Her er Eurovisionens bundskrabere
Ønsket om at få et overskæg brændte ikke igennem hos hverken seere eller juryer i Eurovision.
Ingen af de deltagende lande gik fra Eurovision-finalen med 0 point, men det var tæt på.
Jyllands-Postens musikredaktør Peter Schollert kaldte ellers Frankrigs bidrag for "intelligent", men hverken seere eller juryer var enige.
Således fik franskmændene i bandet Twin Twin blot to point - ét fra Finland og ét fra Sverige - for den overgearede sang "Moustache", som handler om manden, der har det hele, men mangler et overskæg. "Jeg vil have et overskæg," lyder det flere gange i omkvædet.
Ikke siden 2009 er Frankrigs bidrag endt i top 10 og denne gang endte det med sidstepladsen, nummer 26.
Fløjten overbeviste ikke
Slovenien klarede sig næstdårligst med ni point, hvoraf de otte kom fra Montenegro og det sidste point fra Makedonien.
Fløjtenisten og sangerinden Tinkara Kovač havde taget sit instrument med på scenen til sangen "Round and Round", som til alles store overraskelse klarede sig videre fra semifinalen.
San Marino, som ligeledes overraskede med at komme i finalen, kunne kun hale 14 point hjem lørdag aften, hvilket gav en plads som nummer 24.
San Marinos "succes"
Det lille lands deltagelse i Eurovision har været en kort og turbulent affære. I 2008 deltog San Marino for første gang, men allerede de to efterfølgende år valgte man at blive hjemme af økonomiske årsager.
I 2011 var San Marino atter med, men nåede ikke videre fra semifinalen, og i 2012 blev sangen "Facebook Uh, Oh, Oh" diskvalificeret, fordi den brød reglen om, at sangene ikke må have et kommercielt indhold. Titlen blev i stedet ændret til "The Social Network Song", men hverken den eller bidraget i 2013 gav en finaleplads.
Således kan Valentina Monettas storladne ballade "Maybe" på nogle måder anses for at være en succes.
Malta endte på plads nummer 23 med sangen "Coming Home" af familiebandet Firelight, som udløste 32 point - hele 10 af slagsen fra Storbritannien.
Og Aserbajdsjan kunne akkurat klemme sig op på pladsnummer 22 med 3 point. Den jazzede ballade "Start a Fire" med Dilara Kazimova opnåede endda toppoint en enkelt gang under pointgivningen, da San Marino var gavmild. mens Rusland gav 10 point.