Fortsæt til indhold
Livsstil

ADHD-eksplosion: Børn mangler faste rammer

18.000 børn tager ADHD-medicin, men for nogle er problemet bare dårlig opdragelse.

Altfordamerne.dk

På ti år er antallet af børn, der hver dag tager medicin mod ADHD tidoblet, men medicin er langt fra det eneste svar på den omsiggribende lidelse.

Det konkluderer journalist Marianne With Bindslev, som har jagtet sandheden om ADHD hos eksperter inden for pædagogikken, psykologien og psykiatrien samt hos familier med børn, som har ADHD i en stor artikel i ALT for damerne.

En af dem, der er bekymret over antallet af børn, der får medicin mod ADHD, er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, Carsten René Jørgensen, forfatter til bogen ”Danmark på briksen”. ADHD har spredt sig så hurtigt, at det giver mening at tale om en epidemi, mener han.

Men der kan være mange årsager til den adfærd hos barnet, som tilskrives ADHD fra manglende faglige udfordringer i skolen til dårlig opdragelse, mener Carsten René Jørgensen.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Børneekspert får ”smæk” af datter

Også børnepsykolog Margrethe Brun Hansen påpeger over for Marianne With Bindslev, at mange børn trænger til fastere rammer, end de får af deres forældre i dag.

– I dag slår vi ikke vores børn, men vi straffer dem på en anden måde ved ikke at turde tage lederskabet på os, siger hun.

Ni ud af 10 børn, der henvises til børnepsykologen, har fx ikke ADHD, sådan som forældrene og pædagogerne ofte tror.

I mange tilfælde er medicin dog afgørende for behandlingen af ADHD hos børn i skolealderen, vurderer professor ved Aarhus Universitetshospital, psykiater Per Hove Thomsen, som er formand for det udvalg, der har udviklet retningslinjerne for, hvordan man diagnosticerer og behandler børn med ADHD i Danmark.

Men listen over bivirkninger er lang. De hyppigste er nedsat appetit, søvnproblemer, hovedpine, mavesmerter og svimmelhed. Men man kan også blive ængstelig og irritabel og trist. De langvarige effekter af mediciden kendes endnu ikke.

Læs et længere uddrag af Marianne With Bindslevs jagt på sandheden om ADHD på ALTfordamerne.dk.

Du kan læse hele artiklen i denne uges ALT for damerne nr. 33.