Vis eller vissen?

Ingen af os kan kontrollere den alderdom, vi med usvigelig sikkerhed vandrer imod hver dag. Selv om overskrifterne lokker os til at tro det. Spis dit, undgå dat, gør dit, gør ikke dat. Så vil det gå dig vel, underforstået. Ja, det er muligt. Det er også – lige så – muligt, at det kommer til at gå 180 grader modsat af det, du havde sat næsen op efter. Det taler vi bare ikke så højt om. Eller hvis vi gør det, er det som regel med dyb forurettelse og med ordet: uretfærdigt! som omdrejningspunkt.

Hvad er det, journalister som regel spørger mennesker, der har rundet de 100 eller flere år, om? Opskriften på et langt liv (og at være frisk i pæren samtidig, vel at mærke – det er ikke demente 100-årige, der bliver interviewede). Har de spist fiskeolie og D-vitamin, forsaget flødeskumskager, gået lange ture, løst kryds og tværs (og kunne vi andre få opskriften, tak?)

Jeg ved ikke, hvilken alderdom der venter mig, hvis det altså skal times mig at blive rigtig gammel. Vil jeg trippe forvildet rundt på et plejehjem og kalde på min på det tidspunkt formodentligt længst afdøde mor og kigge forundret på mine børn, når de dukker op, fordi jeg ikke kan kende dem? Eller er det den anden model med en krop, der er forvitret, og hjernen, der er klar?

Lige så lidt jeg kan forudsige dette, lige så meget har jeg tænkt over, hvad det er, jeg – hvis jeg altså er i stand til det – kan repræsentere for mine børn og deres generation, når/hvis jeg bliver gammel. Hvilket sindelag, hvilke værdier, hvilket livssyn? Hvis der skal være nogen som helst mening med, at slægt skal følge slægters gang, så må der også være noget, der er værd for de yngre generationer at tage med sig som brugbart materiale på den videre vandring. Og hvis de ikke synes, at vi er værd at lytte til, så kunne det jo være – fordi de havde ret. Hvis vi arbejder os halvt ihjel for omsider at opnå at gå på pension, så vi kan komme til Spanien og spille golf eller gå i teateret to gange om ugen eller dyrke vinsmagning og fitness, så vi kan holde os unge, så er der måske heller ikke så meget at komme efter?

Så vil jeg hellere ønske at blive pensioneret for at øve mig på at blive gammel og vis. Jeg er ikke helt sikker på, hvad opskriften på dét er, men jeg ved, at man i mange (ikke-vesterlandske) kulturer verden over anser ældre mennesker som en kilde til visdom; som nogle, der er gode til at lytte, og som er værd at lytte til. Og mon ikke det er, fordi de gamle dér øver sig i at være gamle og ikke i at være unge? En kilde er noget, der vander og giver liv fra sig. Hvis vi som ældre og gamle har mest travlt med at gå til plastikkirurg og få strammet løsdelene op eller halse rundt i løbesko for at bevise, at vi stadig kan løbe en halvmaraton, eller altid er på vej til årets næste rejse, hvor vi kan sidde og glo ud over et eller andet hav og sende postkort hjem, hvad er der så at hente og forvente fra os? Det er ikke opøvelse i visdom. Så er vi allerede visnet.

Når begrebet det grå guld er i omløb, handler det ofte om at have et godt blik for den velpolstrede pengepung, som den ældre generation menes at have. Jeg vil hellere gå efter deres velpolstrede sind. Det, som jeg kan lære noget af; det, som kan kaste lys og perspektiv ind over livet og alle dets mærkværdigheder. De gamle mennesker, jeg har haft i mit liv som rollemodeller, har haft adskillige fællesnævnere: deres horisont blev aldrig lille, så alting kun drejede sig om dem selv. De holdt aldrig op med at interessere sig for andre mennesker. De var gode og trænede observatører af livet. De gav sig tid til at lytte, og når de var færdige med at lytte, gav de deres holdning og mening til kende. De løb aldrig tør for humor. De nåede aldrig at visne, før de døde.

Der er noget at leve op til. Hver dag at øve sig på ikke at visne og tørre ind. Så der er noget at øse af, hvis nogen skulle have brug for at blive vandet.