Hvor går grænsen mellem løgn og sandhed i en livsfortælling?
Lars Saabye Christensen skriver smukt om en ulykkelig teenager. Men den prisvindende nordmands roman mister pusten undervejs. Den første del af fortællingen er til gengæld så fængslende, at den alene gør bogen værd at læse.
Der er meget i tilværelsen, som vi ikke har nogen magt over. Det eneste, vi ret beset kan styre, er den måde, hvorpå vi fortæller om det. Narrativen er altafgørende.
Men hvor går grænsen mellem løgn og sandhed i en livsfortælling? Lyver vi, hvis der er dele af fortiden, vi fortier? Eller har sandheden bare flere ansigter? Kan en forsonende omskrivning…