Brusende og ætsende
Sproget bobler og sødemiddelsnasker stadig i Cecilie Linds nye digtsamling om spiseforstyrrelser, som er hendes strammeste, hårdeste og måske bedste bog.
I september skrev jeg noget så formidlingshåbløst som en stærkt forbeholden fire-stjernet anmeldelse. Anledningen var Cecilie Linds tredje bog, ”Strunk” – et langdigt, som fortsatte den 25-årige digters viljefaste undersøgelse af kønsidentitet og pigeperpleksitet. Men ”Strunk” efterlod også en fornemmelse af, at der havde indfundet sig en snigende stagnation,…