Så er glimmerfesten i gang
Det store sangshow: Besøgende fra hele verden er i København i forbindelse med Eurovision Song Contest.
En kæmpemæssig professorterninge-formet scene med en enorm bagvæg bestående af en over hundrede meter lang storskærm møder publikum fra hele verden, når det træder ind i de omdiskuterede B&W Hallerne på Refshaleøen i København.
En kontrast af dimensioner. For set udefra er hverken bygningen eller området på Eurovision Island prangende.
Som den svenske journalist Hanna Fahl fra Dagens Nyheter beskriver grandprix-sitet:
»Arenaen, der på ydersiden ser ud som en betonklods, som Gud glemte engang under Den Kolde Krig, er cool inden i, og scenekonstruktionen er pæn og futuristisk.«
Pæn eller ej. Efter mange måneders forberedelse er den store sangkonkurrence og det medfølgende publikum endelig kommet til København.
»Hallo hallo«
Det bliver dog langtfra fulde huse, som dette års Eurovision-deltagere skal spille for.
En simpel søgning på Billetlugen, som udbyder billetterne, viser, at kun finaleshowet lørdag aften er udsolgt. Der er stadig få billetter tilbage til familie-finaleshowet lørdag eftermiddag, og til tirsdag aften, da første semifinale blev sendt ud til hele verden, var der god mulighed for at få billetter.
Torsdag aften, da anden semifinale transmitteres til de 170 mio. seere, bliver det med en nogenlunde fyldt sal. Men torsdag eftermiddag, familieudgaven af anden semifinale, kan blive en flad fornemmelse for de optrædende. Her viser Billetlugens hjemmeside nemlig række efter række med tomme sæder.
Det præcise antal solgte billetter vil DR dog ikke ud med.
»Skibet skal sejle i nat«
»Antal solgte billetter og billetindtægter udgør en andel af den samlede programøkonomi, som DR normalt ikke udtaler sig om af konkurrencemæssige årsager,« skriver executive producer på Eurovision Pernille Gaardbo i en e-mail til Jyllands-Posten og tilføjer:
»Alle aftenforestillingerne er udsolgte eller næsten udsolgte, mens de såkaldte familiesemifinaler stadig har ledige pladser – men på et niveau, som vi har forventet og er tilfredse med.«
Med en frisk sejltur over vandet i Københavns Havn er det ikke mangel på idylliske transportmetoder, der gør, at publikum bliver væk fra Refshaleøen.
For de knap så søstærke kører jævnligt shuttlebusser til og fra arenaen på Eurovision Island, men alligevel er ikke alle tilfredse.
»Jeg har ingen idé om, hvor havnebussen er – jeg har aldrig fundet den – men til sidst fandt jeg den almindelige bus, som stopper omkring 2 km fra Eurovision-arenaen. Så alle vil få en lang vandretur til og fra busstoppestedet. For pressen, der bærer stativer, kameraer og andet udstyr, er det en total katastrofe,« skriver journalisten David Thielen om transportfaciliteterne på wiwiblogs.com.
Ikke kun Refshaleøen er på den anden ende i disse dage. Hele byen summer i forbindelse med sangfesten, og flere steder er opstillet scener, hvor tidligere grandprix-hits spilles, mens der også er events, hvor bøsser og lesbiske par kan sige ja til hinanden.
Justerede priser
Den store folkefest kan bl.a. ses med de mange besøgende, der er rejst til København i forbindelse med dette års Eurovision. Og det selv om overnatningerne er en dyr omgang.
En overnatning på et københavnsk hotel i denne uge er nemlig væsentlig højere end normalt.
»Priserne justeres på samme måde, som hvis det var flysæder. Øget efterspørgsel betyder, at priserne justeres – altså stiger. Også selv om alt ikke er udsolgt,« siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for Horesta, brancheorganisationen for hoteller og restauranter.
Hvor kommer de fra?
På trods af de høje priser for en god nats søvn har de københavnske hoteller ifølge Jens Zimmer Christensen oplevet, at der er flere bookinger end normalt.
»Vi kan bestemt mærke det på hotellerne og restauranterne i byen. Som det ser ud nu, har vi fået meldinger om, at der er ”pænt flere” bookinger, end der var i samme periode sidste år. Men hvor mange det præcist drejer sig om, kan jeg ikke sige noget om endnu,« siger han.
I ugerne efter det store Eurovision vil Horesta dog lave en undersøgelse af deres hoteller og restauranter for at få klare tal og indikatorer på, hvad effekten rent faktisk har været, og hvor de mange besøgende kom fra.