Til en bryllupsreception var det måske lige gået an - men da ikke på en af landets største festivaler
Man booker en række små eller mellemstore navne og leger, at de er langt større, end de er. Den slags fører unægtelig til store skuffelser – på begge sider af scenekanten.
De næste uundgåelige i rampelyset.
Den status kastede Northside efter et forholdsvist ukendt band fra England før dets koncert på festivalen fredag eftermiddag.
Og det var vist at tage munden for fuld.
Rolig nu.
Bandet råder – højt sat – over et par charmerende rocksange, men så heller ikke mere end det.
Dette illustrerer med al tydelighed festivalens største problem:
Man booker en række små eller mellemstore navne og leger, at de er langt større, end de er. Den slags fører unægtelig til store skuffelser – på begge sider af scenekanten.
At Lucvat – med ellers karismatiske Sophie Morgan i front – skulle være det næste store navn på den globale rockscene er svært at høre.
Især efter fredagens optræden på Northsides mindste scene.
Lydforholdene var yderst tvivlsomme, især Morgans vokal fremstod mudret i lydbilledet.
Det var ikke bandets skyld.
Og det var heller ikke det værste.
Dvælen ved samme emne
Det værste var, at samtlige 11 numre virkede unødvendigt lange og havde en kedelig tendens til at falde i med hinanden:
Samme toneart, samme opbygning, samme bro til omkvæd, en nærmest uendelig dvælen ved det samme tema:
Usunde parforhold.
Ja, det er et godt emne, og den sidste gode sang om den svære kærlighed er næppe skrevet endnu. Men intet tyder på, at den næste kommer fra Luvcat. Dertil er opfindsomheden vist ikke stor nok.
Et minde om 2017
Selv Radioheads ”Let Down” lykkedes det ensemblet at tage magien ud af, det eneste, den coverversion gjorde, var at sende tankerne tilbage til 2017, da festivalen kunne præsentere den store rockgruppe fra Oxfordshire i silende regn.
Northside har udviklet sig meget siden – desværre i en negativ retning.
Nå, det var Luvcat, vi kom fra.
Kun ”He’s My Man” – en fantasi om at slå sin elskede ihjel med gift – løftede sig en anelse og stak lidt ud fra mængden af middelmådige sange.
Men den ramte først sit publikum efter en time.
Da var det for sent.
Til en bryllupsreception var det måske lige gået an – men da ikke på en af landets største festivaler.