Med det ene ben i USA
Singer/songwriter Martin Høybye er tit sammen med amerikanske kolleger.
Martin Høybye:
FROM HERE TO HEAVEN
Songcrafter Music
Indflydelsen fra amerikansk musik er ganske åbenbar, og i perioder føler man sig hensat til god singer/songwritermusik fra 1960’erne og 1970’erne. I det billede passer ligeledes Høybyes hæse stemme.
Slutindtrykket er en velproduceret skive, hvor de få instrumenter fremstår dejligt rå. Det står fint til teksterne, der eksempelvis omhandler en ung mand, der blev dræbt i Irak, foruden et kraftigt udfald mod verdensledere, der køber sig billige points ved at (mis)bruge religion.
Imidlertid står teksterne ikke altid så stærkt i billedet som musikken. Tendensen er for mange gentagelser af omkvæd, og enkelte med for lidt indhold.
Først i USA
Martin Høybyes debutalbum ”East Of November” udkom først i USA, inden den blev tilgængelig i Danmark, hvor den siden blev nomineret til en Danish Music Award. ”From Here To Heaven” er hans andet udspil. Titelnummeret er skrevet i samarbejde med Teitur fra Færøerne, ellers står der Martin Høybye alene på resten.
Han var med i første årgang af DR’s ”Karrierekanonen” og opholder sig nu tit i USA for at samarbejde med og blive inspireret af sangskriverne der.