Fortsæt til indhold
Musik

»Alt for meget bøsse, drag og gejl«

Folketingets formand er ikke imponeret over Eurovision, men roser dansk deltager.

Det gik lige efter planen for den danske deltager ved anden semifinale i Eurovision, hvor Leonora sikrede sig selv og Danmark en plads i den eftertragtede Eurovision-finale, der løber af stablen lørdag aften med sin sang ’Love is Forever’.

Eurovision er kendt for at være et show, hvor der for alvor er gang i fest og farver. Noget der er blevet skruet op for i de senere år. Og det huer altså ikke alle seere lige meget.

En af dem, der synes at showet er blevet en tand for meget er Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der torsdag valgte at kalde showet ”for bøsset”.

»Tillykke til Leonora dejligt Danmark går videre i Grand Prix. Det er en dejlig sang, Danmark stiller med. Men ellers enig med Ivan Pedersen fra Laban. Alt for meget bøsse, drag og gejl i Eurovision. Og så gerne, alle sang nationalsprog. Vi skal da synge dansk,« skriver Pia Kjærsgaard på Twitter.

Pia Kjærsgaard har uddybet sin kritik af showet til Ekstra Bladet, hvor hun også fortæller, at hun mener, at showet var bedre før i tiden.

»Jeg har ment det her længe, og så greb jeg det, da jeg så Ivan Pedersens opslag. Jeg synes, der er for mange fjer, for meget glimmer, palietter, show og lys. Der er simpelthen for meget larm,« siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:

»Det kan godt være, at det er alderen, der er løbet fra mig, men derfor har jeg jo stadig lov til at have min mening. Jeg kan jo huske de helt gamle Grand Prix-sange, og det var bare noget helt andet den gang.«

Det er heller ikke alle, der er lige enige i Pia Kjærsgaards kritik af showet.

»Minder lige om, at det i dag, den 17. maj, er International Day Against Homophobia, Transphobia and Biphobia,« skriver en kvinde på Twitter, hvor flere altså beskylder Pia Kjærsgaard for at være homofob.

Flere vælger da også at spørge ind til, hvad formanden mener, når hun skriver, at showet er ”for bøsset”.

»Hej Pia Kjærsgaard. Jeg kan forstå du er noget mere interesseret i melodi grand prix end jeg er. Kan se at nogle af deltagerne til din store frustration opfører sig bøsset? Hvad mener du med det? Hvad betyder det at der er meget bøsse? Betyder det noget negativt?,« lyder det fra en anden Twitter-bruger.

Og selvom tråden har afstedkommet en del modstand, så er det ikke alle, der er uenige med Kjærsgaards kritik af Eurovision.

»Eurovision har for længe siden mistet sin mangfoldighed. Nu er det åbenlyst kun for bøsser og transseksuelle. Ikke længere et show der kan samle en familie, helt unge(børn) som gamle. Helt enig med Pia for en gangs skyld,« skriver endnu en Twitter-bruger.