Fortsæt til indhold
Livsstil

Kaffe er hammersundt: Men særligt én bryggemetode bør en bestemt del af befolkningen holde sig fra

Danskerne har hældt kaffe ned i alle drikkens former i hundreder af år. Og den sorte drik er tilmed hammersund, lyder det fra den kaffekyndige professor Kjeld Hermansen. Men hvis du er en af tusindvis af danskere, der døjer med et udbredt sundhedsproblem, advarer han mod en særlig bryggemetode.

Kaffe er så sundt, at det kan reducere risikoen for flere alvorlige sygdomme. Men faktisk kan visse bryggemetoder også påvirke vores kolesteroltal negativt. Kaffekyndig professor guider til den type kaffe, du bør undgå.

Kaffe i alle drikkens former er en kærkommen daglig opkvikker for milliarder af mennesker: Stempelkande, filterbryg, espresso og instantpulver. Og ifølge læge og adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Kjeld Hermansen kan du roligt drikke løs. De kværnede bønner har nemlig en perlerække af sundhedsfremmende effekter. Selvom nogle bryggemetoder også har deres svagheder.

Kjeld Hermansen har skrevet bogen ”Kaffe” som en del af Aarhus Universitetsforlags bogserie ”Tænkepauser”.

»I et stort studie med mere end 3,5 mio. deltagere var der en reduktion på 14 pct. i dødeligheden, når man sammenlignede kaffedrikkere med dem, der ikke drak kaffe.«

Ser man på en række kræftsygdomme, er der således gode ting at hente i kaffekoppen. Især hvad angår kræft i mundhulen, svælget, leveren, livmoderen, endetarmen og tyktarmen er kaffens gavnlige effekt særligt udtalt, siger Hermansen, der henviser til en overordnet reduktion på 13 pct. i kræfttilfælde blandt kaffedrikkere sammenlignet med ”afholdere”.

»En anden sygdomsgruppe, som mange rammes og dør af, er hjertekarsygdomme,” fortsætter han.

Kaffen er også gavnlig på denne front. Her ses en 10-20 pct. reduktion hos kaffedrikkerne, hvor drikkens mest potente virkning har vist sig at være mod slagtilfælde, forklarer Hermansen.

Parkinsons sygdom og type 2-diabetes kan kaffen også holde stangen – ligesom en kop mokka ifølge studiet også kan forbedre atletiske præstationer og mindske risikoen for trafikulykker.

Men selvom denne opremsning af drikkens helsefremmende kvaliteter kunne antyde det, er alt ikke fryd og gammen ved de ristede bønner.

»Der er visse kaffetyper, der påvirker kolesteroltallet, så det stiger,« siger Kjeld Hermansen.

Espressoshots og kogekaffe

De kolesterolpåvirkende kaffetyper er dem, som ikke filtreres.

»Det vil sige noget, som vi ikke rigtig drikker mere, der hedder kogekaffe,« forklarer Hermansen.

»Det er, når man smider kaffe ned i en kedel og lader det koge.«

Samme uønskede effekt gør sig dog også gældende ved moderne bryggemetoder såsom stempelkander og espressomaskiner, siger professoren.

Hermansen forklarer, at de stoffer i kaffen, som påvirker kolesteroltallet, ikke frasorteres i disse bryggemetoder.

»Men hvis du derimod drikker filterkaffe, som er den foretrukne bryggemetode for 38 pct. af danskere, så påvirker det ikke kolesteroltallet,« siger Kjeld Hermansen.

»Hvis man har tendens til et højt kolesterolniveau, kunne man skifte fra at drikke espresso eller stempelkaffe til at drikke filterkaffe. Og få tjekket sit kolesterol hos egen læge, så man kan se, om det holder vand,« lyder Kjeld Hermansens anbefaling.

Professoren påpeger dog, at selv om de ufiltrerede kaffetyper kan påvirke kolesteroltallet, tyder undersøgelserne på, at disse bryggemetoder også giver de førnævnte positive effekter.

Hvordan brygger man den sundeste kop kaffe?

»Jeg vil sige, at filterkaffe umiddelbart står frem som det, der har de fleste positive effekter,« svarer Hermansen og henviser til, at langt størstedelen af undersøgelserne på området er lavet med udgangspunkt i denne bryggemetode.

»Med hensyn til instantkaffe har jeg heller ikke kunnet se, at der skulle være noget, der animerer til at tro, at det er usundt,« tilføjer han.

Lider man af angst eller er man gravid, bør man dog holde lidt igen med kaffeindtaget. For meget kaffe kan udløse angstanfald, ligesom det kan øge risikoen for abort og tidlig fødsel.

Angstsyge bør derfor holde sig under fire daglige kopper, siger Hermansen. I Danmark fraråder man gravide at indtage mere end 300 mg koffein om dagen. Det svarer til cirka tre kopper kaffe.

Er man derimod sund, rask og heller ikke gravid, kan man »med sikkerhed« hælde op til otte kopper kaffe ned om dagen uden nogen videre bekymring, lyder det fra professoren – i hvert fald ikke for andet end sin nattesøvn.

En legitim nydelse

Det er dog ikke kaffens helbredsmæssige gavn, der får danskerne til at hælde drikken ned.

Siden bønnerne for første gang kom til landet i slutningen af 1600-tallet, har de været påskønnet for deres opkvikkende virkning, men især kaffens funktion som et socialt samlingspunkt og et acceptabelt afbræk fra arbejdet har drevet drikkens popularitet. Det fortæller Frederikke Heick, som er etnolog og madhistoriker.

»Kaffe er en legitim form for nydelse,« fortæller hun.

Kjeld Hermansen er adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og forfatter til Tænkepause-bogen "Kaffe”. Foto: Anders Bach

Sådan har det været lige fra bondestandens kogekaffe til efterkrigstidens filterbryg og den moderne verdens bugnende udvalg af espressodrikke, pour over, kolbekaffe og Aeropress.

Kaffepauser og -aftaler er blevet så indgroet en institution, at kaffen knap kan undværes.

»Under Anden Verdenskrig var kaffe svært at skaffe. Men vi havde stadig kaffeerstatning og en kaffepause.«

Frederikke Heick minder også om, at man jo fortsat »kan mødes til en kop kaffe uden at drikke kaffe«.

Netop fordi kaffe nydes af høj som lav, kan måden hvorpå vi foretrækker vores kop brygget, og om vi har hang til Rød Merrild eller økologisk Fairtrade, også bruges som en statusmarkør, forklarer Frederikke Heick.

»Ligesom med vin er der noget kulturel kapital i kendskabet til, hvilken kaffe man vil have – og hvordan man vil have den,« siger hun og tilføjer:

»Så er det jo klart, at man kan tage ud og fremvise den kapital de rigtige steder. Eller sikre sig, at man ikke viser den de forkerte steder.«

Artiklens emner
Kaffe
Sundhed