DR fjernede svenskerjokes fra Eurovision før 1. semifinale
"Det var ikke JoinUs-agtigt," lyder forklaringen fra DR om den kærlige hån af svenskerne.
Da der mandag eftermiddag var kostumeprøve på 1. semifinale i Eurovision, gav de tre værter Lise Rønne, Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk en smagsprøve på typisk dansk ironi.
Showet blev indledt med en tak til Sverige for værtsskabet ved sidste års Eurovision, og de tre lovede, at de ikke ville gøre grin med nabolandet.
Ikke desto mindre ville de med et glimt i øjet lige nævne, at Sverige kun blev nummer 14, da Danmark vandt sidste år.
Og da Danmark vandt Eurovision i 2000 skete det ligeledes på svensk grund, hvilket også var tilfældet ved EM i 1992, hvor Danmark uventet slog Tyskland i finalen.
Ikke JoinUs-agtigt
Men den kærlige hån af svenskerne var forsvundet ved jurysemifinalen mandag aften.
"Vi synes ganske enkelt ikke, at det fungerede. Det var ikke sjovt. Og det er jo derfor, man har prøver, for at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Nogle ting er røget ud, og andre ting er blevet tilføjet," siger DR's head of show Jan Lagermand Lundme.
DR har valgt slogannet JoinUs til dette års Eurovision og har også helt konkret involveret seerne, som har kunnet indspille Emmelie de Forests "Only Teardrops" online, hvorefter DR har samlet alle stemmerne til et massivt kor, som kan høres ved 1. semifinale tirsdag aften.
Kan ikke vide, hvordan Portugal ville tage det
"Når man har et tagline, der hedder JoinUs, så skal man også vise det, og jeg synes ikke, at svenskervittigheden var Joinus-agtig. Den var absolut ikke ment alvorligt, men hvis man har den mindste anelse om, at nogen kunne tage det alvorligt, så fungerer det ikke," forklarer Jan Lagermand Lundme.
Han fortsætter:
"En ting er, at svenskerne har samme humor som os, men vi ved jo ikke, hvordan det ville blive modtaget i Portugal. Ville man kunne forstå vores mærkelige humor der?"
Er der ikke en risiko for, at showet så bliver skabelonagtigt og kedeligt?
"Vittigheden var jo en lille bitte ting, og nu har vi så puttet en anden humorting ind i showet. Der er så meget kant i det, i forhold til hvad der plejer at være, men det skal ikke have kant bare for at have kant, for hele Europa skal kunne være med."
Hele Europa og store dele af den øvrige verden kan se med tirsdag kl. 21, hvor Sveriges bidrag "Undo" med Sanna Nielsen i øvrigt er blandt favoritterne.