TV-2s bagkatalog får to til seks stjerner

I anledning af TV-2s nye album giver musikanmelder Anders Houmøller Thomsen stjerner til TV-2's bagkatalog. Højdepunkterne får seks stjerner, de dårligste album får to af slagsen.

Artiklens øverste billede

TV-2 er historien om den grimme ælling med de stækkede vinger, der endte med at blive det første danske band på månen.

Gruppen var i de unge år et meget håbefuldt - og temmelig håbløst - opkomlinge-band, som f.eks. gladelig tøffede 1000 kilometer i en faldefærdig Mercedes til en bjergside i Tyskland, for at spille for 37 hippier.

Men allerede i de tidlige 80’ere havde bandet vokset sig til en ren rock/pop-gigant, der turnerede rundt for fulde huse med succes og stjerner på.

Sanger og sangskriver Steffen Brandt er også for længst blevet kanoniseret som en af danskernes favorit-stemmer ud i opvakt poplyrik.

Med ord, der både kæler for - og kradser i - den danske folkesjæl. Samtidig har hans sange siden udgivelsesdag ét haft et gulnet skær af små-nostalgisk jagt på den tabte ungdom, hvor omdrejningspunktet ofte er bristede og lasede drømme og en spændt følsomhed så elektrisk, som den vi alle oplever på sidste skoledag.

Men nu gælder det altså et tilbageblik på TV-2 selv. Så fortiden med Taurus, det hemmelige ”The Beautifuls”-projekt fra 1982 og greatest-udgivelserne er ikke inkluderet i nedenstående gennemgang.

Fantastiske Toyota (1981)

Sideløbende med at TV-2 var på vej med debuten gav Steffen Brandt den som en slags keyboard-vikar i Kliche.

Han valgte dog klogeligt at satse på TV-2, og snuppede en del inspiration fra Kliche med over til indspilningen af ”Fantastiske Toyota”. Bare lyt til titelnummerets stålsatte og knejsende drive.

Men reaktionen var mindre fantastisk, og gruppen var faktisk så spillesulten, at musikerne - helt utidigt - dukkede op ved Skagen Vise Festival!

En skægget og forarget folkemusik-entusiast, som var på vej væk fra de moderne syntetiske toner, råbte: ”Kom alle I, der vil høre ordentlig musik”. Ingen fulgte ham dog. Her var trods alt noget nyt på spil. Selv om debuten var ufærdig og famlende, var der noget i gære.

Fantastiske træffere: ”Ib René, Cairo” og ”Fantastiske Toyota”.

Salgstal: 25.000 eks.





Verden er vidunderlig (1982)

TV-2 og Steffen Brandt var endnu ikke klar til at træde rigtig i karakter og ud af skyggen fra Kraftwerk-, Brian Eno- og Kliche-inspirationen.

Her er mere upersonlig, distanceret ironi over kølig og industriel samtid – sine steder med lyriske pletskud: ”Vi tror at græsset gror på skrænterne af alle motorveje/og der er to centimeter til den nærmeste hånd/der kan få dig til at synge/mere end tusind eksplosioner/for verden er vidunderlig.”

Men også letkøbte reklame-associerende gimmicks: ”Irma, gi’ mig plads i din butik/la’ mig spejle din smukke krop i mit blik/Yeah, yeah, Goodyear, kør mig over, kør mig væk/la’ mig mærke det faste greb fra dine dæk”.

Vidundere: ”Husker du så glemmer jeg”, ”Verden er vidunderlig” og ”Vi skaber en verden perfekt”.

Salgstal: 22.000 eks.





Beat (1983)

Så drønede Toyotaen og fremmedgørelsen ud i horisonten, og Steffen Brandts lune hjertelighed blev kørt i stilling.

Den uopslidelige ballade ”Bag duggede ruder” har dybde og popmusikalsk storhed og tæller stadig blandt de bedste danske kærlighedssange nogensinde.

Men TV-2 drillede og jonglerede også begavet med selve ”pop”-begrebet og stak til tidens opportunisme.

Både i ”Pop og kun pop” og den maskinelle og rappende opdatering af den gamle ”Admiralens Vise” (”Popmusikerens Vise”), der blev et smask-hit. TV-2 var ikke længere bare på vej. Nu kørte det på skinner for de unge århusianere.

Popmusikerens bedste viser: ”De Lyse Timer”, ”Popmusikerens Vise” og ”Bag duggede ruder”

Salgstal: 50.000 eks.





Nutidens unge (1984)

Steffen Brandt både lånte fra, legede med og berigede tidens sproglige univers på albummet med den klare varedeklaration: ”Nutidens unge”.

Melodierne er smittende, og det kommercielle antrit blev skærpet af producer Michael Bruun fra Tøsedrengene. TV-2 indtog for alvor landet som live-band, og det unge publikum kunne ikke få nok. TV-2 ville ha’ verden. Og de blev i hvert fald verdensberømte i Danmark.

