Fortsæt til indhold
Livsstil

Derfor tror vi at mænd er mere utro: »Kvinder er de rene gestapoer på det felt«

Der er ikke mange områder inden for parforholdet, som ikke er blevet ramt af ligestilling. Et sted står dog stadig til troende: Mænd er mere utro end kvinder. Eller er de bare for dårlige til at skjule sporene?

TEA SLETVED

Mænd knalder udenom. Sådan er de. Rigtig mange af dem. Det ligger nærmest i deres natur, de skal erobre, sprede deres sæd og sikre slægtens overlevelse.

Engang var det i hvert fald sådan - i dag tegner der sig i følge flere parterapeuter et noget andet billede.

Historisk set har mænd haft retten til at holde sig elskerinder, uden det var noget, hustruen kunne tillade sig at brokke sig over. Det har som så meget andet på det ægteskabelige område ændret sig gevaldigt. Det er for de fleste forholds vedkommende overhovedet ikke i orden at have affærer udenfor ægteskabet.

Men det er som om, mænd ikke har opdaget det. I Hvert fald er de fortsat ufortrødent med at snyde sig til sex med andre damer end fruen derhjemme, nu bare i det skjulte. Selvfølgelig er kvinder også utro, men de når ikke mænd til sokkeholderne, når det kommer til sidespring.

Myten om, at mænd er mere utro end kvinder bekræftes ikke kun at snakken i venindeflokken, men også af de fleste undersøgelser en hurtig google-søgning kan fremskaffe.

Der er stadig tendens til, at kvinders utroskab har mere emotionel karakter, hvor det handler om mere end sex, og at det med sex til firmafesten stadig er en mandeting.
Tomas Friis, parterapeut

For eksempel har 15 procent af alle mænd, der bor sammen med deres kone eller kæreste haft et sidespring mod kun 7 procent af kvinderne, viser en undersøgelse foretaget for Søndagsavisen af YouGov.

I en undersøgelse, som datingsiden for utroskab, Victoriamilan.dk, har lavet på sine medlemmer, er 63 procent af medlemmerne mænd mod 37 procent kvinder.

Kvinder er føle-føle-utro

Den er åbenbart god nok, du skal stadig holde godt øje med din mand, kvinde. Eller hvad?

Det kan godt være, det var sådan en gang, det findes der af gode grunde ikke undersøgelser af, men i dag holder det ikke, lyder det fra parterapeut Tomas Friis.

»Hvis vi tager det at bryde forholdskontrakten på en måde, du helst ikke vil opdages i, så har kvinder og mænd ikke noget på hinanden. De anekdotiske beviser, der cirkulerer i venindeflokken dur ikke. Selv om rigtig mange af de her ikke særlig dybe undersøgelser på nettet hælder til, at mændene er mest utro, så er det ikke det, jeg ser i virkeligheden.«

Selv om kønnene i parteraputens praksis altså er nogenlunde lige gode om utroskab, er der dog to ting, der er meget forskellige for mænd og kvinder, erfarer han.

»Der er stadig tendens til, at kvinders utroskab har mere emotionel karakter, hvor det handler om mere end sex, og at det med sex til firmafesten stadig er en mandeting. Og så er der også det, at kvinder, der oplever at have god sex med den samme partner flere gange, har markant højere tendens til at forelske sig i denne partner, end mænd har. Mænd har en højere trigger for forelskelse. Så kvinder er føle-føle-utro og mænd er kneppe-kneppe-utro.«

Mænd vil gå hele vejen

At der er forskel på kønnenes motivation for sidespring oplever også parteraput Katrine Axholm:

»For mænd handler utroskab om selve scoringen, eller at de vil have sex, og de vil gerne gå hele vejen. For kvinder handler det om at blive set, og så finder de en, der er god at tale med. Eller de keder sig, og så får de en fling. De har også sex, men det er ikke det, det handler om. Derfor er der mange kvinder, der synes, det er meget frækkere med sms- eller mail-flirt, for dem handler det ikke om penetreringsdelen,« uddyber hun.

Hun oplever også, at kvinderne i den grad er kommet efter det, en udvikling hun især har set tage fart de sidste fem til ti år.

»Faktisk tænker jeg, at hvis jeg ser på dem, jeg har i terapi lige nu for utroskab, så er der en tendens til, at det er kvinden, der har været utro. Og manden er helt i chok, for han troede, at “vi havde det da meget godt, havde vi ikke?”« fortæller hun.

Mænd er dårlige undergrunds-guerillaer

Når manden ikke har fanget noget som helst om konens utroskab, er der måske en god grund, som også skal findes i forskellen på kønnene og deres håndtering af utroskab, mener parteraputen Tomas Friis.

Kvinder er bedre til at skjule det og har lettere ved at tilbagevise det, det ser ud som om, de har lettere ved at lyve. Hvis man går en mand klingen, så kan man se, om han lyver eller ej, der er kvinder bare bedre.
Uffe Bodeholt, privatdetektiv

»Kvinder er markant bedre til at skjule utroskab. De sløser ikke med ”beviserne” og kvajer sig og blive opdaget. Mænd har telefonen liggende åben på køkkenbordet, mens der højlydt tikker sms’er fra elskerinden ind. Mænd er markant dårligere til at være undergrunds-guerillaer i det felt.

De er også langsommere til at opdage, hvis deres partner er utro, for de er fokuseret på alt det uden for relationen, arbejdet, deres præstationer og så videre. Kvinder er mere relationsorienterede og har antennerne længere ude, så de opdager det hurtigere. Kvinder er rene gestapoer på det felt,« siger han.

Og det er der måske noget om. Kvinder evner simpelthen bedre at sløre sporene efter sig, lyder det fra en mand, som har erfaring ude fra felten, om man så må sige. Uffe Bodeholt er privatdetektiv og direktør i efterforsknings- og detektivbureauet UIP, og han har i 20 år som del af sit detektivarbejde efterforsket kvinder og mænd med henblik på at afsløre utroskab.

Kvinder er mere snedige

»Kvinder er bedre til at skjule det og har lettere ved at tilbagevise det, det ser ud som om, de har lettere ved at lyve. Hvis man går en mand på klingen, så kan man se, om han lyver eller ej, der er kvinder bare bedre. Mænd er mere kluntede i deres adfærd, hvis man kan sige det sådan, de laver alle de klassiske fejl som for eksempel den med mobilen, der ligger fremme og afslører dem. Kvinder er bare mere snedige. Men hvis vi bliver koblet på, finder vi ud af, hvordan det hænger sammen, uanset om det er en kvinde eller en mand.«

Jeg er lige nødt til at høre dig: Når du siger, at kvinder virker bedre til at lyve, hvorfor mener du det, har vi simpelthen mindre samvittighed?

»Til det kan jeg vel svare, at mænd er nemmere at narre i disse spørgsmål. Kvinder er mere sociale, har lettere ved almen kommunikation og er mere eller mindre vant til at styre deres mænd med kvindelist, det ser vi jo alle vegne. Det er naturligvis stærkt generaliserende, men i en hurtig, lidt provokerende vending kan man udtrykke det sådan.«

Det ser altså ud til, at vi er lige gode om det med at have affærer. Myten om, at mænd er mere utro står for fald, men en ny lever måske: Kvinder er bedre til at skjule utroskab end mænd.