhold
Livsstil

Børn får overdoser af energidrik og søger hjælp hos Giftlinjen

Boom: DTU Fødevareinstituttet er i gang med en kortlægning af forbruget af de koffeinholdige drikke, som storsælger i Danmark. Forskere er bekymrede, og Giftlinjen får henvendelser fra børn og unge, som har fået for meget koffein.

Morten Zahle

Forbruget af koffeinholdige energidrikke som Red Bull, Cult og Burn er nu så stort, at det kan mærkes hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Det fortæller overlæge Gesche Jürgens, der er afsnitsansvarlig på Giftlinjen, som jævnligt får henvendelser, når danskere har drukket så meget energidrik, at de bliver utilpasse, får hjertebanken og forhøjet blodtryk.

»Det er typisk børn og unge ned til 10-15-årsalderen, der indtager energidrikke i store mængder og bliver overrasket af effekten. Nogle af dem skal på skadestuen og tilses af en læge,« siger Gesche Jürgens.

Hun nævner som eksempel en 15-årig pige, der fik det dårligt efter at have drukket 24 dåser energidrik i løbet af en weekend. Der er også flere sager, hvor energidrikke hos lidt ældre unge indgår i et blandingsmisbrug med amfetaminlignende stoffer.

Gesche Jürgens kan ved at søge på ”energidrikke” i Giftlinjens database med henvendelser hurtigt finde 40 sager fra de seneste to år, hvor folk har søgt hjælp i forbindelse med, at de har drukket for meget energidrik. Men hun påpeger, at der er tale om langt flere sager, hvis hun havde søgt på de enkelte produktnavne. Under alle omstændigheder er det kun toppen af isbjerget, for langt fra alle henvender sig til Giftlinjen.

Salget boomer

Hun mener, at energidrikkene bør fjernes fra hylderne med sodavand, saftevand og andre læskedrikke i supermarkeder og kiosker:

»Energidrik ligner sodavand, men det bør stå sammen med alkohol i supermarkeder og kiosker, for det kan have en voldsom effekt på kroppen. Hvis man kombinerer det med andre stoffer, f.eks. alkohol eller amfetamin, kan det have en meget voldsom effekt.«

Energidrik kan købes i supermarkeder, i 7-Elevenkiosker og på tankstationer. Dåserne står på rad og række i køledisken, Cult, Burn, Red Bull, Monster, Faxe Booster og hvad de ellers hedder. På dåserne står der, at de ikke bør indtages af børn, gravide og ammende kvinder. De findes i flere smagsvarianter og til literpriser på op til 90 kr.

Skræmmende udvikling

Men det afholder ikke folk fra at købe dem. Salgskurven er gået næsten lodret opad, siden de stærke koffeinholdige drikke i 2009 blev gjort lovlige at sælge i Danmark.

I 2009 blev der solgt knap 1,8 mio. liter. I 2012 var det vokset til knap 9 mio. liter, og ifølge magasinet Forbrugerrådet Tænk ser stigningen ud til at fortsætte. Hos butikker med døgnåbent som 7-Eleven og Q8 stiger det fortsat. Coop og Dansk Supermarked melder om en fordobling af salget i løbet af de seneste to år.

Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i fødevarepolitik i Forbrugerrådet Tænk, kalder udviklingen skræmmende.

»Selvom reglerne i 2012 blev strammet med et krav om, at energidrikkene skal mærkes med, at de ikke er til børn, tyder meget desværre på, at udviklingen går den helt forkerte vej i forhold til børns indtag,« siger hun.

Den 14-årige Kasper Meier Olesen fra Aarhus er vild med energidrik og synes, at det giver ham energi. Hans forbrug er meget forskelligt. Nogle uger drikker han ingenting, andre uger bliver det til fem-seks dåser, og de fleste af dem bliver skyllet ned i weekenden. Han har aldrig mærket bivirkninger eller fået det dårligt af det. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Der skal ifølge myndighederne blot en enkelt halv liters dåse med energidrik til, at børn overskrider det anbefalede maksimale dagsindtag af koffein og udsætter sig for risiko for symptomer som kvalme, hjertebanken, hovedpine, søvnbesvær og koncentrationsbesvær.

DTU Fødevareinstituttet er i gang med at kortlægge forbruget i en stor undersøgelse med 3.700 10-35-årige. Allerede nu kan forskerne se, at en del børn, unge og yngre voksne drikker for meget energidrik.

Følsomme over for koffein

Seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet tror, at forbruget ikke har toppet endnu. I 2011 fik producenterne lov til at gøre emballagen større. Samtidig er der kommet flere forskellige brands og smagsvarianter.

»Det bekymrer os, når salget boomer på den måde. Kernemålgruppen er børn og unge, som er mere følsomme over for koffein, fordi de ikke er vant til at indtage det,« siger han.

Ifølge toksikolog Marta Axelstad Petersen fra DTU Fødevareinstituttets afdeling for Toksikologi og Risikovurdering har børn ikke godt af energidrik, og de kan ikke tåle ret meget, før man ser nogle ubehagelige sideeffekter.

»Allerede ved ret lavt indtag kan børnene begynde at opføre sig anderledes, De får adfærdsændringer og bliver nervøse og indelukkede. Ved lidt højere indtag får de kvalme, ondt i maven, hovedpine, hjertebanken, rysten på hænderne og har svært ved at sove,« siger hun.

Markedet for energidrikke er styret af EU-regler, som vi ikke kan gøre noget ved alene i Danmark, men Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk opfordrer detailhandlen til at tage ansvar.

»Jeg vil opfordre detailhandlen til frivilligt at fjerne energidrikke fra hylderne eller lade være med at sælge halv liters dåser,« siger hun.

Den idé afvises dog både i Coop og Dansk Supermarked. Fra begge kæder pointeres det, at man følger de gældende regler og i tilbudsaviser og markedsføringsmateriale gør opmærksom på, at produktet ikke er egnet til børn.