Her er årets 10 mest solgte bøger
Trods diverse nye tendenser, så er det stadig Jussi Adler-Olsen, der storsælger.
Danmarks største internetboghandel Saxo har netop offentliggjort årets bestsellerliste.
Og forfatteren på førstepladsen er tilsyneladende urørlig: Jussi Adler-Olsen.
Hans seneste roman "Den grænseløse" ligger stadig på en suveræn førsteplads i et år, der i følge Saxo også bød på lidt nye tendenser på bogmarkedet.
I den forbindelse fremhæver forlaget, at flere og flere bloggere udsender bøger, og blandt disse er veninderne Laura Kristine Arnesen og Marie Moesgaard Wiwel et godt eksempel.
De to veninder har udviklet en lang række fletninger, som de publicerede på de sociale medier. Her fik blandt andre TV2s "Go' Morgen Danmark" øje på dem, og dette førte til, at de udgav en bog om fletninger, som siden har ligget på bestseller-listerne.
Saxo forventer, at flere vil benytte sig af de sociale medier for at skaffe et publikum til eventuelle bogudgivelser.
Da Yahya Hassan i 2013 fik sit litterære gennembrud, åbnede han samtidig for et stigende antal udgivelser af digte. Det har blandt andet betydet, at Saxo i 2014 har solgt dobbelt så mange digtsamlinger som i 2012.
Den stigende interesse for digte slog også igennem, da forlaget afviklede litteraturkonkurrence Metro-Litteratur. Halvdelen af bidragene var digte.
Endelig er der ifølge Saxo stigende interesser for bøger, der handler om coaching/selvhjælp. Dog er også lektor Svend Brinkmans anti-coaching-bog "Stå Fast" blevet et hit. Lektoren foreslår, at vi står fast og holder op med at ændre os selv.
Endelig har der været en tendens til at ældre udgivelser hitter. Det er "Stoner" af John Williams et godt eksempel på. Den udkom i 1965 uden at tiltrække sig opmærksomhed.
I 2014 blev den bestseller i det meste af Europa - og den blev af den britiske boghandlerkæde Waterstone kåret til årets bog i England.