Fortsæt til indhold
Musik

Upopulær medicinkonge bruger 13 millioner kroner på et hip-hop-album

Den kontroversielle erhvervsmand Martin Shkreli har købt en meget dyr cd.

Lige godt 13 mio. kr. eller 438.709 kr. per sang. Det er salgsprisen på verdenshistoriens muligvis dyreste cd.

Det var da også en opsigtsvækkende salgstale, Robert Diggs alias RZA sidste år leverede, da han som producer og spydspids for rapgruppen Wu-Tang Clan annoncerede, at bandets kommende album kun ville udkomme i et enkelt eksemplar.

Albummet skulle sælges til det højeste bud som et unikt kunstværk.

Køberen er nu fundet, og prisen er løbet op i 2 mio. dollars svarende til 13,6 mio. danske kroner. Det skriver Bloomberg.

Torsdag kunne mediet afsløre køberen som Martin Shkreli, direktør for det amerikanske selskab Turing Pharmaceuticals. Shkrelis kom senest i mediernes søgelys, da han i september besluttede at lade prisen på et livsvigtigt medicinpræparat eksplodere.

Præparatet Daraprim, som bl.a. benyttes af aids- og kræftpatienter samt spædbørn med svækket immunforsvar, gik fra en pris på 90 kr. til omkring 5.000 kr. per pille.

Præparatet havde været på markedet de seneste 62 år, men efter Shkrelis selskab opkøbte rettighederne, stemte prisen på 90 kr. ikke overens med omkostningerne, lød forklaringen, der skulle overdøve den sønderlemmende kritik fra flere interesseorganisationer.

Shkreli fik også hårde ord med på vejen fra præsidentkandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump, mens nyhedsmediet BBC skrev, at rigmanden muligvis var den mest forhadte mand i USA. Selv sammenligner Shkreli nu bedriften med, at en basketballspiller får kritik for at score for mange point.

Bloomberg skal have modtaget en mail fra RZA, der fortæller, at købet af albummet allerede var kommet i stand i maj, inden Shkrelis kontroversielle forretningsmetoder kom frem.

Oprindeligt havde Wu-Tang besluttet, at man ville forbyde køberen at offentliggøre albummet i 88 år efter købet. Senere blev det besluttet, at køberen blot ikke måtte udnytte albummet kommercielt. Den nye ejer kunne blive den eneste, der nogensinde hørte sangen, hvis det var det, han ville.

Albummet Once Upon a Time in Shaolin kommer i en specialfremstillet, håndlavet boks med en læderindbundet bog af pergament, der indeholder sangteksterne og baggrundhistorierne til sangene. Angiveligt tiltrak budkrigen utallige interesserede private samlere, trofæjægere, milliardærer og virksomheder. De mest seriøse potentielle købere fik lov at høre 13 minutter med højdepunkter fra pladen under private sessioner i New York.

Blandt dem var Martin Shkreli. Han blev bl.a. lokket til købet ved tanken om, at et soloejerskab af albummet ville give ham mulighed for at omgås berømtheder, der gerne ville høre sangene.

Shkreli har endnu ikke selv lyttet til albummet. Det gemmer han til en regnvejrsdag. Med mindre sangerinden Taylor Swift får lyst til at kigge forbi for at lytte med før tid, fortæller han til Bloomberg.

Han har tidligere investeret i Kurt Cobains visakort og håber, at flere store musikere vil producere private albums, han kan opkøbe.