Det er utrolig godt gået: ”Ræven og rønnebærrene”, ”Blod, sved og tårer” og ”Be Babalula”

Salgstal: 100.000 eks.





Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl (1985)

Lige fra den uforglemmeligt filmiske intro på ”Rigtige mænd” er der dømt tour de force på dette mesterværk af et album.

Hans Erik Lerchenfeldts guitar-soli er skarpe som vintersol og søde som sommerkys, og Steffen Brandts sange har urolig nerve og satirisk bid. Balancen mellem dobbeltbunden provokation og guddommelig ironi er perfekt afbalanceret. Som i titelsangen, der spidder tidens yuppie/macho-narcissisme.

Men som også leverer en velfortjent kæberasler til overvintrede bløde mænd fra 70’erne. Og hvis hele verden er fra forstanden, så lunede det jo med rigtige danske pop-mænd, der kunne levere dansksprogede sange med overbevisende evergreen-kvaliteter.

Rigtige hits: ”Rigtige Mænd”, ”På Skanderborg Station”, ”Eventyr for begyndere”, ”Det er mig du drømmer om” og ”Hele verden fra forstanden”.

Salgstal: 250.000 eks.





En dejlig torsdag (1987)

TV-2 optrådte allerede som topnavn ved Grøn Koncert i 1986, så skulle folkelighed og flinkeskole nu erstatte den progressive og aggressive pop?

Der er antydninger af musikalsk automatpilot og lidt for jovial Brandtsk knæk-prosa på ”En dejlig torsdag”.

Men hans behandling af umulige mande-idealer (”Tidens kvinder”) og den rene rå kønskrig (”Starwars”) peger i en anden mere frustreret og utilpasset retning. Nej, TV-2 styrer heldigvis mest uden om Shu-bi-dua-løjer: ”Og hva’ ska’ man mene og hvem ska’ man tro/når de påstår det hele nok ska’ gå/vi har check på situationen/klaphatter hele nationen”.

Dejlige indslag: ”Tidens kvinder”, ”Rita (for fanden)” og ”Fri som fuglen”.

Salgstal: 130.000 eks.





Fri som fuglen (live-album 1987)

Så er det blevet tid til et pusterum med en live-plade, som illlustrerer, at TV-2 også kan omsætte studie-kreationerne til et slagkraftigt scene-show.

Så fuglene synger: ”Blod, sved og tårer”, ”Eventyr for begyndere” og ”Be Babalula”.

Salgstal: 68.000 eks.

Nærmest lykkelig (1988)

Begrebet ”Danmarks kedeligste orkester” har sjældent været så langt fra sandheden som her.

Steffen Brandt og TV-2 lyder mere modnet i tekst og toner i forhold til den jævnbyrdige ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl” – men bare rolig: Vildskaben, passionen og længslen slider i den voksne mand, der tilsyneladende lykkelig trasker rundt med sin barnevogn i det mørke Jylland.

For livet suser forbi og ”drømmene løber i vand”. Aldrig før eller siden har Steffen Brandt fået så perlende sange til at swinge med så jordbunden jysk observans og så euforisk sulten poesi. Som han besværger i ”Turbo” (titlen er inspireret af Per Højholt): ”Og alt hvad jeg vil ha’/er røgen fra din cigaret/varmen fra din smukke krop/et sidste sug af evighed/før det er forbi.”

Turbo-lykke: ”Det mørke Jylland”, ”Turbo”, ”Kys det nu (det satans liv)” og ”Alt hvad hun ville var at danse”.

Salgstal: 180.000 eks.





Vi blir alligevel aldrig voksne (1990)

Pop-poesien blomstrer stadig på ”Vi blir alligevel aldrig voksne”, men musikken glider sine steder faretruende ind i en døs af modstandsløs mainstream og gentagelser.

Den syntetisk smukt designede ”Rejsen til Rio” - om en dannelsesrejse, der ender i en blindgyde af forbandet frihed - viser dog, at TV-2 stadig er mesterlige, når de rammer formen.

Kom og se, far danser: ”Jeg vil ha’ dig”, ”Rejsen til Rio” og ”Sænk mine skibe”

Salgstal: 120.000 eks.





Slaraffenland (1991)

TV-2 trak gruppens turné-hornsektion, The Århus Horns, med i studiet, og ”Slaraffenland” var delvis selvproduceret.

Bandet kaldte albummet en ”renselsesproces” og ”en nødvendig plade”, men publikum var med rette skeptisk, salgstallet blev mere end halveret i forhold til forgængeren, og TV-2 måtte erkende, at bandet trods alt ikke kunne gå på vandet.

Slaraffen-band: ”Alt hvad du ønsker” og ”Mean blues”.

Salgstal: 54.000 eks.





