Tillid er til for at skuffes

Der var engang et folk, der tænkte, at alle skulle have det godt. Uanset hvem de var. Så folket byggede ministerier, departementer, afdelinger og kontorer og befolkede dem med en hær af skrivebordsmennesker, der skulle sørge for, at alle fik det, de havde behov for, så ingen kom til at lide nød. Det gik så vældigt, indtil nogen kom til at kigge over til naboen og derved mente at se, at naboen havde fået mere end dem selv. Hvorpå de straks klagede til departementerne, der måtte skaffe en hær af kontrolmennesker til at flytte ind til nybyggede skriveborde, hvor de kunne sidde dagen lang og sørge for, at ingen snød, og at alle reglerne blev overholdt.

Umærkeligt gennem årene voksede antallet af kontrolmennesker så meget, at de langt oversteg alle andre ansatte. Faktisk blev det sådan, at når nogen bad om noget som helst, gik kontrolmenneskene ud fra, at de havde alle intentioner om at snyde. Alle glemte, at det nogensinde havde været anderledes. Og det første man gjorde, når man mødte et andet menneske, var at spekulere over, hvad hun mon havde snydt sig til. Eller man gav sig til at lede længe i lovbøgerne efter den kategori af fortræd, som den anden formodentlig havde gjort sig skyldig i. Ingen levede lykkeligt, og mistilliden sejrede til deres dages ende.

Dette er historien om vel nok ethvert velfærdssamfund, ethvert ægteskab eller forhold mellem hvem som helst, hvor mistilliden først er sivet ind som en tyk tåge, der spærrer udsigten og slører konturerne af det, der oprindeligt var. Det gør det svært at finde vej. Især svært at finde vej tilbage til udgangspunktet, hvor tilliden var i behold.

Måske først og fremmest fordi tillid er en sart sag. Den kan ikke tåle meget. Svigter du min tillid, krøller jeg mig sammen som en mimose og kommer først ud om 100 år. Hvis overhovedet.

Forleden hørte jeg endnu en tåredryppende beretning om et tillidsbrud af den slemme slags (den slags, hvor man hellere vil dø end at feje stumperne op). Og jeg kendte fornemmelsen (både som skurk og offer) og ømmede mig. Og tænkte så alligevel: Vi må se at gøre noget ved den tillid. Sende den på bodybuilderkursus. Give den vitaminer og fiskeolie, kolde brusebade og halvmaratoner. Så den kan holde til noget mere.

For tilliden er sat i verden for at kunne tåle at blive skuffet. Ellers ville den ikke give mening. Tillid er i bund og grund det rene tosseri, men et tosseri vi ikke kan leve uden. Ja, det er grænsende til det idiotiske at kaste sig ud i at have tillid til nogen eller noget, og det er også derfor, vi er så glade for regler og mistillid. Det er meget nemmere og gør ikke nær så ondt. Ondt når tilliden – atter – ligger på gulvet i tusinde stumper, og vi selv står og føler os som jubelidioter og tossegode, fordi vi troede og havde tillid.

Mennesker fejler, bevidst eller ubevidst. Det gør vi alle til hobe af og til og trods gode intentioner. Det ligger i indholdsfortegnelsen i at være menneske. Det er derfor tilliden går i stykker og følgelig må fornys hver dag. Den kan ikke tillade sig at gå i kloster, hvis den er blevet svigtet. Den bliver svigtet, så den kan lige så godt vænne sig til det.

Alternativet er at havne i et samfund som det amerikanske, hvor alle kan sagsøge alle for hvad som helst. På bunden af dén suppedas ligger antagelsen, at vi kan kontrollere alting, og at det derfor er nogens skyld, hvis noget sker. Død, morgentristhed, grå hår og uvenskab må være nogens skyld, og så kan jeg passende sagsøge dem i stedet for at læne mig tilbage i en tillid til, at dens slags hører med i den pakke, vi kalder livet. Det er nok også langt nemmere at grave sig ned i et hul i jorden og dække sig til med stumperne af ens dyrebare tillid, end det er at bruge kræfterne på at lappe den sammen igen.

Med mindre man har en butler som Batmans. Alfred – spillet af uforlignelige Michael Caine i Christopher Nolans Batman-film – er ikke en mand af mange ord, men når han siger noget, skal man lytte. »Hvorfor er det, vi falder, Master Bruce?,« spørger han Batman gentagne gange i filmene, hver gang denne har fået bank. Og han svarer selv:

»For at vi kan lære, hvordan vi kommer på benene igen.«