»Mellemøsten befinder sig midt i en ny guldalder for uvidenhed og idioti«
Waleed Safis "Alle veje fører til Mekka" er både underholdende og oplysende læsning. Fuld af vrede, sort humor og stor fortælleglæde. Siderne emmer af kærlighed til den arabiske kultur, men den velskrivende historiker stryger ingen med hårene.
»Jeg strækker mig lidt mere og så – endelig – berører jeg stenen. Den er varm som vores kroppe. Dens overflade er helt glat, erosion fra millioner af hænder.«
Waleed Safi er endelig nået til pilgrimsturens mål. Omgivet af tusinder af andre hvidklædte pilgrimme er han landet i Allahs hus i Mekka, hvor han har cirklet syv gange om den store, sorte sten.