Verdens lykkeligste mand (1994)

TV-2 var nu for alvor ved at blive en tv-station - og ikke et band - i danskernes bevidsthed, men den magtbalance rykkede ”Verdens lykkeligste mand” alvorligt ved. Steffen Brandt angreb med stor effekt det magelige velfærds-brokkeri i klient-samfundet Danmark.

Og tænk hvis den sang var blevet skrevet ti år tidligere! Men bedre sent end aldrig, og med Verdens lykkeligste mand, var meget af det ferme melodi-snedkeri tilbage og humoren var skarp og målrettet.

Det er Steffens skyld: ”Det er samfundets skyld”, ”Kærligheden overvinder alt” og ”Aldrig, gentar aldrig”.

Salgstal: 100.000 eks.





Kys bruden (1996)

Århus-veteranerne kunne her høste frugterne af det kommercielle comeback med endnu et album med masser af klassiske TV-2-sange.

Satiren i ”Kom lad os brokke os” var godmodig, men præcis. Alligevel er det de velkendte sange om tro, håb og (gammel) kærlighed, der bevæger.

Kys frøen: ”Line Jørgensen, Voldum”, ”Kys bruden” og ”Sån't er livet”.

Salgstal: 130.000 eks.





Yndlingsbabe (1998)

Afvekslende album med flere gode sange, hvor Brandt bl.a. legede med nye virkemidler i det soul-muntre titelnummer, hvor han lyder som en selvironisk jysk Curtis Mayfield.

Men en titel som ”Hyggeligt, hyggeligt” er desværre en afslørende overskrift for indholdet, der rummer for meget slap satire, løst melodisk krudt og lidt for sludrende fristil fra den ellers så vedkommende sangskriver.

Yndlings-tracks: ”Helt alene”, "En dag vil jeg gå i regnen med dig", ”Der går min klasselærer” og ”Yndlingsbabe”.

Salgstal: 70.000 eks.





Verdens lykkeligste band (live-album, 1999)

Danmarks kedeligste orkester bare fester igennem, så hvert et nørdet brilleglas må dugge af fryd.

Her fik publikum det bedste af det bedste med 30 klassikere samlet på to cd’er. Et værdigt genhør med en perlerække af bidrag til den danske pophistorie spillet med sprudlende overskud.

Verdensklasse: ”På Skanderborg Station”, ”Kys det nu” og ”Alt hvad hun ville var at danse”.

Salgstal: 65.000 eks.





Manden der ønskede sig en havudsigt (1999)

TV-2 syntes, at det ville være en alle tiders idé at indspille en række klassikere i selskab med RadioUnderholdningsOrkestret. Det syntes mange af vi andre ikke.

De lyse toner: ”Bag duggede ruder”.

Salgstal: 10.000 eks.





Amerika (2001)

Albummet virkede både skuffende hit-fattigt og som om det rummede for mange genudsendelser fra TV-2.

Der er dog musikalske nuancer og mikro-skred at spore for den øvede lytter – og Steffen Brandt skal bestemt ikke beskyldes for at lefle for (da)tidens zeitgeist med en samling sange, der kredser om den granvoksne mands krise. Om man fandt det inspirerende eller kriminelt kedeligt er nok en temperamentssag.

Høj bølgegang: ”Fald min engel” og ”Sommerdag ved stranden”.

Salgstal: 52.000 eks.





På kanten af småt brændbart (2002)

Flere modne overvejelser – og igen uden gamle dages radio-tække. Titelnummeret er en mageløs fortælling om forundringen ved at stå på toppen af livets slagger og blive konfronteret med sin fortid. Og der ”er ingen grund til at spille smart/når man hænger der på kanten/af småt brændbart”. Albummet holder dog ikke samme høje niveau, og det er tydeligt, at TV-2 har brug for et skud frisk inspiration.

De brænder igennem: ”På kanten af småt brændbart”, ”Big time og honning” og ”Tornby Hotel”.

Salgstal: 40.000 eks.





De første kærester på månen (2005)

Revitaliseringen kom til dels udefra.

Gruppen allierede sig med den unge producer Thomas Troelsen (eks-Superheroes), som bl.a. gjorde titelnummeret til et dunderhit og et fantastisk comeback for TV-2.

Foryngelseskuren blev sikret via en klanglig retur til rødderne og en Brandt i vanlig popkunstnerisk topform. F.eks. i en vemodig sang som ”Sporløs” om flygtighed og fortabelse.

Anden del af albummet kan desværre ikke leve op til den fabelagtige første halvleg, men månelandingen var alligevel fuldbragt. Den efterfølgende turné blev et triumftog, og fremtiden synes igen at stå klar med åbne arme til at tage imod et af Danmarks alle tiders mest suverænt overlevelsesdygtige og væsentlige poporkestre.

Perfekte månelandinger: ”Sporløs”, ”De første kærester på månen”, ”Hvem vil danse denne nat” og ”Et helt almindeligt liv”.

Salgstal: 145.000 eks.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.