Når man er på festival i heldagsregn, er det vigtigt at tænke på andre ting, som også er trælse - som at blive råbt ind i hovedet igennem 60 minutter
Hvad gør man, når regnen truer med at ødelægge festivalen? Man kan gå i baren. Man kan også gå til koncert med Sleaford Mods, hvis ene medlem har for vane at råbe af sit publikum.
Festivalpladsen er omdannet til en stor mudderpøl.
Tøjet er vådt.
Der er vand i mobilen.
Og når man bevæger sig rundt mellem de mange tilbageblivende gæster, kan man godt mærke, at humøret har været bedre.
Hvad gør man så?
Man kunne gå i baren.
Man kunne også gå til koncert med Nottingham-duoen Sleaford Mods, hvis ene medlem har for vane at råbe af sit publikum.
Vi valgte det sidste.
For når man er på festival i heldagsregn, er det vigtigt at tænke på andre ting, som også er trælse.
Fortjente eder
Det var på en måde helt på sin plads, at Jason Williamson fra Nottingham-duoen Sleaford Mods brugte al sin taletid lørdag aften på at sende alverdens eder og forbandelser ud mod de fremmødte.
Mange havde fortjent en reprimande.
Med ulidelig snak om alt fra boliglån, fakturafabrikker, Mads Brügger og Køge-Calle havde de over de foregående dage gjort en aktiv indsats for at sabotere koncerter med ellers fremragende bands som Slowdive, The Smile og Pulp.
Så de fik lidt snor, Sleaford Mods.