Fortsæt til indhold
Musik

TV-2 opnår dobbelt-platin

Århusgruppens nye album er blevet en sællert. Om kort tid tager kvartetten på turné.

Flere musikanmeldere gav albummet en lunken kritik.

Men fans og musikforbrugere har taget TV-2s nye album "For dig ku jeg gøre alting" til sig.

Gruppens pladeselskab EMI oplyser, at albummet netop har passeret et salg på 75.000 eks. Det giver bandet en såkaldt dobbelt platin-certificering.

Større succeser

Der er dog et godt stykke vej til salgstallet for det forrige album, "De første kærester på månen", der udkom i 2005. Det har solgt over 150.000 eks.

Det bedst sælgende album for gruppen er "Rigtig Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl". Det udkom i 1985 og har solgt en kvart mio. eks.

Meget i medierne

Blikfanget på det nye album har været nummeret "Randers Station".

Desuden har bandet og ikke mindst sanger og sangskriver Steffen Brandt været en masse i både trykte og levende medier i de forgangne uger.

Gruppen optrådte f.eks. i det gamle år på Rådhuspladsen i København, og forleden fik TV-2 sendetid på DR i forbindelse med et sportsshow.

Gruppen tager om kort tid på en Danmarksturné.

Som opvarmning giver bandet 19. januar et par mini-koncerter på togturen mellem Århus og København.