Northside og Tinderbox offentliggør første navn til 2026
Bandet har over tre gange så mange ønsker som nummer to på gæsternes samlede ønskeseddel.
Det danske band er alle vegne i øjeblikket.
I radioen med sange som ”Til solen er sort”, ”En drøm om et menneske” og senest ”Pumper hjertet op”.
Og på podiet, når der skal deles priser ud.
Forleden modtog de fire venner Rumle Hueg Kærså (vokal), Bertram Ask Plauborg (bas), Bertil Engberg Nielsen (keyboard) og Noah Elias Rasmussen (trommer) P3 Prisen og P3 Lytterhittet til P3 Guld 2025.
Det er naturligvis Aphaca, vi taler om.
Og det fortsætter i 2026.
Bandet skal spille i Parken og er i dag blevet offentliggjort som det første navne til næste års versioner af Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense.
Aphaca er det »ubetinget mest ønskede navn til NorthSide 2026,« meddeler festivalen i en pressemeddelelse.
De har over tre gange så mange ønsker som nummer to på gæsternes samlede ønskeseddel.
»Aphaca er lyden af fællesskab, ungdom og den sommer, man håber aldrig slutter,« lyder det fra Northside.
»Deres sange balancerer mellem det legesyge og det melankolske, mellem de store følelser og de små øjeblikke, hvor alt føles muligt. Med en klang, der både er skrøbelig og selvsikker, har de på rekordtid skabt en lyd, der samler generationer.«
Unaturlig popularitet
Og mon ikke der bliver trængsel foran scenerne på Nortshide og Tinderbox, når Aphaca skal spille.
Sådan har det været hele denne sæson, ikke mindst på årets Roskilde Festival, hvor mange gik forgæves for at opleve bandet.
»Det er jo ikke naturligt for mennesket at blive hyldet og klappet så meget af,« har forsanger Rumle Kærså udtalt til Jyllands-Posten.
Flere navne på tirsdag
Koncerten på årets Roskilde Festival blev anmeldt til fem af seks mulige stjerner:
»Medlemmerne af Aphaca er mellem 20 og 22 år gamle, men de spillede, som om de ikke havde gjort andet i årtier. De spillede med et kæmpe overskud og for ud og ind mellem hinanden under leveringen af sangene, som fremstod noget mere energiske end studieindspilningerne.
Der var noget så sjældent som noget organisk over foretagendet, hvilket stod i forfriskende kontrast til mange af de overproducerede toner, som kastes ud over scenekanten andre steder på festivalen.«
På tirsdag offentliggør Northside en ny pulje navne – denne gang med internationale artister til plakaten. Tinderbox sætter navn på 10 øvrige artister i løbet af den kommende uge.