Roskilde Festival bliver i stigende grad kontaktet af utilfredse og bekymrede forældre
Festivalen opfordrer forældrene til at lade deres børn »flyve«.
De befinder sig selv langt væk fra teltene, det flydende øl og de dundrende anlæg, der hamrer musik af sted til langt ud på morgenen.
Alligevel har en række forældre siden lørdag valgt at give en anmeldelse af Roskilde Festival 2017 på Facebook - og dommen er sjældent hverken flatterende eller fuld af superlativer.
En af forældrene underskriver sig som »en bekymret mor« og slår fast, at »der er åbenbart kaos på Roskilde 2017 allerede«.
»Mange unge mennesker, incl. min datter, har ligget i kø i 24 timer inden start kl 16 i dag (lørdag, red.). De løber som alle andre, finder et sted at campere, for herefter at blive forvist sammen med 500 andre fra området, grundet brandsikkerhed. Ingen skiltning overhovedet. Nu har de intet sted at være og beskeden er, at de må vente til kl 22 andre siger kl 24, til de får en plads. De er våde og frysende og det er bare ikke i orden!« skriver hun.
Nogenlunde samme melding kommer fra en anden mor, der har skrevet følgende indlæg på Roskilde Festivals Facebook-side:
»Så fik min datters gruppe en teltplads, men blev smidt væk af en gruppe større unge !!!! De rev deres telte ned og overtog pladsen. Hvor er Roskilde, hvor er vagterne ?? Amatører..«
Det har fået en del andre Facebook-brugere til at kritisere forældrene eller skrive sarkastiske beskeder.
»Opråb! Noget må gøres! Det kan ikke passe, at de unge mennesker som til daglig får alt serveret på et sølvfad af deres forældre skal overlades til sig selv. Hvem skal hjælpe dem med at stå i kø? Hvem skal hjælpe dem med at stille deres telt op?« skriver en af brugerne.
Hos Roskilde Festival har man i de seneste fem-ti år oplevet, at forældre i stigende grad blander sig i det, deres børn oplever på festivalen.
Festivalens infocenter bliver blandt andet ofte ringet op af forældre, der vil have dem til at sikre, at deres børn har det godt, siger talskvinde Christina Bilde til DR.
»Grundlæggende tænker jeg, at man sender sit barn eller sit unge menneske afsted, og så skal man gøre det og lade dem flyve. De er rigtig gode til at passe på hinanden, og de kommer hjem efter en uge og er vokset, hvis man lader dem vokse,« siger hun.
Roskilde Festival åbnede for gæsterne lørdag klokken 16. Der vil være musik fra på onsdag til lørdag, heriblandt fra Foo Fighters, The Weeknd, Ice Cube, Arcade Fire og The xx.