Fortsæt til indhold
Musik

Roskilde Festival kritiseres for at booke heilende artist

Amerikanske Phil Anselmo har gjort sig uheldigt bemærket med nazi-hilsen.

Onsdag offentliggjorde Roskilde Festival en række navne til næste års version af den tilbagevendende begivenhed for musikelskere.

Blandt næste års navne kan Gorillaz, David Byrne, First Aid Kit, Fleet Foxes og Stormzy nævnes.

Men også det amerikanske metalband Scour er at finde på plakaten, og det har skabt røre.

Bandets frontmand, Phil Anselmo, har nemlig gjort sig uheldigt bemærket med nazi-hilsen, white pride-taler og en slåskamp med en sort udsmider.

»Det er så fedt, I endelig har booket noget ordentlig White Pride-musik fra Scour. Nazi-profilen på festivalen har virkelig været sløj de sidste 46 år,« lyder det eksempelvis ironisk fra en bruger i kommentarfeltet på Roskilde Festivals Facebook-side.

»Kære Roskilde. Er det ikke lidt en ommer at være imod racisme og så booke bandet Scour hvor forsangeren er glad for at heile og råbe White Power?« spørger en anden bruger.

I følgende Youtube-video fra en koncert i fjor ses Phil Anselmo heile:

Roskilde Festival svarer følgende i kommentarfeltet:

»Vi er bekendt med røren omkring Anselmo i 2016. Vi mener ikke, at Scour (eller Phil Anselmos øvrige bands for den sags skyld) bruger musikken eller deres tekstuniverser til racistiske udladninger. Phil Anselmo dummede sig personligt i 2016, og han har flere gange siden undskyldt dybt for sin handling.«