Danmarks dyreste hoteller
<p>Ny opgørelse over landets luksus-hoteller. Konklusionen er krystalklar: Det er lækkert og luksuriøst at sove der, men det koster kassen.</p>
Det er luksusmagasinet QXO, der netop har udfærdiget listen over Danmarks dyreste hoteller.
Hvis du ikke gider det sædvanlige standardværelse på udslidte provinshoteller med halvdårlige 3/4 senge, så tilbyder de fleste hoteller suiter med både mere plads og mere luksus. Her kræses der for dig med alskens service.
Det er naturligvis i København, at de dyreste hoteller findes. Og det dyreste er Hotel D'Angleterre i centrum af København.
Her er de fem dyreste hoteller:
1. Hotel D’Angleterre - Royal Suite
Danmarks dyreste soveværelse finder man på Hotel D’Angleterre, hvor en Royal Suite med to soveværelser koster den nette sum af 20.660 kr. Prisen til trods anbefales det, at man reserverer sin suite mindst to måneder i forvejen.
2. First Hotel Skt. Petri - Star Suite
Nummer to på listen er First Hotel Skt. Petri, hvor man for 19.000 kr. per nat kan booke sig ind i deres Star Suite. Til gengæld kan man så tage sin drink med ud på den 63 kvadratmeter store tagterrasse, der hører til suiten.
3. Hotel Marriott - Royal Suite
Den 170 kvadratmeter store Hotel Marriott Royal Suite koster 18.000 kr..
4. Hilton Hotel - Præsidentsuite
Nøjagtig samme pris må man betale, hvis man vil sove i Præsidentsuiten på Hilton Hotel 18.000. Her har man dog blot 160 kvadratmeter at boltre sig på. Til gengæld er der panoramaudsigt til Kastrup Lufthavn og seks meter til det okselæderbeklædte loft.
5. Hotel Scandic København - President Suite
Top 5 listen rundes af med President Suite hos Hotel Scandic København. Her koster en overnatning 16.650 kr. per nat.
Du kan læse mere om de dyre hoteller på QXOs netsted, hvor du også kan se den komplette liste over de dyreste hoteller.