Fortsæt til indhold
Musik

En legende er død: »Det er et af de allerstørste træer i skoven, der er faldet«

En af heavy metal-genrens mest toneangivende stemmer, Ozzy Osbourne, er gået bort i en alder af 76 år. Musikanmelder Steffen Jungersen har mødt ham flere gange og lægger ikke skjul på, at nyheden også har ramt ham personligt.

»De, der elsker heavy metal, skylder ham alt!«

Musikanmelder gennem flere generationer Steffen Jungersen understreger, at Ozzy Osbourne har haft enorm betydning som en af de legender, hele heavy metal-genren bygger på.

»Sammen med Black Sabbath var Ozzy Osbourne med til at skabe genren heavy metal,« fortæller Steffen Jungersen.

Steffen Jungersen har flere gange mødt Ozzy Osbourne, der døde tidligere i dag.

»Han blev godt nok kaldt ”Prince of Darkness” og alt muligt andet, men i bund og grund var han en venlig og ydmyg mand. Et sødt menneske.«

Det var dog ikke helt det ry, Ozzy Osborne havde, da han i 1979 blev smidt ud af Black Sabbath som følge af problemer med alkohol og stoffer.

»Han blev smidt ud, fordi han var for løs en kanon. Han var virkelig langt ude,« husker Steffen Jungersen.

Efter årene i Black Sabbath lavede Ozzy Osbourne en række soloplader, som ifølge Steffen Jungersen også var helt enestående.

»Med på de første af pladerne var en formidabel guitarist, Randy Rhoads, som fik et rockorkester til nærmest at lyde som et symfoniorkester. Det var Ozzy Osbourne, der opdagede Rhoads, hvilket føjede nye lag til Ozzys legende i begyndelsen af 1980’erne,« siger Steffen Jungersen og tilføjer:

»I årene med Black Sabbath og på de efterfølgende soloplader præsterede Ozzy Osbourne så stærkt, at han har været forgudet af sine fans lige siden.«

Rhandy Roads under en Ozzy-koncert i 1981. Foto: Jeffrey Mayer/AP/Ritzau Scanpix

Han er ikke i tvivl om, hvordan nyheden bliver modtaget i kredsen af fans rundt om i verden:

»Jeg garanterer dig for, at der bliver grædt derude lige nu. Det er en sorgens dag. Han har virkelig betydet meget for en masse mennesker,« siger Steffen Jungersen, som også selv er påvirket af nyheden om Ozzy Osbournes død:

»Det er ikke så længe siden, jeg fik det at vide, og jeg er faktisk helt ved siden af mig selv. Jeg har lyttet til hans musik i over 50 år, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget han har betydet for mig. Det er et af de allerstørste træer i skoven, der er faldet,« konkluderer Steffen Jungersen.

Den 5. juli gav en sygdomssvækket Ozzy Osbourne afskedskoncert i Birmingham.

John Michael ”Ozzy” Osbourne blev 76 år.