De ældre generationer har smadret boligmarkedet og tjent svimlende formuer - nu har multimillionæren et godt råd til de unge
Dem, der allerede har, får hele tiden mere. Sådan er det finansielle system skruet sammen. Men hvis man først forstår mekanismerne, kan man udnytte det til sin fordel, siger finansekspert Andreas Steno Larsen, der vil lære unge at blive rige. Også selvom det måske kræver, at de må holde sig for næsen imens.
Bemærk: Denne artikel blev første gang bragt den 16. februar 2025.
Andreas Steno Larsen husker, hvordan han i sine unge dage sad på Copenhagen Business School og blev enig med de andre unge libertarianere om, at det hele var noget værre lort.
Det finansielle system belønnede tydeligvis dem, der var risikofyldte og grådige, og tilgodeså dem, der allerede havde i forvejen.
Det var i kølvandet på finanskrisen i 2008, hvor bankernes gavmilde udlånspolitik havde ledt til et kollaps på boligmarkedet og i sidste ende økonomiske konsekvenser for helt almindelige mennesker verden rundt.
De var langtfra de eneste, der delte den opfattelse. I de efterfølgende år spredte protester mod finansverdenens mekanismer sig til det meste af verden under de fælles faner Occupy Wall Street, og også herhjemme valgte tusinder at gå på gaderne.
Men modsat sine jævnaldrende, der gik på barrikaderne, besluttede Andreas Steno Larsen sig for at undersøge, hvilke muligheder der var i det for ham selv.