Fortsæt til indhold
Northside Festival

5 jun. 2025 KL. 21:13

Hvad sker der, Northside? Britisk popstjerne taget af vinden

Britisk popstjerne gjorde meget rigtigt, men hun var noget malplaceret på Northside.

Der var ellers lagt op til det helt store.

Northside lovede den fulde pakke – intet mindre.

»Raye byder dig velkommen i de røde veloursæder i sin helt egen bluesklub, der serverer en velafbalanceret musikalsk cocktail, der spænder fra jazz og soul til ny, moderne pop og hiphop…,« stod der i programmet.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Noget af det levede forestillingen faktisk op til.

Den 27-årige englænder Rachel Agatha Keen er ikke bare den næste strømlinede popstjerne i rækken, i Aarhus bevægede hun sig – ganske som lovet – ubesværet mellem de nævnte genrer og lod dem smelte sammen i et originalt og dybt personligt udtryk.

Men:

Der var altså ikke meget bluesklub over det.

Én ting var, at veloursæderne var skiftet ud med et mudret underlag. Det var forventeligt.

Noget andet var de rædderlige lydforhold, saxofonen stod klarere i lydbilledet end vokalen. Eksempelvis. Og det kan vel ikke være meningen.

Vinden kastede desuden musikken i vidt forskellige retninger og stjal en del af de detaljer, der gør det prisbelønnede og svært anmelderroste debutalbum – to år gamle ”My 21st Century Blues” – til noget helt specielt.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Indrømmet, vejret har festivalledelsen trods alt ikke magten over, men man fik fornemmelse af, at dette show aldrig havde foldet sig helt ud, selv hvis solen rent undtagelsesvist havde skinnet over Northside. Hverken sangeren eller hendes ellers velspillende band egnede sig øjensynligt til store åbne plader eller festivaler i det hele taget.

Kunne man ikke i det mindste havde programsat hende i et telt?

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Hun er velkommen tilbage

Så var der Raye selv.

Hun sang fantastisk – med autoritet, dybde og sårbarhed.

Men hun talte – af helt uforklarlige grunde – alt for meget mellem sangene, hvilket trak energi ud af seancen og fik mange til at søge mod barerne.

I glimt fungerede koncerten trods alt.

Raye, som skrev historie ved at vinde hele seks priser ved Brit Awards sidste år, sikrede sig uden tvivl nye fans under leveringen af de store hits ”Escapism” og ”Prada”, der bygger på uafrystelige melodier og er så bombastiske i deres udtryk, at de overlevede under de tvivlsomme forhold.

Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

POP

RAYE

NORTHSIDE, AARHUS

Torsdag 05/06/25